Et mørkt Billede.
For nogle Uger siden læstes i Københavns Adresseavis: ”Onsdag og Lørdag uddeles gratis varm Mælk og Brød.” Smedegade 12.
Naar man er nogenlunde kendt med den Nød, der i Øjeblikket hersker i København, bliver man lidt forbavset over en saa uindskrænket Indbydelse, selv om der kun loves Gæsterne varm Mælk og Brød.
Paa vor Vej ud at aflægge et Besøg i dette velgørende Hus, henfaldt vi i Betragtning over, hvorfra de dog havde deres Udspring, de rige Kilder, der sprudlede saa livligt i et af de fattige Kvarterer paa Nørrebro.
Vi var neppe komne lidt ned i Smedegade, før vi saa, at der var sort af Mennesker ud for Nr. 12. I et forrygende Snefog, i Frost og i Blæst stod Skarer af tyndt klædte Mennesker med hullede Sko og elendigt lidende Udseende, og ventede paa Adgang til det dem forjættede Land, til den varme Stue og den varme Mælk og Brødet.
Idet vi søgte at trænge igennem Skaren, hørtes der en kraftig Røst raabe: ”Tilbage i Porten, kun 50 op ad Gangen.” Vi fulgte med Strømmen og fik ikke ret Tid til at se os om, før vi var bænkede i den gæstfri Sal.
Det var maaské nok et blandet Selskab, dette, men alle bar de et fælles Mærke: det udhungrede Udseende, den lasede Dragt og det skræmte Blik. - Fattigdommens Forbandelse, der følger med Arbejdsløshed og Sult. Samfundet, vort Samfund, stempler den fattige som Forbryder, derfor skuler hans Blik, og fordi han er dette Samfunds onde Samvittighed, ser han sig skræmt omkring.
Klokken var 2 Middag, fra Klokken 11 havde man bespist Kvinder og Børn, nu var her kun Mænd; vi saa os om. Her sad en ung Mand med kraftige Hænder, et barnligt godt Ansigt, men han kunde ikke skaffe sig en Skovl, ellers havde han dog kunnet faa Arbejde ved Snekastningen. - Moer havde just idag betalt Ugens Husleje og ejede ikke mere. Han havde sagt, at han slet ikke var sulten, fordi han ikke nænnede at spise fra de smaa Søskende derhjemme; men nu da den dejlige varme Mælk kom paa Bordet sammen med de store Fade fulde af Rundtenommer med Margarine, hvor var han nu glubende sulten. Han syntes, han kunde spise alt, hvad der stod paa hele det lange Bord. Ved Siden af ham sad en ældre Mand med et gustent og bittert Ansigt, han puffede ham i Siden og sagde grinende: ”Hør, han kalder os Venner!” idet han pegede paa den unge Mand, der agerede Vært. Han kendte nok Folks Venlighed, der skjulte sig naturligvis noget bag den. - Kun Stød og Puf i Barndommen, Skuffelse i Ungdommen, Sult og Nød nu paa de gamle Dage, det var hans Erfaringer, derfor hadede han dem alle, men mest dog de milde, glade Mennesker. Lige overfor sad en middelaldrende Mand med velredt Haar. Han spiste stille og ihærdigt, som det galdt om at faa saa meget som muligt fortæret. Men hvorfor mon der kom Taarer i hans Øjne, da han saa sig omkring? Jeg tænkte - maaské han sukker over sin Hustru, der ligger syg derhjemme af Sult og Nød, over, at han ikke kan give hende noget af denne Velsignelse; han havde dog været saa flittig hele sit Liv og gerne villet arbejde, men de mange Børn havde overvældet det fattige Hjem med Udgifter, og nu - da Moer laa syg - saa. - Nej, det var et smerteligt Billede at se denne Skare lidende Mennesker.
Men en Lysstraale var der dog - de travle, kærlige Mennesker, der her var i Virksomhed for denne primitive Bespisning.
Spisesalen var en kirkelig Forsamlingssal. Vi kender ikke disse Folks religiøse Anskuelser, de kalder sig „Evangelisk Frimission”. De bestaar af en lille Kreds af tarvelige Arbejdere. De havde sat alle Kirkebænkene paa langs og sat lange Spiseborde ind. Paa Prædikestolen laa en Stabel store Rugbrød, ved Siden deraf stod ved et Bord tarvelige Kvinder og skar Smørrebrød. Men hvorfra kom al den Mælk og de mange store Rugbrød?
