« Tilbage til søgeresultaterne
Et Kapitel af de florentinske Tobaksarbejderskers Kampe
Det er mærkeligt, hvor lidt man Nord for Alperne ved om Italienerinderne. Man kender dem nok som Romanfigurer fra en Paul Heyses eller Richard Voss’ Fantasier, den ældre Generation vel ogsaa fra Goethes Vilhelm Meister. Men hermed ophører alt Kendskab til de italienske Kvinder. I det højeste har en eller anden Rejsende truffet en Marchesa paa et Bal, en eller anden Maler i Rom haft en indfødt Model, men kun sjældent har man hørt om den italienske Kvindes virkelige Værd og Ydeevne. Italienerinderne vækker nemlig ikke Opsigt udover Landets Grænser, og Udlændinge der kommer til Italien, fyldes af Kunsten og Naturen, saa at der i de sjældneste Tilfælde bliver Tid tilovers til Studiet af de økonomiske Kampe i Landet. Og dog er netop disse et saadant Studium værd, og ikke mindst for Kvinderne, der ved Indtrængen i det sociale Liv vilde lære at kende en ny kvindelig Type med et Særpræg, som de ikke finder i Hjemlandet. Italien er den rette Jordbund for „den ny Kvinde" i Ordets gode Betydning, vel ikke Kulturkvinden men den udviklede Folkets Kvinde.
Maaske har en eller anden Læserinde hørt om de emilianske Risarbejdersker, som gennem aarelange Lønningskampe endelig har opnaaet Betryggelse mod Hungersnødens Farer. Men paa Højde med disse „risaiole" staar saavel i moralsk som i social Henseende utvivlsomt de kvindelige Tobaksarbejdere, de saakaldte „sigaraie."
Som bekendt har den italienske Stat Monopol paa Tobaksfabrikationen. Og nu er det en paafaldende Kendsgerning, at det næsten udelukkende er Kvinder, som har søgt Beskæftigelse ved denne, trods dens skadelige Indflydelse paa Helbredet. I Aaret 1880 stod ved Siden af 1947 mandlige 13,767 kvindelige Tobaksarbejdere. Hvor daarligt disse sidste er lønnede og hvilken uhyre Forskel der ogsaa i denne Erhvervsgren bestaar mellem mandlig og kvindelig Løn, fremgaar af en Statistik fra 1898, hvorefter Mændenes Dagløn paa Statens Tobaksfabrikker var fra 2,85 til 3.65 Lire, Kvindernes kun fra 0,96 til 2,19 Lire (l lire = 72 Øre).
Det er et Faktum, at Fagforeninger overalt i Evropa lykkes bedst og er videst fremskredne i de Erhvervsgrene, i hvilke kun Mænd er beskæftigede. Kvinderne har af mange forskellige Grunde vanskeligere ved at organisere sig. I de Fag, hvor Mænd og Kvinder arbejder sammen lykkes en Sammenslutning dog som Regel, hvorimod en Organisation støder paa de allerstørste Vanskeligheder i en Fabrik, eller endog i et helt Fag, hvor kun Kvinder er beskæftigede. Saa meget mere maa man beundre, at der i Italien findes hele to Undtagelser fra Regelen, og man kan vel sige, at saavel de kvindelige Ris- som Tobaksarbejdere er blevne Forbilleder paa Proletariatets Selvhjælp.
Hvert Blad i den moderne italienske Økonomis Historie taler om de florentinske Tobakspigers Næstekærlighed, som da de i 1901 gjorde Opstand kun med det Maal at understøtte deres strejkende Medsøstre i Majland, der forlangte højere Løn. Alene af den Grund underkastede disse tapre, fattige Piger sig Arbejds- ja Brødløshed og Straffen bagefter. At saadanne Tilfælde ikke er enestaaende i de florentinske Tobakspigers Historie beviser deres Opførsel under de florentinske Arbejderes Generalstrejke i Sommeren 1902.
Arbejderne i Pignones store Jernstøberi havde rejst sig til Opstand d. 28. Juli. Trods deres Fordringers Beskedenhed og de socialistiske deputeredes Anstrængelser var Striden endnu ikke bleven bilagt d. 21. August. .
Og de, der nu gav de brødløse Jernstøbere de første Beviser paa Medlidenhed og Solidaritetsfølelse, var Tobaksarbejderskerne, der afholdt en Generalforsamling og paa denne erklærede, at fra nu af og til Strejkens Ophør vilde hver af dem til Fordel for de Strejkende afgive 10 centimes af sin Dagløn, --- og hvad det betød turde fremgaa tydeligt af det foregaaende! - Næste Aften holdt Forfatterinden Leda Rafanelli, selv tidligere Arbejderske, under stormende Bifald en Tale, hvori hun opildnede dem til det inderligste Sammenhold. Da de samlede Fagforeninger i Florents nu begyndte at tænke paa gennem en Generalstrejke at vise deres Solidaritetsfølelse med Pignones Arbejdere, var det atter de florentinske Tobaksarbejdersker, som med Begejstring bar disse Tanker videre, idet de vedtog den følgende Beslutning:
„Efter at have læst de Breve, som Arbejderne i Pignones Jernstøberi har sendt, og fordi vi holde det for Arbejdernes Pligt at bistaa Kammerater i Nøden, beslutte vi at understøtte de Stejkende med Pengemidler og holde os beredt til at give endnu større Beviser paa vor Solidaritetsfølelse."
Samtidig gav Arbejderskerne deres første Tilskud til Strejkekassen, 163 Lire.
Da endelig de Strejkendes officielle Opraab den 27. Aug. om Aftenen kom til de samlede florentinske Fagforeninger om at gøre fælles Sag med dem, var det atter vore Tobakspiger, som var de første til at efterkomme det.
Og nu kom en frygtelig Tid for Arbejderskerne, idet Strejken antog uhyre Dimensioner; Butikkerne var næsten alle lukkede, Hestfolk patruljerede stadig gennem Gaderne, og der foretoges henved 400 Arrestationer, deriblandt af flere Tobaksarbejdersker.
Nationaløkonomen staar beundrende overfor saadanne Tildragelser. Han har i sin Videnskab lært, at Strejken er et Middel i Kampen mellem Arbejder og Kapitalist, hvorved den første stræber at tilkæmpe sig de flest mulige materielle Fordele, og nu maa han se, hvorledes disse florentinske Arbejdere og fremfor dem alle Tobaksarbejderskerne kaster alle disse skønne Sandheder over Ende.
Thi ikke for Penge eller egen Fordel blev her kæmpet, men af den reneste Næstefølelse. For at hjælpe Medmennesker tog disse Kvinder og Mænd Elendigheden paa deres Skuldre. For den jdeelle Følelse af at høre sammen tog de Haan og Sult med i Købet.
Generalstrejken sluttede med et fuldstændigt Nederlag for Proletariatet. Fra et nationaløkonomisk, som fra et partipolitisk Standpunkt var Florentinerstrejken maaske en stor Fejl, thi den udøste til ingen Nytte Kraft og Penge. Fra et moralsk Standpunkt maa den dog hilses som et sikkert Tegn paa Fremskridt, thi den beviste hvor stort et Højmod og tillige hvilken rolig Værdighed de arbejdende Klasser i mange Industrigrene allerede er i Besiddelse af. Og dette gælder fremfor alle den modige florentinske „sigaraie".
(Efter Dr. Robert Michels i „NeuesFrauenleben".)
