Rejsebrev

Det kan ikke nytte at ville nægte det, München er ved Sommertid nær­mest en Opgave! Byens moderne Stil­fuldhed med Pragtbygninger, brede Gader og Monumenter gør een saa nøgtern, naar man lige kommer fra Nürnbergs og Rothenburg an der Taubers Poesi.

Musæer ere gode at faa Forstand af; men til Følelserne have de ikke meget at skulle have sagt, dertil bestaar de for meget af Enkeltheder revne ud af Rammerne, hvor de egentlig hørte hjemme.

De gamle Byer derimod, hvor Livet stadig fortsættes af Slægt efter Slægt - det er Poesi.

Aldrig vilde jeg have faaet Nürnbergs Burg, denne sære Blanding af gammelt og nyt, saa kær, hvis der ikke havde siddet en Kat paa hver Dørtærskel, hvis der ikke havde været Gardiner indenfor og skarlagenrøde Pelargonier udenfor de smaa Vinduer højt oppe i Taarnene. Og naar Aftenklokkerne ringede, og man stod oppe bag Burgs Mur og saa ud over alle de spidse, røde Tage, saa var det netop det sum­mende Liv, de bankende Hjærter nede i de smalle Gader, der bandt saa fast til den svundne Tid. Hvad var vel Sebaldusskrinet og Adam Krafts Sakramenthaüschen andet end Snurrepi­berier, hvis der ikke stadig tonede Orgelspil og Menighedssang omkring dem! Nürnberg er sandelig en rig By, at den har Raad til at bruge sine Fortidsskatte og lade dem kaste Glans over Hverdagslivets Poesi!

Tre Musæer paa en Dag, det er meget, særlig naar Solen stikker, og der er Torden i Luften, vi tog dem dog alligevel - min Ledsagerinde og jeg -! Vi saa Böcklin i den Schackske Samling, - Böcklin med de skønne Farver, hvem ingen maa tro, han kan lære at kende gennem Kobberstik, - Lenbachs Portrætter og von Uhdes Opbyggelsesbilleder i det nye Pinakothek, og hvad saa vi saa ikke i det gamle? Ja, af al den Overdaadighed af Kunst blev vel egentlig kun tilbage, saadan at det aldrig glemmes, Rembrandts „hellige Familie" med Joseph, der bøjer sig med det smukkeste beskyt­tende Smil over Maria og Barnet, et rigtig pluskæbet, rødhaaret Almuebarn, og Albrecht Dürers Selvportræt med de sørgmodige, grundende Kristusøjne.

Saa kom Afrejsen fra München! Alpefarerkostymerne var allerede i Fler­tal paa Banegaarden, der vrimlede af opskørtede Damer, af Herrer i Knæ­benklæder, Jägerfrakker, sømbeslaaede Sko og grønne Hatte med Urhanefjer og Edelweisz; hjemme vilde man have smilet af denne Udhaling; men her fandt man den ganske i sin Orden.

Det regnede over Bodensøen og gennem Kanton Appenzell, det regner overhovedet mindst hver anden Dag i Schweiz, men det er maaske der­for Landet har en saa bedaarende grøn Farve; om Aftenen naaede vi da efter mange Omstigninger endelig vort Maal, Linthai i Glarus.

Det var herligt efter Rejsens Be­sværligheder at vaagne næste Morgen i „der Bär". Først Værelset kemisk frit for polstrede Peluches Møbler, fal­mede Portierer og banale Draperier; i Stedet for var der Træ overalt: Loft, Vægge, Stole og Borde med skinnende hvide Tæpper! Ingen bukkende Kel­nere eller dresserede Stuepiger men en Fraülein saa vims og væver og en Wirthin saa moderlig beskyttende (i Parenthes bemærket falder Wirtherne sjælden saa heldigt ud, de tapper Vin og er for Resten deres Koners Mænd). Og saa udenfor! Der sang det i Luf­ten fra Alpekvægets Klokker, Floden bruste gennem en smaragdgrøn Dal, hvor Schweizerhusene laa planløst strøede omkring, skovklædte Bjærge hegnede Dalen og i Baggrunden glit­rede og skinnede det af Gletschere og sneklædte Toppe.

