« Tilbage til søgeresultaterne
Børnehistorier for Voksne
af
Rosegger. (Staackmanns Forlag Leipzig).
Autoriseret Oversættelse ved
Anna Nording.
(Sluttet).
Først da hun saa, at jeg forholdt mig ganske ligegyldig hertil, først da blev hun atter beroliget. Da vi kørte forbi vort Hus, fik vi travlt med at vinke med vore Lommetørklæder til alle dem, der stod udenfor; men da Huset mere og mere svandt for vort Blik, for til sidst ganske at være borte, og der ikke var andet at se end Træer og Marker, der hurtig gled forbi, - da sagde hun pludselig: „Fa’r, Vejen løber!" Ja og nu bemærkede hun ogsaa, at Træerne og Husene fløj. Jeg var taabelig nok til at ville forklare det treaarige Barn, at det ikke var Egnen der løb, men Toget i hvilket vi sad; men det lagde hun ingen Vægt paa.
Den lille blev staaende ved Vinduet og saa ud; men hun blev til sidst ganske tavs, og jeg lagde Mærke til, hvor forandret hendes lille Ansigt efterhaanden blev. Saaledes havde jeg aldrig set det hjemme, en forunderlig Alvor havde udbredt sig derover.
Endelig havde vi naaet vort Maal, og vi steg ud. Til den lilles store Forundring gik Toget videre. Men hvorhen dog? Gik Verden endnu længere?
Jeg tog hende ved hendes lille bløde Haand og førte hende gennem Menneskemængden, og her gjorde den lille den Erfaring, at der gives Mennesker, der ikke bøjer sig spøgende og kærtegnende ned over hende, men bare trænger paa og støder til hende, idet de gaar forbi. Tit saa hun bekymret op til mig, som vilde hun se, om det ogsaa endnu var Far, hun holdt i Haanden.
Da vi kom ud paa Gaden og havde Huse paa begge Sider af os, saa den lille sig om og spurgte: „Hvor er X-købing?" Hun kunde ikke fatte, at hun var midt deri, hun havde vel tænkt sig noget ganske andet derved - maaske en Kurv med Roser, maaske en Vogn med en lille Fane, maaske et broget Silketørklæde, der hang ned fra Himlen - ja, hvad kan hun i ikke alt have tænkt sig! Og saa var det ikke andet end Gader og Træer og Huse som alle andre Steder.
Allerførst gik vi til en Frugtbod for at købe Erindringer til dem derhjemme. Vi købte Kirsebær - røde og sorte paa lange Stilke, der rigtignok ikke gav noget Haab om, at de vilde vare ret længe som ”Erindringer" - dertil var de altfor røde.
Hun bar selv Pakken, holdt den ind til sig med begge Arme og udspærrede Fingre og sagde: „Far, nu gaar vi hjem!"
Men vi maatte jo afvente næste Tog, saa vi havde over en halv Time til at se os om i den vide Verden. Den lille vilde ikke gaa med mig ind i noget Hus, hvor der var fremmede Folk; Hundene paa Gaden og Vognene og Husene, dem kunde hun finde sig i - men disse store fremmede Mennesker, overfor dem følte hun sig ikke sikker. Thi en af dem havde sagt: Den lille pæne Pige - hende maa vi beholde her’!" Og det gjorde lille Else tavs og indadvendt.
Endelig traf vi Bekendte, som under lydelige Glædesytringer fik os med sig hjem prøvede paa at skille Else af med Pakken, hvad der rigtignok ikke lykkedes dem - og satte Kaffe og Kager frem for os.
Da var det, at Elsepigen pludselig slyngede sine Arme om mine Fødder, pressede sit lille Ansigt op til mine Knæ og brast i en voldsom Hulken. Sjælden har jeg hørt et Barn græde saaledes; da jeg vilde tale hende til Rette og trøste, hørte jeg kun eet Ord midt i al hendes Hulken, og det var: „Hjem, hjem!"
