« Tilbage til søgeresultaterne
Susette Dalgas
Kvinder fra den grundtvigske Kreds.
(Fortsat fra Nr. 14).
Man har et sjeldent sympathetisk Vidnesbyrd om hendes Virksomhed ved Dannekvindeskolen fra en af hendes daværende Elever, Helene Nyblom. Fru Nyblom fremhæver to Egenskaber hos hende, som prægede hendes hele Tankesæt og alle hendes personlige Omgivelser: hendes Sandhedskærlighed og hendes Renhed. Hun var en usædvanlig fornøjelig Lærerinde; Børnene løb til Skolen, men trak Benene efter sig, naar de skulde hjem. Naar de hørte hendes Skridt i Skolens Forhal, sagde de glædesstraalende til hinanden: Der er Susette! og satte sig til Rette i Forventning om noget nyt og fængslende. De vidste, at med hende vilde de altid opnaa noget friskt og glædeligt; der var noget næsten festligt over Skoletimerne, og aldrig fandt hun sig i, at de trættedes og sløvedes. Blandt andet sørgede hun for, at Skolestuerne var tiltalende at opholde sig i med pæne Gardiner, Blomster i Vinduerne og Billeder paa Væggene. Ogsaa kunde hun uden at skade Skolens gode Orden give de smaa Personligheder Lov at ytre sig. Men i en Retning var hun ubønhørlig: hun fordrede med Bestemthed, at Børnene Skulde være sanddru, absolut sanddru; Undskyldninger eller Forsøg paa at gaa udenom Spørgsmaalene blev strængt afviste, og Hemmelighedskræmmeri og den mellem Smaapiger saa almindelige Hvisken og Tisken var forbudt; men tilstod man aabent sin Forseelse, saa var hun god og kærlig. Ligeledes krævede hun den største Renlighed. Der har vel næppe været en Skole, hvor der blev lagt mere Vægt paa, at der altid skulde være frisk Luft, og at Børnene altid skulde være nette og ordentlige. Derfor var der i Skolen to store Rum med Vandtøj og Haandklæder, og efter Frokosten, samt naar de skulde have Haandarbejde, maatte de ned at vadske sig. Hvis nogen mødte med et smudsigt Haandarbejde eller en tilgriset Skrivebog, blev hun straks bortvist med et saadant Udtryk af Sorg og Uvilje, at Børnene ikke kunde andet end faa en stærk Afsmag for alt, som ikke var propert.
Det har maaske været en skøn Arv fra det sydlige Fødeland, den Evne Susette Dalgas havde til at føle dybt og varmt og til at leve helt med i Øjeblikket .Saaledes levede hun ogsaa med sine Smaapiger i Skolen: Fortiden tyngede hende ikke, Fremtiden gjorde hende ikke bekymret, men hun søgte at give dem Sind for at kunne leve helt med i den levende Nutid, at se Skønheden, saaledes som den er tilgængelig for alle i Naturen, at give dem Lyst til at følge Kunstens Skønhedslove i deres Smaaarbejder og daglige Klædedragt, at skønne paa hvert ædelt Træk fra Menneskelivet, der mødte dem, om det end fremtraadte i et ringe Klædebon. Hun bevirkede en hel kunstnerisk Omvæltning i Haandarbejdet. Man havde hidtil med et aldeles urimeligt Arbejde baldyret Rosenknopper og Stedmoderblomster paa hvidt Tull, eller paa Kanevas syet ugratiøse Blomsterbuketter i frygtelige Farver, alt efter tyske Berlinermønstre. Hun øste af en bedre Kilde, idet hun fra sin Kusine, Maleren Skovgaards Hustru, fik pompejanske Tegninger og stiliserede Naturmønstre i fint valgte Farver. Og Børnenes Sans for det skønne var saa meget vagt, at de med Jubel modtog disse Sager, som ikke var at faa i Handelen. I Klædedragt fulgte hun sin egen Mode og gik med en Art Reformdragt - Korset brugte hun aldrig - der føjede sig saaledes ind i hendes smukke Skikkelses Harmoni, at den aldrig blev iøjnefaldende og dog for hendes smaa Veninder blev uadskillelig fra hendes ejendommelige Personlighed.
Naar man vil fortælle om hendes Forhold til Børnene, kan man snart aldrig blive færdig: det var saa indtagende, saa vekslende uden Lunefuldhed ; det var Livets Friskhed, Ynde og Virkelighed, der mødte dem i hendes Skikkelse; de elskede hende, som sunde Mennesker elsker Livet. Saa hun undertiden en varm Dag, at Tankerne sløvedes, og Opmærksomheden slap sit Tag, kunde hun klappe i Hænderne og sige: Lov for i Dag! Og saa drog man ud i den frie, leende Natur, allerhelst til Marmorkirkens gamle romantiske Ruin; den laa som et forfaldent Æventyrslot midt i den jævne By; der voksede allehaande sælsomme Planter, de slyngede sig op ad Muren.; selv saaede Smaapigerne al Slags Frø derude og havde deres Fryd af at se det spire op. Med alle sine Krinkelkroge var det et storartet Sted for Røverleg og Saltebrød. - Jævnlig tog hun en af Smaapigerne ind til sig en Timestid, for at hjælpe med de mange smukke Potteplanter hun havde; de lærte at skylle og vadske dem, fjærne de visne Blade og fik med det samme at vide, hvordan enhver Art skulde tilses. Hun tog sig ikke nær, om de derved forsømte en eller anden mindre betydende Skoletime - og Pigebørnene gjorde det endnu mindre.
