« Tilbage til søgeresultaterne
Bøger
Ernesto Dalgas: Dommedags Bog.
(Lehmann & Stages Forlag.)
En af de Bøger, som man mellem de mange letforglemmelige Bøger lægger Mærke til og ikke slipper let forbi, er Ernesto Dalgas’: „Dommedags Bog" med Undertitlen: „En Vandring .gennem Eksistensens Verden".
I Udgiverens Forord faar man at vide, at Forfatteren døde 1899, knap 28 Aar gammel, og at han efterlod sig en stor Samling. Manuskripter, hvoraf en Del vil udkomme i Løbet af de nærmeste Aar. Udgiveren siger bl. a.: «... .Dalgas’ store Produktivitet, hans stærke Trang til digterisk Frembringen og vel ogsaa Tanken, om at skulle naa meget i kort Tid gjorde, at han vistnok næppe har gennemlæst ret meget af det, han en Gang havde nedskrevet. Derfor manglede hans Manuskripter, selv de af dem, der tilsyneladende laa færdige til Trykken, i høj Grad den Affiling og sidste kritiske Behandling, som kendetegner det fuldtfærdige Værk.
Særlig ugunstige var Betingelserne med Hensyn til den foreliggende Bog, Dommedags Bog. Det var den sidste, Dalgas skrev. Hans Øjne var da saa svage, at han maatte diktere den Ord for Ord og aldrig selv har set blot en Linje af den ..."
- Dette bør man erindre sig under Læsningen; thi Bogen mangler al Klarhed og Fasthed og gør i det Hele et i høj Grad ufærdigt og kaotisk Indtryk; dog griber den Læserens Sind stærkt ved den brændende Alvor og den lidenskabelige Søgen efter Sandhed, som lyser frem gennem det mangfoldige og langt fra gennemarbejdede Stof, tillige gør den Indtryk, ved den mægtige Fantasi, som aabenbarer sig i den, og som tumler med Verdener, religiøse og filosofiske Tanker, Livsanskuelser osv., som en Jonglør tumler med sit Legetøj.
Forf. fremstiller for os en Pilgrim, Peregrinus Peripateticus, som foretager 12 Dagsrejser gennem Eksistensens Verden. Vi ser Pilgrimmen ile fra det ene Sted i Tilværelsen til det andet, overalt søgende og spørgende, men intet Sted findende det for ham fyldestgørende Svar.
„Jeg skifted Ord med vise Mænd om,
hvoraf alt er blevet.
jeg knæled for hver Hero ned, som
lever og har levet" . . .
men ingen af dem formaar at mætte hans Hunger efter Erkendelse eller give hans hvileløse Sjæl Fred; intet formaar at gribe hans Sind saaledes, at det holdes fast.
Han dvæler en Stund hos Jakob Bøhme, men bryder snart op med de Afskedsord: „Lad mig nu fare, gode Mester. Vis mig til andre, der taler et andet Sprog . . .mit Øre trættes af eders fromme Tale".
Efter et Samvær med Spinoza, som han uforstaaeligt med hvilken Ret lader prædike „Kødets Evangelium" og gør til Vellystens Apostel, river han sig løs med Ordene: „Ak Mester, jeg maa ile. Jeg længes efter at erfare, om ikke andetsteds i Verden gives Erkendelse af en anden Art end din. Vis mig en Vej herfra til en anden Strand".
Da han paa sin Vandring kommer til „Profetens Paradis, hvor alting aander Islam", og hvor han føres til den skønne Huri Cressida, hos hvem han bliver en Stund, thi „dersom Erkendelse er mit Maal, er det da ej min Pligt at forske ud den gamle Gaade: Kvinden?" saa ender Mødet mellem dem med, at han siger til hende: „ . . . jeg kender mig selv nok til at vide, at hvis jeg brød Klædebonnets
Skillevæg ned mellem dig og mig, da blev jeg til evig Tid hos dig her i Profetens Paradis. Men jeg har Vandringsstaven i min Haand, min Pligt byder mig at ile; jeg vil søge, om jeg kan finde i andre Egne den Allah, som I tror paa her. Derfor byder jeg dig Farvel". Og saaledes iler han videre - fra Materialisme til Ateisme, fra Muhamed til Jesus, fra Jesus gennem Lucifer til Buddha; overalt søger han.
„Erkendelsen af Livets Væsen under Skinnets Hud, at fatte det, som nogle kaldte Pan og andre Gud", og efter alle sine Oplevelser i Eksistensens Verden kommer han til det Resultat, at „hvad der en Gang var Religion, det vil i Fremtiden blive Poesi, naar Manden frit og frygtløst skaber sine personlige Symboler, som han vil".
