« Tilbage til søgeresultaterne
Lidt Pædagogik
Der er ikke noget, siger „Nordlyset”, der giver et Barn saa megen Glæde som at saa lidt Frø, lægge et Løg eller plante en Stikling i en Urtepotte eller i Hjørnet af et Havebed og saa kunne sige, naar Livet begynder at udvikle sig i Planten: „Det er min.” Man maa imidlertid ikke tro, at det er Barnets Selviskhed og Herskesyge, der kommer til Orde i denne Ytring. Tvertimod; det er en ganske simpel og ligefrem Udstraaling af noget, der foregaar inde i Barnet selv, et lille Stykke Selverkendelse, der pipper frem, og hvis Barnet forstod at udtrykke sig korrekt, vilde det simpelthen sige: „Det er
mig.”
Man læser derfor med stor Fornøjelse om en Bevægelse, der er kommet i Gang i Orange, New Jersey. For at stoppe den uvorne Tankeløshed eller Kaadhed, hvormed Børn nedtræder Planter, plukker Blomster, skamferer Buske, sommetider endogsaa unge Træer ved at brække deres Grene osv., har man oprettet en ,,Young Citizens League.” Ethvert Barn, der bliver Medlem af Foreningen, maa underskrive dets Love, af hvilke det faar et Eksemplar, maa bære et lille Tegn paa Brystet, og faar en Blomst, en Busk, et Træ i et offentligt Anlæg der bærer dets Navn. Det er barnagtigt, vil man sige. Ja, men det er netop ogsaa det, det skal være. Hvis den Religionsundervisning, vi fik, da vi var Børn, havde været lidt mere barnagtig, vilde den upaatvivleligt have levet længere i os, efter at vi blev voxne.
