« Tilbage til søgeresultaterne

Hilde i Bygmester Solness

« Se emneord

(Fru Dybwad).  

For den almindelige Bevidsthed plejer Hilde ikke at staa som den unge Pige. - Hun er symbolsk, hun betyder noget, der maa tages højtideligt paa hende, og saa bliver hun fjærn og dunkel - stivnet, som de andre Skikkelser i Bygmester Solness bliver det paa Sce­nen, fordi baade Skuespillere og Publi­kum for det meste er enige i den Op­fattelse at slaa dem fast som altfor symbolsk uoverkommelige til, at det kan naaes at give dem det simpelt-menneskelige Udtryk, der gør dem til Tilskuerens Næste. Saaledes var det ikke Tilfældet med Fru Dybwad. Hun fremstillede Hilde som en ung Pige og gjorde hende med sit Talents Overbevisningskraft til den unge Pige, der hedder Hilde Wangel og som kommer gaaende nordfra efter de ti Aars Forløb for at faa Kongeriget af sin Byg­mester.

„Jeg synes, jeg er saa lige til jeg" - siger hun, og disse Ord er det, der betegner Fru Dybwads Fremstilling af „Ungdommen" i Bygmester Solness.

Saaledes træder hun ind over Dør­tærskelen i første Akt og stilfærdig, glad-forventningsfuld, gaar hun til ham med Spørgsmaalet, som han maa give hende Svaret paa. - Men for Bygme­sterens Bevidsthed er Ungdommens bløde Træk og smidige Skikkelse stiv­nede i det brutalt-haarde; for ham kommer den og dundrer paa hans Dør, han skal slaas med den, Dette Bulder har overdøvet hans Længsel, den er vegen til Side, indtil den nu staar her lyslevende som den unge Pige med Elskovens Beundring og Krav, dragende og lokkende med Morgenstilhedens For­ventning over sig, og derfor kender han hende kun langsomt igen, kun lidt efter lidt.

Efter Morgenen kommer Dagen, da hendes Forventningsbillede skal træde ind i Livet i Dagslyset, da hendes Byg­mesters Haand skal gribe det Billede, som den truer at sprede, og smedde

det sammen til hendes Kongerige, da hun skal se ham stolt, herskende, trodsende, som Rovfuglen, der griber sit Bytte, indtil han staar der stor, svimlende højt oppe. Og Dagen skri­der, Billedet spredes for hende. Han, der skal samle det, kredser kun tilbage til sin Fortid, frem til hende. Han griber ikke, han svarer ikke, han har intet Jaord til hende, syg som han er af det evige Frem og Tilbage.

Saaledes bryder han hendes Sinds Forventnings-Spændstighed, Svagheden lammer hende, og Fortidens Gravkælderluft slaar op ogsaa om hende. - Nu skinner Solen ikke mere, og hun fryser; men hendes Bygmester, der bygger Menneskehjem formaar Intet at bygge op om hende. Hun har forladt sit gamle Hjem, sin Fader, „som hun holdt saa forfærdelig meget af", og nu staar hendes Skib paa Grund. Bygmestere kan ikke bruge hende til sit Værk, hun skal kun være i hans Hus.  Og nu knuger hans afmægtige Spørgsmaal: „Hvad skal jeg bygge?" - ned over hende.

Da viger hun tilside, som Kvinden hun er, for den Vægt, han vil vælte over hende. Hendes Væsen toner over i Drømmen og bristende i Taarer, maa hun give ham det Svar, hun kan og fortælle ham om sine Luftslotte. Da kan de begge to staa svimlende højt oppe over Kirketaarne, skilte fra Men­neskene, der hvor ingen Ungdom ban­ker paa, langt borte fra Livet.

Men i hendes Fantaseren om Luft­slottene blusser Drømmefryden igen op­ for hende, og som et Barn der beder om Eventyret engang til, saaledes beder hun ham nu i sin Hjælpeløshed om at give sig Barnedomsdrømmens Øjeblik ­tilbage, og ved at gøre det umulige „om igen".

Det var Billedet af disse Ungdom­mens store Forventninger og svimlende Fordringer, som Fru Dybwad gav lys­levende Skikkelse. I det skiftende bævende Minespil - fra det beun­drende, tilbedende Smil, den glade Frejdighed til Vildheden, Sorgen og Fortvivlelsens Bristen sammen; i Bevæ­gelserne, der baade har Fuglens stille Flugt og pludselige pilsnare Sving - og med Stemmens Modulation og Klang - i hele dette besjælede Ydre viste hun Hilde Wangels Ungdom, den jordisk forgængeligt - skønne Ungdom - der tilsidst med Vemodens Aftenskær over sig higer imod Luftslottene i Syns­randen.

Saadan stod hun ogsaa Ved Styk­kets Slutning som den unge Pige, som den fine, slanke Søjle, hvis Linjer ser ud, som om de stadig stiger højere under de Buer, som en kunstfærdig Bygmesters Haand hvælver over dem; men som knuges sammen, fornedres, knuses under de tunge, uforarbejdede Stenblokke, som Barbaren vælter sam­men over dens fine Kapitæl.

« til toppen

Emneord

Teksttype

Forfattere

Initialer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner