« Tilbage til søgeresultaterne
En Velgører
I St. Paul, Minnesota, lever og virker en Mand, der efter hans Biografs Sigende giver mere end den gavmilde Carnegie, fordi han giver ikke blot sine Penge, men ogsaa sig selv. Justus O’hage var Byens første Læge, da man bad ham overtage Posten som Tilsynsmand ved Stadens Sundhedsvæsen. Han gjorde det paa den Betingelse, at han fik Eneraade; og han gjorde Underværker. Et af disse var Dannelsen af en Badeanstalt og Park paa en Ø i Mississippi, der bestod af Sandbanker og Sumpe, og hvor hidtil kun Vagabonder, Indianere og Myg havde hersket. „Det var en hed Julidag”, hedder det i „Social Service”, hvorfra vi henter følgende. „Ønsket om at komme ud at svømme modvirkedes af Tanken paa, at Badeanstalten var aaben for alle og derfor rimeligvis mindre tiltalende. Min Forundring var derfor stor, da jeg befandt mig paa et Sted, hvor alle Samfundsklasser bydes Velkommen og alle Klasser kommer, og jeg ikke hørte en Ed eller et Ukvemsord, ingen fulde Folk saa, kun Mænd og Kvinder med milde, gode Ansigter, hjælpende og vejledende Drenge og Piger, overalt hvor de færdedes. Jeg saa dem ude midt i Floden svømmende, leende, saa glade som Dagen er lang. Jeg spurgte mig selv. Hvor er jeg, hvad er dette, hvilket Herrens Aar lever vi i? Efter Kalenderen var det Juli 1901, men at regne efter andre Byers Status, vel snarere det Herrens Aar 2000. -
„Ikke mindre interessant var den kommunale Restaurant, som denne Sundhedsinspektør havde lavet . . . Ting, som Iskager og lign. Luksusspiser sælges til vanlige Priser til Fordel for den fri Badeanstalt, Men Mælk, - og en Mælk, som ingen Millionær kan faa bedre - koster kan ca. 5 Øre Glasset, den bedste Kaffe ligeledes. . . Naar de smaa Avisdrenge har gjort deres Arbejde og har tjent nogle Ører, kommer de over til Øen, med et Par gamle Bukser i Haanden, klæder sig af i Skurene og tilbringer en Timestid i Vandet. Hvor den stærkeste Strøm gaar, ligger 6 Mænd i Redningsbaaden for at vaage over de smaa Avisdrenge. Naar da Timen er gaaet med Svømning og Leg, møder Drengene ved den kommunale Restaurant og faar for deres smaa Skillinger saa meget, de kan spise, „De ved”, sagde Doktoren, „at en Hund, som ikke kan tale, logrer med Halen for at vise sin Herre, hvor meget den holder af ham. Saaledes er det ogsaa med Drengene. Naar jeg om Aftenen kommer forbi, hvor de sidder, rene og vel til Pas efter Badet, nydende deres Hvedebrød og Kaffe, ser de op paa mig og viser Tænder. Dette er Belønningen før mit Arbejde, og denne er jeg tilfreds med.”
