« Tilbage til søgeresultaterne
Kirstine Frederiksen
Paa Verdens store Skueplads der stævnes
til Møde nu. Man samler sig i Flokke,
ruster sig til Kamp. Og Hænder knyttes.
Hadefulde Ord som hvasse Pile
gennemskærer Luften. Kristne myrdes,
Gny af Vaabenr Skng etf undertrykte
altfor ofte lader Hjærter bæve.
Haarde Hænder! Øjnes vilde Lue!
Freden mangler ved det store Skue.
Men bag alle disse Mænd, som kæmper,
staar paa Vagt en lille sluttet Skare –
modigt, dog med lyse, milde Øjne.
De rager ikke op, de er de smaa,
som over Ho’det ses,- men som ej kues.
Og deres Røst - saa svag engang -
maa høres;
Man giver Agt paa dem, med dem
man regner,
Vel muligt - mener en, - at de har
Krav,
som høres bør. Hvad vil de, disse
Kvinder?
Der svares kort: Man Munden paa
dem binder!
Den lille Flok, der stadig mere voksed’
den Kvindeskare - havde gode Tals-
mænd.
(Ja, vort Sprog har manglet Navn til
disse
„Formand", „ Talsmand" er ret ofte
Kvinder.)
En Talsmand raged op - skønt hun
var lille og svag af Kræfter - legemlig. Men
Aanden og Viljen de var stærke! Langt hun
naaede.
Var Maalet sat, da var det stort og godt.
Hun trængte sig ej frem; men hvor
hun stod,
der hented Haab og Mod en Venneskare.
Hvad er det saa I vil? de andre spurgte
Vil I - de svage - da i Kamp med
Mænd?
Da lød en Høst - Kirstine Frederiksens !
Hun svared dem og svared for os andre.
Nej, Kvinden vil ej Krig, ej Kamp
med Manden!
Vi er hans Fæller, vi vil fælles Sag.
Hans Kamp er vor; men vi vil med
ham dele
- ej Kampens Frugter blot, men Kam-
pens Byrder.
Alt, hvad retfærdigt er, vi kun forlanger!
Og vi vil tale, naar os noget trykker,
vil kræve lige Ret for Mand og Kvinde
og Ordets Ret i Hjemmet som paa Tinge.
Vort Navn maa være godt som bedste
Borgers,
Jævnbyrdig maa hver Hustru være
Manden!
Vi Barnets Sag vil tale - alle Mødres,
Om alle Fædres Pligter vil vi tale!
Men ikke det alene! Vi vil handle
og være med i dette, som er Livet,
som præger det og giver Lyst at leve.
Den Kvinde, som i Trædemøllen gaar
fra tidlig Morgen og til Aften silde
hun er en Slave, - og hun handler ilde!
- For Freden vil vi kæmpe -Verdens-
freden!
Dog først og fremmest være med at
værne
den Fred, der alle vore Hjem opbygger.
Ja, Fred er Maalet. Men vi naar det ikke
foruden Kamp. Derfor vi kæmpe maa
mod al den Gift, som dræber Hjemmets
Lykke,
mod Drikkeri og Utugt - hvor den
findes!
Den Tid er nu forbi, da sligt kan
dækkes
af Tavsheds Slør og finde Liv og Styrke,
som giftig Svamp i Nattens fule Mørke!
Det var vor Talsmands Tanker! Hen-
des Pen
har bygget op og styrket os, der fulgte.
Hun stod saa fast i Kampen, vor Ven-
inde,
hun trodsed Storme lig en Egestamme,
med sikkert Haab, med ren og oprejst
Pande.
At hun var død, vor trofaste Veninde,
det Budskab kom saa brat fra fjerne
Land!
Og hendes gamle, hendes unge Venner
de samled Blomster, de bandt Minde-
kranse.
Og gode Ord blev talt til hendes Pris.
Hun, som har grundlagt denne Aandens
Bygning,
der gennem Tiderne vil staa og vokse,
hun kan ej dø, men boer midt iblandt
os.
Og hendes Aand vil ofte hos os være,
usynlig vil den saa i vore Hjærter
en Sæd, der spire maa og Frugter bære,
indgive Mod og Kraft den lille Skare,
der fylker sig om hendes hvide Banner.
Og hendes Navn det glemmes ej, men
skrives
blandt dem, der bar Retfærdighedens
Fane.
Lad Tider komme, og lad Tider svinde.
Velsignet være hendes Navn og Minde!
