« Tilbage til søgeresultaterne
Fru Agnes Nyrop
Det gav alligevel et „Chock" i mig, skønt, jo nu Aar er gaaede, mange lange, indholdsrige- siden den Gang hendes Navn var Enklang med alle mine purunge, vildtvoksende Tanker - men glemmer man vel nogensinde helt saadan en Tid, og kan der tænkes et saa koldt modent Menneske, at
det ikke skulde føle sig en Smule bevæget, naar det paa engang læses: Nu er hun død, - Genstanden for dine allerførste Drømme?
Jeg synes forøvrigt ikke, det er ret længe siden, jeg mødte hende, hvis Død .nu meldtes mig, inde i København, smuk, elegant, ungdommelig; hvem skulde se paa hende hun var 62 og Bedstemo´r, for det tænker jeg hun var - og at jeg som altid ved Synet af hende følte Blodet fare mig op i Kinderne og mine 15 - 16 Aar vende tilbage, mens jeg sagde til min 11-Aars Datter med hvem jeg lige havde gaaet og drøftet hendes første Forelskelse fra Vintersæsonens Børneballer:
„Se, Gertrud, der gaar din Mor’s første Kærlighed!"
Ja, for hun - Fru Agnes Nyrop - var mine 15 Aars Ideal og Heltinde; som saa ofte sker: en ung Piges første Begejstring vies en moden, smuk Kvinde. Hun egnede sig godt til at være et saadant Ideal for en ung Pigesjæl, der lige har gennemlæst eller gennemdrømt Ingemanns Romaner og endnu blændet af deres Æventyrglands ser sig ud i Livet efter Skikkelser som Dronning Agnes, Berengaria, stolt Inge.
Der stod saa en Aften Fru Nyrop for mit Øje, det var Levendegørelsen af alle mine drømte Sagakvinder - skønt i moderne Skrud fandt jeg jo her min Dronning „Agnes".
Saa dyrkede jeg hende jo, som man dyrker en Forelskelse i 15 Aars Alderen, skrev Vers, samlede paa Portræter af hende; jeg troer virkelig, jeg drev det til at besidde 39, gik i Theatret i sværmerisk Ekstase, naar hun spillede - det var jo desværre kun faa og smaa Roller - opsøgte de Veje, hun gik ad, for endelig efter et Aars Forløb at fremstille mig selv - rystende og bævende - for hende i hendes Hjem.
Vi smaa Spidsborgersjæle kommer jo aldrig ud over dette, at hige efter at kende Kunstneren „rigtig privat", hvordan han spiser, hvordan han drikker osv.
Hvor jeg kan se hende for mig! Hun modtog mig vildfremmede forfjamskede Backfisch, venligt og prægtigt overlegent, ganske dejlig i en mørkviolet Morgenkjole med gule Blonder, der faldt om hendes Skikkelse som en Dronningekaabe.
Hvad jeg vilde hende havde jeg jeg neppe selv gjort mig klart - jeg vilde tale med hende, se hende nær, - men paa hendes ret naturlige Spørgsmaal - jeg hører endnu hendes Stemmes ejendommelige, men smukke Metalklang - Gud Fader, hvor jeg sværmede for den Stemme - hvad den unge Frøken ønskede, svarede jeg pr. Inspiration - Himmelen, men især Thalia og Melpomene tilgive mig det, - at jeg ønskede at gaa til Scenen og søgte hendes Raad og Vejledning.
Hun optog det interesseret venlig, og o hellige Kunst, jeg maa jo skamme mig ved Tanken - anstrængte sig det paafølgende Aar for at bibringe mig Umulighed lidt Begreb om Plastik og Dramarturgi, mig, der ud over at læse meget pænt højt, ikke ejede én Betingelse for Scenen, den mest kejtede og forlegne Backfisch, der nogensinde i Selskab har trykket sig op i en Krog!
Og hun var en omhyggelig Lærerinde. Jeg fik en Time hver Uge.
Hun prøvede endog paa at lære mig „Tonietta" i Hertz’ Lystspil af samme Navn, - ak, jeg tænker Timerne har været en ligesaa stor Prøvelse for hende, som de, i hendes Nærhed - var en æsthetisk Nydelse for mig. Ja, for dejlig var hun, og saa tilpas overlegen, rigtig saa en ung, ydmyg Pigesjæl kunde føle sig - med Velbehag - som den lille bitte.
- Men en Dag maatte hun naturligvis sige mig, at vort Arbejde ikke kunde nytte, - og - saa dybt havde jeg levet mig ind i min egen lille Komedie, at jeg virkelig sørgede over ikke at kunne blive Skuespillerinde - dog vel mest og dybest over saa ikke mere at have Anledning til at komme til hende.
Det gav hun mig imidlertid Lov til alligevel, og saa var den bitreste Graad jo tørret paa mine 16-aars Kinder.
Hun tog mig af og til med i Theatret - og med saadan noget som en 3 à 4 Ugers Mellemrum - jeg regnede det nøje ud - aflagde jeg Besøg hos hende.
Jeg ser hende for mig.
Hendes Plads var gærne i Vinduesforhøjningen og hun delte som oftest sin Interesse imellem den besøgende og sine mange Smaafugle i et vældigt Bur. Somme Tider syntes jeg, de fik Broderparten og var rigtig jaloux.
Kan det være saa længe siden. Jeg husker, som det var igaar, at hun engang, jeg besøgte hende, sad og skrev nogle Mindelinier om sin begavede Lærer, Professor Høedt til en eller anden Julebog.
Hun læste noget af det for mig og sagde med sit smukke Smil, der - man husker det - paa en saa vidunderlig Maade livnede hendes dejlige, men i Ro lidt statuekolde Ansigt:
„Se, det var jo min Lærer. Naar jeg dør, skriver De vel saadan noget om mig?"
Nu er hun død - og jeg har gjort det.