Man kan kalde det letsindigt, eller maaské snarere et Udslag af stærk religiøs Tro, naar disse Menighedsmedlemmer i ungdommelig Naivitet har ment, at de ved deres sammensparede Skillinger kunde bespise blot en lille Brøkdel af alle Nørrebros Nødlidende, da deres Menighed er ganske ung og ikke tæller en eneste velhavende iblandt sig.
Dog var det alligevel Lyspunktet i det mørke Billede, at kristelige Mennesker havde Mod og Sindelag til at gøre deres hellige Kirke (for dem det bedste) til Spisestue for Lazaroner, netop i vor Tid, da de, der kalder sig kristne, sidder fornemt i pragtfulde Kirker og synger Salmer, medens Brødre græder for Brød, eller som af Frygt for at slaa Følge med de fæle Socialister og Fritænkere, ikke vil høre Tale om sociale Reformer - nej - saa hellere lade Orgeltonerne bruse stærkere, at de kan overdøve Kvindernes og Børnenes Hulken der udenfor og lukke Øjnene for alle de arbejdsløse Mænds truende Holdning mod den Kirke, der pynter sig med Broderkærligheclens Navn.
Vi henvendte os til Menighedens Forstander, en ganske ung Mand, for at faa nærmere Oplysning. Han tilstod, at han var bleven overvældet og havde ikke tænkt sig, at der var en saa stor Nød, som der blot i dette Tilfælde havde vist sig, men netop derfor turde han ikke nu trække sig tilbage med den lille Vederkvægelse, som han saa, det var for disse udhungrede Mennesker. Han havde derfor løbet fra den ene til den anden af disse Velgørere i København, hvis Punge altid staar aabne, og havde ogsaa faaet nogen Hjælp, baade i Brød, Smør og Penge. Han viste os saaledes fra Københavns Mælkeforsyning flere store Spande Kernemælk, men sukkede, fordi de ikke kunde faa Mel eller Gryn til at lave den til Kernemælkssuppe. - Heller ikke havde de Gryder til saa store Portioner.
Vi forlod Lokalet opfyldt af Tanker over al den Ulykke og de varige Følger, som Fattigdommen fører med sig, men dog med Haab om, at hvis mange Hjerter var varme og deltagende som deres, hvis Hænder her var i Travlhed, maatte der kunne findes paa Raad til en anden Samfundsordning. Imidlertid maa den private Hjælp ydes, og da vi véd, at „Hvad vi vil” læses af mange Landbokvinder, i hvis velhavende Hjem lidt Fødevarer ikke vil savnes, haaber vi ogsaa, at disse samme Kvinder saa hurtigt som muligt vil sende deres Gaver. Her kan ingen Misbrug ske; ti ingen kan mere end spise sig mæt, og saa er der den dejlige Ting, at den fattige skal ikke staa Skrifte eller give Attest for sin Værdighed og taale de pinlige Bebrejdelser, hvormed næsten altid den private Godgørenhed forøger den hans Lidelser.
Han kan tie med sin Nød, spise Maden og gaa bort uden at føle sig nedværdiget.
Den lille Kreds vilde gerne i Februar vedblive med denne Bespisning, men er selvfølgelig ikke i Stand dertil, dersom der ikke tilbydes dem et temmelig stort Forraad af Fødevarer. De har hidtil bespist ca. 1000 Mennesker om Dagen.
Redaktionen af „Hvad vi vil” er villig til at være Mellemmand og give al den Oplysning, Landbokvinder kan ønske. Dog maa Fødevarer selvfølgelig sendes direkte til Menighedsforstander Schrøder, Smedegade 12, København N.
Provinspressen bedes optage Meddelelser om denne Sag, da sikkert mange fra Landet gerne vil give deres Skærv i Fødevarer eller Penge; ti hvem véd, om ikke en og anden nær Slægtning, ukendt med københavnske Forhold, ved Arbejdsløshed og Nød er sunken ned i Proletariatets Rækker.