Saa gik vi da ud paa Gaden, og paa en Bænk under et Kastanjetræ sad vi og var dybt bedrøvede. I den vildfremmede By hvor alt, alt var fremmed! Ja X-købing forekom i. dette Øjeblik ogsaa mig fremmed og trøstesløs, og det uagtet jeg kom der daglig og befandt mig vel blandt mine Venner der. Som Ørkenen Sahara eller som Siberien forekom den, mig - og det kære Hjem saa langt, langt borte! Thi jeg saa det med mit Barns Øjne, jeg følte det med mit Barns Sind.
Ovenpaa al den Sindsbevægelse, al den Spænding var der fulgt en Følelse af grænseløs Forladthed hos dette lille hjælpeløse Væsen: Myretuen og Hundestejlerne og den grimme Hund, Billetkontoret og Drengen med Kaninen og det mørke Jernbanetog og den mørke Konduktør og Træerne, Haverne og Vejen, der fløj, de Mennesker, der stødte og trængte paa, og de fremmede, som med smilende Ansigter kom med Hentydninger om, at hun skulde blive tilbage - alt dette og meget andet var kommet mellem hende og dem derhjemme, mellem Moderen og det bange, bævende Hjerte.
Smaa Børns smaa Sorger - lad os ikke tro, at de er smaa! Deres Sorg er ikke mindre end vor, naar vi sukker under Smerternes Byrde. Ja, den er større endnu, fordi det unge Sind er saa uforberedt, aldeles ikke hærdet. Smaa Børns store Sorger - lad os ikke agte dem for ringe!
Jeg søgte at gøre Pinen saa kort som mulig. Det hjalp os jo ikke at gaa den korteste Vej til Stationen, thi saa vilde det at vente paa Toget være bleven en ny Kval. Vi gik derfor den længste Vej. Dette hjalp snart paa Humøret; det var jo Vejen hjem! Et Par Kirsebær smagte os endogsaa.
Da vi gik igennem et Anlæg, og den lille ved at spørge havde forvisset sig om, at Toget endnu ikke var gaaet, skævede hun op til mig og sagde: „Far! Mor har sagt, at du en Gang under Vejs skulde spørge mig om noget. Spørg mig nu."
Naa, det var jo ikke svært at begribe, og endskønt jeg for paakommende Tilfældes Skyld havde ladet mig instruere en Smule hjemmefra, kom der dog en temmelig kritisk Situation, i hvilken jeg ikke rigtig vidste, hvorledes jeg skulde gribe Sagen an.
Den lille var bedre inde i Sagerne og gav mig Besked paa, hvorledes jeg havde at forholde mig og mente, at om hver lille Knap ikke kom til at passe saa godt som for Barnepigen - saa gjorde det hellerr ikke noget
„Det skal skam være ordentligt!" sagde jeg.
„Det skal det nok", svarede hun, „men det behøves ikke".
Derefter gik hun nok saa pænt og alvorligt med mig ind i den Trængsel der atter var paa Banegaarden, og jeg saa nok, at det bagtil ikke varganske, som det skulde være: noget af Kjolen havde jeg knappet ind i Permissionerne.
Endelig var dog alle Besværligheder overvundne. Toget fløjtede, og vi steg ind i Kupeen. Atten Minutter efter var jeg parat til at stige ud.
„Men hvorfor dog, Fader?"
„Vi er hjemme".
„Allerede hjemme?”
Paa Banegaarden blev vi modtaget af alle de kære, der var meget spændte paa Udfaldet af vor Rejse. Vi havde ikke meget at fortælle. Else holdt sin Moder i Haanden, alt mens hendes Søskende gjorde Spørgsmaal om, hvordan det havde været i X-købing. Hvad hun havde set? Om der var smukt der? Om det havde været morsomt?
Hun sænkede Hovedet lidt, og der kom intet Svar. Ganske vist, naar man gør en Rejse, maa man kunne fortælle. Men det er ikke enhver, der gør det.
„Hun maa vel have moret sig godt", sagde min Hustru, „hun er saa stilleglad”.
„Det er, fordi hun er hjemme igen", sagde jeg.
Derefter uddelte Elsepigen Kirsebær, og da det var gjort, skyndte hun sig ud i Haven, hvor hun selv har et lille Bed, gravede og lugede flittigt med de smaa Hænder og talte slet ikke mere om den store Rejse.
Jeg derimod var bleven en lille Smule klogere, end jeg var to Timer i Forvejen. Man lærer noget af at komme paa Rejse!
