« Tilbage til søgeresultaterne
Lidt fra et Besøg i Indien
(Sluttet).
Han lader afholde en stor Fest, som alt har varet i flere Dage, og som i Aften skal afsluttes med en stor Procession igennem Byen osv. osv. Festens Anledning er, at hans eneste Datter har naaet den giftefærdige Alder - d. v. s. 12 Aar(!) Dette skal kundgøres for Byens unge Mænd og mulige Friere, og i Dag er det den sidste Gang, hun som ugift maa Vise sig for andre Mænd end for sin Fader; naar Festen i Aften er forbi, lukker Dørene sig bag hende, og hun maa da kun færdes i sin Faders Hus og Have, indtil hun som Brud føres til sit eget Hjem.
„Vil De ikke komme med til Festen i Aften?” saaledes slutter vor skønne Fortællerske. Vi hilser paa indisk Vis, takker med nogle Lovtaler over den østerlandske Gæstfrihed og lover at indfinde os
Kl. 6.
Kl. 6 er der, mørkt og i en „Push-Push”*) gaar det Gade op og Gade ned. Snart befinder vi os paa Festens Sted. En stor Menneskeskare er forsamlet; man er i Færd med at ordne Processionen, som skal drage igennem Pondicherrys Gader. Et pragtfuldt Fyrværkeri afbrændes, medens to Figurer, en Mands- og en Kvindeskikkelse, lavet af Træ og Pap, to Gange Mandshøjde, stærkt bemalet og skærende de frygteligste Grimacer, hule indvendig, saa to Mænd kan gemmes derinde og give Figurerne Liv og Bevægelse, danser rundt og udfører de latterligste Krumspring. Vi iagttager dem med største Opmærksomhed og deltager af alle Kræfter i den Munterhed, de vækker, da de til vor store Forbavselse kommer hen imod os, fulgt af nogle Mænd, der trakteret forskellige Horn og Trompeter med stor Færdighed. Musikanterne stiller sig op foran os, og medens Skabelonerne opfører en munter Dans, spiller de „God save the Queen.” De fremmede Gæster skal hædres, vi antages for Englændere, derfor faar vi den engelske Nationalsang. Da Musikken hører op, kommer en af Figurerne hen til os, og en brun Haand strækkes ud af dens Mave.- (Her er nemlig anbragt et Kighul for Manden indeni, stort nok til at en Haand med lidt Besvær kan stikkes ud derigennem.) Vi har i de faa Dage, vi har befunden os paa indisk Jordbund, ikke alene faaet et Indtryk af østerlandsk Gæstfrihed, men ogsaa af østerlandsk Tiggeri - saa vi forstaar, hvad den brune Haand vil, og betaler vor Skat.
Efter dette lille Intermezzo faar vi anvist vor Plads i Processionen. I Spidsen gaar de to Skabeloner sammen med Musiken; derefter følger en Flok Tjenere, som paa Hovedet bærer store flade Kurve, fyldt med Blomster, Frugt og forskelligt Bagværk, og saa en stor Skare Mennesker i lange pragtfulde Gevandter. Inden vi sætter os i Bevægelse, kommer en Flok Tjenere ud af Huset, belæsset med Blomsterkranse og bærende smuktformede Sølvskaale med vellugtende Vand i; enhver Deltager faar en Krans hængt om Halsen og bestænkes med vellugtende Vand. Det brogede Optog vandrer nu omkring i Byens Gader, sært belyst af det flakkende Lys fra en lang Række Fakler, som bæres paa begge Sider. Musiken larmer, de to Figurer springer omkring og laver Komedie, og hver Gang vi kommer til en eller anden Rigmands Hus, staar vi stille, medens der afbrændes Fyrværkeri.
Efter en lang og trættende Marsch, halvt bedøvet af Musik og Støj og halvt blændet af Fyrværkeri og Fakler, kommer vi tilbage til Festhuset. Vi føres ind i den store, firkantede Hal; paa Midtergulvet sætter Mændene sig med korslagte Ben paa Maatterne og Tæpperne. De er alle i hvide og gule folderige Dragter, og paa Hovedet bærer de den mest maleriske af alle Hovedbekældninger: Turbanen. Paa Forhøjningen langs Væggene sidder Kvinderne i brogede Dragter og med kunstige Haarsætninger.
Da vi alle er bragt til Sæde, og der er faldet Ro over Forsamlingen, føres Festens Dronning ind. Hun er i en kostbar Dragt, der skinner af Perler og Guld, og som i den Grad er behængt med Smykker, at hun kun med stort Besvær kan bevæge sig. Hun gør allermest Indtryk af at være en Automat, thi underlig automatisk er hendes Gang, og efter at hun er anbragt paa tronstolen under Baldakinen i Baggrunden af Hallen, rører hun sig den hele Aften saa godt som ikke. Det eneste Tegn paa Liv er hendes glimrende, sorte Øjne, som søger rundt i Mændenes Skare foran hende; i vort stille Sind ønsker vi, at der blandt de mange maa findes een, som hendes Hjærte varmt og levende bag al den døde Stads gaar ud imod, og at denne ene maa elske hende for hendes egen Skyld og ikke begære hende for hendes Faders Rigdoms Skyld, og - at han maa vente nogle Aar med at begære dette Barn til Hustru. Ingen vil spørge den stakkels lille Tolvaars; den, som begærer hende, vil faa hende - hvis han er rig og fornem nok.
Musiken spiller op, ind bæres Fade med Frugter, Smykker og andre Kostbarheder; de bringes hen til den lille Pige, som betragter dem et Øjeblik, hvorefter de bæres ind i Salen bagved.
En Mand staar op ved Siden af tronstolen og synger et meget langt, underlig melankolsk og ensformigt Kvad; en Kvinde kommer frem, stiller sig foran den lille Pige paa Tronstolen og taler indtrængende og med brændende Iver til hende, medens alle lytter i tavs Højtidelighed. Vi beklager, tit Vore mangelfulde Sprogkundskaber ikke tillader os at tyde hverken Sang eller Tale. En anden Mand staar frem og synger og saaledes videre, alt mens Husets Tjenere stille og omtrent lydløst gaar rundt i Salen og bestænker Gæsterne med vellugtende Vand, hænger friske Kranse om deres Halse og byder dem Appelsiner, Betel og andre Frugter.
Inden for Indgangsdøren samler sig efterhaanden en Skare fattige og elendigt udseende Mennesker, hvad Klæder angaar iført det mindst mulige; ingen formener dem Adgang ; hvem som helst kan gaa lige ind fra Gaden og se paa Festen i den rige Mands Hus.
Efter et Par Timers forløb bliver den lille giftefærdige ført bort, og lidt efter lidt fjærner Gæsterne sig.
Vi gaar bort blandt de sidste med et stærkt Indtryk af at have været Deltagere i en Fest, der, bortset fra dens Hensigt, var et af de mest æstetiske Gilder vi havde været med til - ikke alene paa Grund af Deltagernes Skønhed og deres maleriske Dragter, men ogsaa og især, fordi Traktementet i Modsætning til vore hjemlige Ædegilder havde bestaaet at vellugtende Vand, Blomsterkranse og Frugt.
*) „Push-Push” kaldes en Art Køretøj, som bruges i den Del af Indien, hvorom her er Tale. Det er en Fjedervogn paa 4 Hjul med et højt, mageligt Sæde og Solsejl over. Fra Tværstangen mellem Forhjulene fører en Styrestang op til den kørende; man drejer altsaa selv Vognen, hvorhen man vil køre. Den føres frem ved, at to Mænd af den laveste Kaste løber bagved og skyder den af Sted.