En Gang om Sommeren tog hun en stor Skovtur med sine Smaapiger. Den gik paa „Holstenskvogne” til Charlottenlund eller Klampenborg, hvor man den Gang endnu kunde færdes ret uforstyrret. Hver Gang var det en Overraskelse, hvor Turen skulde ende; der var en Svælgen i den ubundne Hengiven sig til Naturen; hun lod frit store og smaa tumle sig, og ved Bordet, der var dækket med indtagende Nethed, holdtes Taler og udbragtes Skaaler.
En anden stor Festlighed var Juletræsfesten. Til den samlede hun længe i Forvejen gode Ideer og Overraskelser; der var til enhver af de mindre ikke en, men en hel Bunke Julegaver; Ikke kostbare, det tillod Pengepungen ikke, men ganske efter et Barns Smag og netop efter det Barns Smag, der fik dem. Og naar Træet var beset og Julesangene sungne og Gaverne uddelte, da myldrede det frem med Lege og Indfald. Hun holdt meget paa de gamle Skikke; hendes eget Kendskab til mange
Julespøge syntes uudtømmeligt, og hun var taknemmelig for hvert nyt Bidrag. Børnene, som havde deres egen Susette helt alene for sig selv den Aften, kappedes da ogsaa om at komme med deres Forslag.
Havde hun sine smaa Veninder paa Besøg en Aften, da var den store Glæde at ,,lave Mad,” røre Kager og bage dem, lave The, vadske op osv. Traktementet var alene den Mad, man selv havde lavet, og ingen Mad kunde smage herligere. Bordet dækkede man selv festligt under Susettes Vejledning, og Maaltidet oplivedes med Skaaler og Hurraraab.
Susette Dalgas troede paa Glædens forædlende Indflydelse paa Menneskene. Selv var hun fyldt af en dyb Glæde over Tilværelsen, over Arbejdet, over Mennesker og over Naturen. Maaske var det derfor, at hun spredte Solskin, hvor hun kom. - En og anden vil maaske spørge: lærte de Børn egentlig noget? Helene Nyblom svarer: Drivfjedren til Flid i Skolen var den Interesse de fik for hvad de lærte, og saa Kjærligheden til deres Lærerinde. (For Resten havde de dygtige Lærere; nævnes kan: Helweg som Religions- og Dansklærer, Boisen som Sanglærer, Schneekloth som Regnelærer; den sidste overførte Undervisningssystemet i Dannekvindeskolen til sin senere saa vel ansete Drengeskole).
Der gaves ikke Karakterer og holdtes ikke Eksaminer; Susette Dalgas frygtede, at det skulle bringe Uro i det jævne Skolearbejde og friste Børnene til at ville tage sig ud. Og alt uægte var hende af Hjertens Grund imod.
De stærkeste Strænge i hendes Sjæl var Kristentroen og Fædrelandskærligheden, og de gik næsten over i hinanden. Tyskland blev for hende Arvefjenden ; hun havde set to Brødre falde i Kampen imod denne Fjende; men hun var redebon til at se den tredje vove Livet i den samme Kamp. Hun elskede de gamle danske Sagn og Sange, den danske Natur og Kunst, dansk Historie, danske Folkeviser og Legender. Danmarks bedste Skjaldskab var i hendes Øjne Grundlaget, hvorpaa alle danske Børns Dannelse skulde bygges. I sit Troesliv sluttede hun sig afgjort til Grundtvigs Syn.
I 1853 blev hun gift med Skolens Forstander Prof. Maribo. Helene Nyblom fortæller, at et vildt Had til denne Kvinderøver fyldte alle Smaapigernes Hjerte, og hvor han gik og stod, blev han gennemstunget af deres kolde, forbitrede Blikke, mens en lydelig Hulken anklagede ham. Ved Susettes Bortgang blev Dannekvindeskolen lukket; en Del af Eleverne gik over til Frøken Zahles Institut, blandt andre dets nu saa bekendte Medarbejder, Frøken Henriette Skram. Susette Dalgas havde ved Afskeden bedt dem vise de nye Skoler, som de nu gik til, og deres nye Lærerinder, samme Hengivenhed og samme Interesse, som de havde skænket hende og hendes Skole. Men det var naturligvis lettere sagt end gjort. H. Skram fortæller selv, hvorledes nogle unge Oprørere kritiserede alt i Frk. Zahles Skole og fandt alt mindre fuldkomment. Man kender jo nok Pigebørn i den Alder. Frk. Zahle kunde have fattet Uvilje for det vanskelige Pigehold, hun her havde faaet, og derigennem for Dannekvindeskolen, som havde fostret dem. Men med sin overlegne Opdragersans forstod hun Troskaben, der fandt et saadant Udslag. Ja, hun gik paa en Maade i Skole hos Oprørerne, saa hun selv siger, at gennem dem tilegnede hun sig nogle af de folkelige Frihedstanker paa Skolevæsenets Omraade, der som en foryngende Strøm skulde hæve først Frøken Zahles Skole og i dens Kølvand andre københavnske Pigeskoler højt over deres Forgængere, som et Led i den store folkeopdragende Bevægelse, der fik sit første Stød fra Grundtvig og hans Lærlinge. Saaledes levede Susette Dalgas Arbejde i Dannekvindeskolen videre under større Forhold.
(Sluttes).
