« Tilbage til søgeresultaterne
Børnehistorier for Voksne
af Rosegger.
(Staackmanns Forlag Leipzig).
Autoriseret Oversættelse ved Anna Nording.
I lang Tid havde vi talt om Rejsen. Far skulde ud at rejse med sin lille Pige, der nu var bleven tre Aar.
Jeg havde lovet hende det en Dag i et letsindigt Øjeblik, det skulde være en Belønning for en eller anden ædel Daad - jeg tror, det var for at tømme en svingende fuld Tallerken Vælling.
Hun skulde altsaa ud at køre med Toget, Far skulde med, og en Masse Forberedelser træffes.
Endelig blev det Morgen. Aldrig saasnart kiggede Solstraalerne ind gennem Sovekammervinduet, før vor lille Elsepige stod oprejst i sin lange hvide Natkjole for med sin lille Pegefinger at banke Mor vaagen, for at Mor kunde banke Far vaagen, for at han skulde gøre sig parat, at de ikke kom forsent til Toget. Til Banegaarden var der 4 Minutters Gang, og Toget, som de skulde køre med, gik Klokken fire om Eftermiddagen; men „sikkert er sikkert” tænkte nok vor Elsepige, og derfor vilde hun til Banegaarden i den dejlige, friske Morgenstund.
De tolv Timer, der nu fulgte, maa have været skrækkelige for det arme Barn! Hun kunde hverken spise, lege eller løbe omkring, som hun plejede. Maatte stadig staa ved Vinduet og se over til Banegaarden, stadig efterse den fyldte Rejsetaske, om nu ogsaa hendes lille gule Trøje, det hvide Lommetørklæde og den lille Pung med Pengene var deri. Evindelig snakkende med Far og Mor eller med sine Søskende om den forestaaende Rejse, farende sammen saa ofte hun hørte et Togsignal - en Fløjten! Saaledes maatte det stakkels lille Pus alt saa tidlig gennemgaa alle de Kvaler, som vort nervøse Rejseaarhundrede har ført med sig:
Hvor taabelige havde vi Forældre været, da vi saa ganske unyttigt kaldte alle disse Forventninger til Live, al denne Spænding - og det i den rigtignok meget filosofiske, men meget dumme Hensigt at lade Barnet nyde al den Glæde, der ligger i Haabet, fordi dette jo for det meste gør lykkeligere end selve Opfyldelsen.
Vi skulde til nærmeste Stationsby - til X-købing.
„Men Fa’r! spurgte Else, „hvor er da X-købing?”
Fader tager hende i Haanden og gaar med hende udi den aabne Dør:
„Ser du de høje Bakker der ovre, lille Else?”
Den lille spærrer de runde, blaa Øjne vidt op - men maa til sidst tilstaa, at hun slet ingen Bakker kunde se. Og dog var der Bakker rundt om, naar man saa lidt ud i Landet, - lutter Bakker! Men Elsepige saa ikke saa langt; hendes Blik gik ikke videre end til Engen, der laa lige udenfor Huset, til alle de gule Smørblomster og den røde Kløver, - men det var rigtignok ikke Bakker.
Fra Middag af var vor Else fuldstændig rejsefærdig; med den pakkede Taske i Haanden stod hun ved Døren, og raabte bestandig: „Kom, Fader!”
Endelig skulde der da siges Farvel.
Moder og Søskende stod omkring hende, for at de kunde faa et Kys af deres Kæledægge, inden hun drog ud i den vide Verden. Men Else havde liden Sans for den Slags Føleri og gjorde det af i en Fart. Hurtig lagde hun sin Haand i min, og vi drog af. Alle raabte de efter os og ønskede os lykkelig Rejse og lykkelig Hjemkomst om to Timer. Thi hele to Timer skulde Rejsen vare, og den lille havde lovet at tage en Erindring fra X-købing med hjem til dem allesammen.
Og saaledes forlod hun første Gang sit Hjem, for første Gang i Livet og med højt bankende Hjerte.
Den, som rigtig kender Barnesjælen, og som er fulgt med indtil nu i denne lille Beretning, han ved ogsaa, hvad der vil følge efter.
Jeg Vidste det ikke.
Paa Vejen til Stationen sørgede jeg for at vise Else saa meget som muligt af alle de interessante Ting, vi kom forbi: en Myretue, Hundestejler i en lille Bæk, en lille grim Hund, der snusede til os, og til sidst Billetkontoret med det Hul, bag hvilket der siddet en Mand, der tager de Penge, man skyder ind, og leverer Billetter tilbage. Lille Else viste den Største Interesse for alt, og da der nu ogsaa paa Perronen gik en barbenet Dreng, med en hvid Kanin paa Armen og som, i det han løb forbi, pustede lille Else ind i Ansigtet, da havde hun allerede oplevet saa mange og saa store Ting, at hun vilde hjem til Mo’r for at fortælle det.
Endelig hørte man Toget pibe, og det kom dampende nærmere og nærmere.
Hidtil havde den lille spurgt hvorfor og hvordan og havde villet have nøje Besked om alting. Nu da det var større Ting, der hændte, blev hun tavs. Vi steg ind i en tom Kupé, Og da Konduktøren forlangte vore Billetter og klippede et Hul i dem, da saa hun paa mig med store, spørgende Øjne.
(Fortsættes.)
