« Tilbage til søgeresultaterne
Hvor kommer jeg fra?
Frit efter Rosegger ved Anna Nording.
Paa en rigtig varm Sommerdag er det rart, naar man efter Middagen kan lægge sig paa en Bænk i et skyggefuldt Lysthus. I den grønne kølige, dæmpede Belysning, som kun af og til brydes ved, at en Solstraale finder Vej gennem Løvværket, hviler man som Adam, medens han endnu havde alle sine Ribben.
En saadan Middagsstund laa jeg i en behagelig Døs, da mine to Smaapiger kom listende ind i Løvhytten; det var den elleveaarige Marta og den fireaarig Else. Den ene havde en lille Elfenbenskam i Haanden for dermed at rede mit Haar, den anden bar en bladfuld Gren, hvormed hun vilde bortjage de Fluer og Myg, der summede mig om Næsen.
Da Smaapigerne mærkede, at jeg vilde sove, var de meget stille; men da de saa, at jeg havde lukket Øjnene, begyndte de en hviskende Samtale. Lidt efter lidt - da de troede, at jeg sov - talte de saa meget højere, at intet Ord undgik mig.
Efter at lille Else en Tidlang havde kæmmet mit Haar og puslet omkring min Pande og mine Øjne. spurgte hun pludselig den ligeoverfor siddende Marta: „ Du, hvor er jeg egenlig kommen fra?”
Marta er en meget drømmende lille Skabning; hun har tit nogle forunderlige Tanker og Paafund. Naar man saa pludselig taler til hende, kan hun blive ganske forskrækket og give helt forkerte Svar. Men kan hun faa Tid til at summe sig, da siger hun mange Gange et Ord, der daarligt falder sammen med dagligdags Tale, men snarere lyder som vidunderlig Fugletale for den, som forstaar den.
Langsomt gik det op for hende, hvad den lille Søster saa pludseligt og uventet havde spurgt om; men endnu saa hun kun forundret ud. Da spurgte den lille Else endnu en Gang: „Hvor er jeg saa kommen fra?”
Og nu kom Martas Svar: „Vorherre har sendt dig herned!”
„Har han smidt mig ned?” Slog jeg mig da ikke ihjel?”
„Nu skal Du høre, Else, hvordan det er gaaet til,” begyndte Marta.
„Vorherre er jo oppe i Himlen, han sidder paa en hel Bunke Skyer, og har en gylden Klædning paa og et langt hvidt Skæg. Og rundt om ham flyver der Engle, store og smaa med gyldne Vinger, og de reder og kruser Vorherres Haar og Skæg og synger om ham. Og saa var det engang, da de saadan puslede omkring Vorherre; da griber han med Haanden rask ud i Luften - saadan! ligesom man vil fange en Flue - og vips!, saa har han ogsaa noget i Haanden, og det er en lille bitte, bitte Engel. Han lukker en lille Smule op - bare saa meget, at man kan kigge ind og se, hvordan det krabler rundt derinde, og saa siger han til den: Lille Englebarn! du skal ned paa Jorden. Der er nogen, der har bedt mig om et lille Barn!”
„Men jeg vil ikke!” siger den lille Engel, „der er slet ikke morsomt nede paa Jorden, det har en af de andre sagt, som har været der nede. Man træder paa saadan noget skarp Jord, der gør ondt i de bare Fødder, og løber man mod noget med Hovedet, saa gør det ondt, og naar man vil plukke Stikkelsbær, saa stikker man sig paa Torne, og naar man vil lege Møllehjul nede ved Vandet, saa bliver man ganske vaad paa Kjolen og paa Forklædet, og saa faar man bagefter Da - Da af Mor! Næh! jeg vil ikke derned!”
Saa svarer Vorherre: „Lad nu et Øjeblik være med at rykke i mit Skæg, og hør saa efter, hvad jeg vil sige dig! Nede paa den Jord, hvor du skal hen, har de en lille hvid Kanin med røde Øjne; den kan staa paa Bagbenene og snøfte med sin tredobbelte lille Snude, naar den mindste lille Pige giver den Kløver.”
