« Tilbage til søgeresultaterne
Ogsaa en Skatteartikel
Fru Jngeborg Raunkjær mener, at hendes Bemærkninger om Skatteforhold muligvis vil vække Modsigelse hos nogle af „Kvinden og Samfundets" Læsere, og det er, som hun venter, at Modsigelsen vil komme fra dem, der har lært noget af Henry George.
Det, der først vakte min Modsigelseslyst, var dette, at J. R. kan skrive om H. G.’s Ideer, at „de kommer os ved," og dog vil hun lade dem staa hen og „foreløbig arbejde videre med det Materiale, vi har." - Naar man kender H. G.’s Ideer, saa man kan sige om dem, at de „intellektuelt og etisk betyder noget for os", at „de kommer os ved," saa er det mærkeligt, at J. R. straks lægger dem til Side, naar hun vil til at udtrykke sine Tanker om Skatteforhold, og hun kun har Anvisninger paa Luksustold, Arveafgift o. l..- med Undtagelse af den lille, gode Bemærkning om „Jorden, som er alle Menneskers."
Ja, det er det, den er. Og derfor skal vi ikke „skære af den flotte Ende;" men vi skal skære af den rette Ende.
Det er ikke nemt at afgøre, hvad der er Luksus og hvad ikke. J. R. nævner en Del, som hun anser for Luksus, og det er alt sammen saadant som i hendes Øjne er unyttigt. Nogle vilde vist nævne andre Ting; en eller anden vilde maaske lade sit Vid spille over de mange Klaverer, som der klimpres paa, og som oven i Købet kan gøre Tilværelsen temmelig uhyggelig for dem, der trænger til Ro, og som ved deres Gerning er henviste til at bo i Byen. Og hvad vil J. R. gøre ved alt det, der udvikler vor Sjæl? Vil hun have Skat paa Bøger, gode Billeder, i det hele paa alt det, der aandeligt beriger os? Det er ikke nævnt blandt det, der skal være skattefrit. Er sligt unødvendigt for Menneskenes Liv? Er det Luksus?
Jeg anser det for givet, at J. R: ønsker det bedste en lige saa vid Udbredelse som jeg og derfor nødig vil se det belemret med Afgift til Statskassen, som vil fordyre det og derved
vanskeliggøre dets Udbredelse. Men naar vi gerne vil have vore aandelige Nydelser, af hvad Art de nu end er, til en saadan Pris, at vi kan overkomme det, hvorfor skal vi saa lægge Sten i Vejen for andres - saavel fysiske som aandelige - tarvelige Nydelser! Der er dog ingen Mening i, at Folk skal give mere for Gøglet og det unyttige, end det Stads er værd!
Og det skulde nok vise sig vanskeligt at trække Grænsen; det er nemlig altid vanskeligt at lave Grænser, hvor der ingen skal være. Ikke engang for vore Fødemidler vil det være overkommeligt. Her staar Mening mod Mening.
Men min Hovedanke mod Luksustolden er ikke den, at det vil være svært at trække Grænsen, men den, at al Skat og Told er uretfærdig - med Undtagelse af Jordværdiskatten. „Jorden er alle Menneskers"; dens Værdi fremkommer, fordi vi er her; derfor tilhører Jordværdien os alle, og der er rigeligt til alle offentlige Behov, baade Statens og de kommunale. - Derfor skal vi ikke skære
af den flotte Ende, selv om vi ogsaa alle kunne blive enige om, hvad der var den flotte Ende, men af den rette Ende, d. e. vi skal have det som rettelig tilkommer Samfundet, og vi skal lade det i Fred, som rettelig tilkommer den enkelte.
Arveafgiften og Skat paa de „fede" Forretninger vil ikke drage Skellet paa det rette Sted; gennem Jordværdiskatten faar vi det, der er alles. Hvor god en Forretning vi saa kan drive frem, hvor meget vi kan efterlade vore Arvinger, kommer ingen ved; det maa blive hver enkelts Sag.
J. R. holder ikke af Huller i Toldloven, ved hvis Hjælp Folk bliver rige paa andres Bekostning. - Der skal ingen Toldlov være, saa faar den ingen Huller, og det Hul, der sluger de fleste Menneskers økonomiske Velfærd, den private Ejendomsret til Jorden, skal lukkes. Først da bliver der ingen, der beriger sig paa sine „Medborgeres Bekostning," saa bliver vi alle „rige ved vort Arbejde og vore Dyder."
Og det er nødvendigt, at alle, der har - om ogsaa endnu kun lidt - Øje for Henry Georges. Ideer, holder disse frem og ikke kører ad de vante Stier eller stiller de sædvanlige Fremtidsskatteprojekter frem.
Det „retfærdige Krav maa gentages tit, indtil det sker Fyldest." Ja, og man maa helst begynde straks; thi hvorfor skal man opsætte til i Morgen, hvad der kan gøres i Dag!
Odense, Juni 1903.
