« Tilbage til søgeresultaterne
Rene Linier
I sidste Nummer af dette Blad findes en Anmeldelse af en Bog: „Barnets Aarhundrede” af Ellen Key. Anmelderen stiller deri et Spørgsmaal, som foreløbig maa besvares med et rent og klart: Nei! - Han siger:
„Forfatterinden fører dernæst Ordet for en Beskyttelseslovgivning, der skal hindre Kvinderne fra at synde mod den ufødte Slægt, og her vender hun sig kraftig mod de Kvindesagskvinder, der i Følge deres Teoris Ensidighed ikke vil vide af særlig Beskyttelse for Kvinderne m. H. t. Arbejde i Fabriker o. s. v. Kvindesagen kan, siger hun, i sin Helhed kun løses gennem den sociale Omdannelse, hvori Beskyttelseslovgivningen er et Led. Den enkelte Kvinde skal have fuld og ubeskaaren Ret til at vælge sin Livsstilling, men Samfundet maa være ligesaa berettiget til at værge Kvindekønnet, set under et, mod en Forringelse af Moderevnen. Thi det gælder Samfundets eget Vel og Ve, fordi det gælder den ufødte Slægt. Kvindeegoismen bør ikke være eneraadig. Og mon Ellen Key ikke har fuldt ud Ret i dette?”
Hertil maa der i et Kvindeblad svares Nej og atter Nej - fuldt ud Ret har hun ikke. Saa længe, som Samfundet ikke giver Love til at forhindre Mændene fra at ødelægge den ufødte Slægt ved Drukkenskab, saa længe som Mændene ønsker ved Love at begrænse Kvindernes Arbejdsmark for at bevare deres egen, saa længe Kvinderne ikke har politisk Stemmeret og ikke kan have fuld Indflydelse paa de nye Love, som her i Landet maatte anses for at være ønskelige - ja, saa længe vil ingen Kvinde, som har Forstaaelse af, hvad Kvindesagen er, finde sig i at gøre noget yderligere Offer af sin personlige Frihed uden et tilsvarende Offer fra Mændenes Side.
Er denne Kvindernes Frihed maaske for udstrakt? Vor Lovgivning hviler jo paa den Forudsætning, at det er Manden, og kun Manden, som gaar igjen i de i Ægteskabet fødte Børn; igennem Kvinden, som sit Middel, bevarer han sit Navn og sin Slægt; og han har Eneraadighed over Børnene. Ud fra denne Forudsætning bliver det forklarligt, hvorledes Forfatterinden kan tale om Kvindesagskvinder, som i Følge deres Teoris Ensidighed ikke vil vide af særlig Beskyttelse for Kvinderne. Men Kvindesagskvinderne vil gerne have særlig Beskyttelse paa de Punkter hvor Beskyttelsen ikke gør mere Skade end Gavn; og de vil gerne have særlig Beskyttelse for Mænd, men vel at mærke, uden at ville give Love desangaaende paa en Rigsdag, udelukkende valgt, af og sammensat af Kvinder.
Mandsegoismen bør ikke være eneraadende; - det gælder jo Samfundets Vel og Ve.
