« Tilbage til søgeresultaterne
Kærligheden
Hvor mangens Gang blev paa Jorden
Som Karavanens i Ørkenens Sand,
En Længsel, imod den læskende Kilde,
At stille sin Tørst i dens klare Vand; -
Men smægtende drage de fremad,
Dens Bredder skal aldrig de naa,
I Kærligheds kvægende Vande
Ej stillet sin Længsel faa. –
Da drager det knugende Mismod
Sig over den tørstende Sjæl,
Da spørger Tvivlen, med Spørgsmaal
Kolde.
Om Lykkens Veje, om Ret og Skæl;
Og stedse inderst det gløder, -
Maaske med for stort et Krav –
Og Hjærtet saares og bløder
Ved Ting, som ingen ved af. –
Husk Du som Sejren har fanget,
Og hviler ved Kildens Bred
I al dens grønnende Friskhed
I Palmers Skygge og Fred,
At Skallen, som dækker de mange
Af Solbrand, Tørke og Nød,
Den skjuler saa ofte en Kærne,
Som med Jubel sit Hylster brød,
Naar Vind og Vejr havde føjet
Sig, mildt til dens dybeste Krav, -
Og haardt det er at forsage
Paa det dejligste Jorden gav.