„Er det mig?” spurgte Else igen.
„Vent nu lidt”, vedblev Marta. - „Saa tager den lille Engel den kære Vorherre om Halsen og siger: „Ja, saa vil jeg nok derned med det samme!”
„Ikke saa voldsom, din lille Skælm! Du er jo nærved at kvæle mig!” raaber Vorherre. Og jeg skal give dig en med, som passer paa, at du ikke støder dig, og at Stenene og Tornene ikke kradser dig, og at du ikke falder i Vandet.”
„En Barnepige?” spørger den lille Engel.
„Nej - en Skytsengel”, siger Vorherre, og saa fløjter han i en lille Fløjte. Alle Englene flyver til, og Vorherre kalder en af dem frem. „Du der, med det krøllede Haar! Du er flink og klog, du skal passe paa Elsepigen og være hendes Skytsengel nede paa Jorden.”
„Er det mig?” raaber den lille Else, glad forskrækket.
„Tys ! Du vækker jo Fader i” hvisker Marta; Du maa være stille, ellers fortæller jeg ikke videre.”
„Aa - søde Marta, du kan fortælle saadanne yndige Historier”, smigrer den lille og stryger sin Haand henad Søsterens Kind.
„Saa satte Vorherre sig lidt bedre til Rette”, blev Marta ved „og tog en lang Stok, hvormed han lavede et Hul igennem Skyen: „Kom Else”, sagde han, „saa kan du kigge ned.” Jeg har søgt en Moder ud til dig, - det er den unge, blege Kone med de brune Øjne; som staar der under Kirsebærtræet. Nu maa du selv vælge dig en Fader. Se engang. Den høje Herre der med det røde Skæg, han har et dejligt Slot, Heste og Vogne og mange Penge, - vil du ha’e ham til fader?”
„Ham kan jeg ikke lide,” siger lille Else.
„Godt!” siger Vorherre, „saa har vi en anden. Hvad mener du om den smukke Mand med det sorte Overskæg og Sabelen, der slæber efter ham. Det er en tapper Mand; han faar snart en Stjerne paa Brystet. Ham synes du da om?”
„Nej, jeg gør ikke”, siger Elsepigen.
„Tosset Tøs”, brummer Vorherre, „at hun ikke synes om den Officer! Men saa vil du ganske sikkert have den unge Hyrde der med den lange Stav, som vogter Faarene paa den grønne Eng.”
„Kan heller ikke lide ham”, siger lille Else ganske sagte.
„Saa maa du selv søge dig En ud!” siger Vorherre ganske ærgerlig.
Den lille Pige ser sig om blandt alle Folk, saa ryster hun paa Hovedet. Men paa engang ser hun, at der ligger En i et Lysthus. Han har et smalt Ansigt og en hvid Pande, og han ser saa rar ud. Ja, ham vil hun ha’e til Far.”
„Ham kan du gerne faa”, siger saa Vorherre, „men der er ikke stor Stads ved ham, vil jeg sige dig; han er ikke andet end Digter. Men min Velsignelse vil jeg give jer.” Og da Vorherre har sagt det, fløjter han igen, og denne Gang kommer alle Dyrene: Lam, Kalve, Hjorte, Grise, Duer, Løver, Katte og Storke. Og til en langbenet Stork siger han: „Hør du store Fugl! Tag dette lille Barn, og bring det ned til den unge Kone under Kirsebærtræet! Og den unge Kone kan knap faa Tid til at holde Forklædet op, før du allerede ligger deri, og Fader staar ved Siden af og raaber glad: „Se, se! der er jo vor lille Else! - Og saadan kom du ned til os, Elsepige.
„Men stille - hold op med at vifte - Fader sover!”
Saa lister de af paa Taaspidseme. Jeg ligger alene i Løvhytten, og jeg ved ikke rigtig, om jeg er vaagen, eller om jeg drømmer.