Men Peregrinus Peripateticus kommer for let til sit Resultat; han har for meget Hastværk; han dvæler kun hos de forskellige Tænkere, Vismænd og Religionsstiftere saalænge, at han faar et Indtryk, en periferisk Opfattelse af, hvad deres Tankers, Visdoms og Religions Indhold er; han lader dem fortælle sig noget, men han lytter ikke til alt, hvad de kunde sige ham, og han faar næppe ret mange Steder fat paa det væsentlige; thi trods sin dybe Attraa efter Sandhed, saa giver han sig ikke Tid og har ikke Taalmodighed til at trænge ind i det inderste Væsen og Centrum af, hvad han møder paa sin Vandring, og Sandhed findes ikke i en rastløs Jagen, men kun i en dyb og inderlig Leven.
Ernesto Dalgas’ Dommedags Bog er tung at komme igennem, men den er vel værd den Tid, den tager; thi trods alle de Indvendinger, der rejser sig, saavel mod Form som Indhold, saa fængsler og griber den, og man glemmer ikke let den fredløse, tungsindige Sandhedssøger, som aabenbarer sig gennem dens Blade, øg som siger om sig selv:
„Jeg er jo kun en Strengeleg, som
klinger ud, hver Gang
mit Øres Strenge rammes af den skjulte
Verdens Klang."
Helene Berg.
Charlotte Sannom: Ingen Oprejsning.
(Nyt dansk Forlag.)
Hvorledes det vil gaa den unge Pige, Doris Constant, som ved en Slags Overrumpling af den Mand hun var forlovet med, er bleven Moder, men som hverken vil indgaa Ægteskab med den, hun er kommen til at føle Afsky for, eller skilles fra sit Barn for at skjule sit Fejltrin, det er Spørgsmaalet, som Forfatterinden tager op til Behandling. Bogen indledes med en køn, levende Skildring af Naturbarnets sorgløse Liv ude ved Vesterhavet, hvor hun gaar og drømmer om sine Romanhelte og har det saa godt hos sin rare gamle Bedstemoder - bare ingen Verdens Ting at bestille. Saa kommer Forlovelsen, der ender paa den før nævnte ulykkelige Maade - og saa falder Livets tunge Alvor over hende. Hun stræber at opdrage sig selv for bedre at kunne opdrage sin lille Pige. Da hun mister sit Barndomshjem, tager hun ind til Byen, hvor hun har Slægtninge; disse er venlig stemte imod hende; men Stedets toneangivende Fruer holder Krigsraad ved en Eftermiddagsthe og lyser hende i Ban.
„Søster Doris" gør sig imidlertid i al stilfærdig Beskedenhed uundværlig baade i sine Slægtninges Hus, for fattige og lidende og for den unge Magister Lund, en idealistisk Teolog, der maaske nok er tegnet med altfor lyse Farver. Doris strider en Tid imod, da hun føler sig altfor uværdig til at blive hans Hustru; dog giver hun omsider efter. Men hans Fjender i Byen rejser sig imod ham: der er Sognepræsten, som ikke kan lide, at Lund holder stærkt besøgte gudelige Forsamlinger, og Rektoren, der er vred over hans store Indflydelse paa Skoledrengene, og der er de moralske Fruer. For dem alle er det hans „Forhold til denne kompromitterede Pige", der slaar Hovedet paa Sømmet. Henning Lund bestemmer sig saa til at gøre, hvad han allerede tidligere har tænkt paa: gaa til Indien som Missionær. Doris og hendes Datter skal følge ham. En kort Tid er de lykkelige i Haabet; men saa faar hun at vide, at Børn her fra Europa ikke kan taale Indiens Klima. Og Doris vil ikke forlade sin lille Pige. „En Kvinde, der har været Hustru, før hun blev Moder, har Lov til at føle Hustruens Baand som de stærkeste” siger hun. „Men jeg er bleven Moder uden at være Hustru, derfor er det Moderpligterne, der binder mig stærkest. Da mit Barn blev født, lovede jeg mig selv - og lovede min Gud - at blive det saa god en Moder, som jeg formaaede".
Saa rejser Lund alene, Doris finder i sin dybe Smerte nogen Trøst i opofrende Kærlighedsgerninger; efterhaanden kan Byens Folk ikke andet end agte og paaskønne hende, ja, Sognepræsten begærer hendes Hjælp ved Tilsynet med de fattige. Fra Henning Lund kommer der Breve, han er glad ved sin Gerning i det fremmede Land, men længes bestandig efter Doris. „Og Tiden gaar", siger hendes trofaste Veninde, „din Datter er om nogle Aar en voksen Pige, du og han vil endnu være unge til den Tid; hvem ved, hvad der kan ske".
Læseren lukker den lille kønne, alvorlige og varmt følte Skildring med det Haab, at Livet endnu vil bringe Lykke og Oprejsning for den unge, i Prøvelserne lutrede Kvinde.
J.M.
S. Lomholt: Syltning og Henkogning af Havesager. (Hagerups Forlag.)
Paa Hagerups Forlag er udkommet en Bog for Henkogning og Syltning af S. Lomholt. Anvisningerne er særlig beregnet for større Husholdninger, hvor der haves Plads til alle de henkogte og syltede Sager, ligesom Udgiveren forudsætter, at den, som vil bytte Anvisningerne, maa have nogen Forkundskab til Kogning og Syltning.