Der var hyggeligt i „der Bär", der var en Snakken og en Leen ved Bor­det, som var man til Middagsselskab hjemme. Det kom af, at der sad et Par fine gamle Mennesker, som havde et venligt Ord til enhver, og som alle havde Lyst til at tækkes. Hvem var de? Jeg aner det ikke, faar det hel­ler aldrig at vide. Maaske nød han vel meget selv de Historier, han for­talte; men man glemte det og blev varm om Hjærtet, naar han i Pavserne ganske hemmelig klappede sin Ægtefælles fine, tynde Haand. Og hun havde en Maade at høre til paa, saa man fik Lyst til at fortælle og fortælle, blot for at se hendes Ansigt lyse af et sympathetisk, vemodigt Smil. De dan­ske Damer blev hurtig populære i den lille tyske Kreds. Den tykke Herre fra Dresden blev sværmerisk ved Tan­ken om „die Wellen am Skodsborg", hvori han havde kølet sig Aaret før. Grossereren fra Gørlitz disputerede om die See eller die Berge var mest „wechselnd", han holdt paa Bjærgene vi selvfølgelig paa Havet. Og imidler­tid var et Par unge Damer ved at faa Latterkrampe over vort geniale tyske Sprog; særlig gjorde en Forveksling af fahrraden med radfahren enorm Lykke.

To Gange om Dagen holder Diligen­cen udenfor „der Bär", som ogsaa er Posthus; naar Passagererne er stegne op, slaar Kusken Knald med sin lange Pisk, de fem Heste, tre foran og to bagved, ryster Bjælderne, og i flyvende Fart under lystig Ringen gaar det hen ad Landevejen. Uagtet denne Befor-dring er meget indbydende og male­risk, foretrak min Ledsagerinde og jeg dog at tilbagelægge de halvtreds Kilo­meter, Vejen fra Linthai over Klausenpas til Flüelen til Fods, og en skøn Morgen i Ordets bogstavelige Betyd­ning tog vi Afsked med „der Bär" og begav os trøstig paa Vej. Tandbørste og Redekam havde vi i Lommen, og Trøjerne var anbragt som en Slags Hale i Bælterne bag paa.

Det første Stykke Vej var ganske jævnt, en Bro førte over Linth, saa følger man dens Løb et Stykke; hvor Klippen naaede helt ned til Floden, var der hugget Tunneler, fra hvis Loft Vandet bestandig dryppede; men saa begyndte det at gaa opad; frem og tilbage i Proptrækkersvingninger slyn­gede Vejen sig; men op ad den stejle Klippe fører Genveje, man sparer me­get ved at benytte dem; men det er gyselig varmt med Solen brændende paa Ryggen, vi maa derfor snart hvile. Vi sidder højt hævet over Dalen og nyder Udsigten, mens vi studere Bädecker, det imponerende Bjærg, vi har for os, hedder Tøddi og de sneklædte Toppe „Claviderne", det har jo ogsaa sin Interesse at vide, Et muntert „guten Tag, guten Tag" vækker os af vore Betragtninger; en skægget Mand i Lærredstøj, Straahat og med Alpe­stok i Haanden fulgt af en ti Aars Dreng kommer kravlende op ad Klip­pen til os. Hurtig er Bekendtskabet gjort; Manden er fra Zürich, har fem Døtre og tre Sønner og har for før­ste Gang „den kleinen Immanuel" med paa Fodtur. Vi synes, det er flinkt af saadan en lille Fyr og opmuntrer ham med Chokoladekager; næste Dag, da vi træffes paa Skibet over Vierwaldstät-tersøen, tager han dem op af Lommen og fortæller os, at de skal med hjem til Brødrene og Søstrene. Et Stykke følges vi ad alle fire, men i Længden kunne vi uøvede Slette­boere ikke vinde med. Endelig er Stigningen overstaaet og gennem Ur­nerboden have vi den Fornøjelse i halvanden Time at vandre hen ad en jævn Vej. Urnerboden er en højtlig­gende Dalstrækning omgivet af træløse Tinder, hvor Sneen overalt ligger i Striber og Pletter. Herop drager Beboerne fra de lavere liggende Dale om Sommeren med deres Kvæg. Lave og mørke ligger Træhusene rundt om­kring. Luften er fuld af Klang fra Alpe­kvægets Klokker, de gulhvide Køer spadserer rundt fulgt af smaa musegraa Kalve, højbenede Geder med husmoderlig bekymrede Miner tripper sirligt af Sted, mens en enkelt plebejisk Gris søler sig i Sumpen. Henne foran Værtshuset holder Diligencen endnu, vi ere altsaa gaaede omtrent lige saa hurtigt, som den er kørt; nu er Klok­ken et, det gælder om at hvile og at faa noget at. spise.

(Sluttes.)