« Tilbage til søgeresultaterne
En Sejr
I Tilslutning til Artiklerne i dette Blads Nr. 13 og Nr. 20 bringer vi i Dag nedenstaaende interessante Meddelelse efter „Politiken”:
Kvindelig Skoledirektør.
Det „vil maaske erindres, at man i Borgerrepræsentationen har drøftet Spørgsmaalet om Kvinders Adgang til de højere Embeder i Kommunens Skolevæsen, og at Forsamlingen har besluttet i saa Henseende at stille Lærere og Lærerinder lige, saaledes at endog Embedet som Skoledirektør i København skulde kunne besættes med en Kvinde.
Magistraten har nu sluttet sig til dette Standpunkt, og paa Foranledning har Ministeriet erklæret, at det ikke finder noget at erindre derimod, og at det er villigt til eventuelt at indstille Valget af en Kvinde til Skoledirektør til Kongens Stadfæstelse.
Dette, at Kvinderne saaledes nu har tilkæmpet sig ganske samme Adgang til alle overordnede Stillinger indenfor det kommunale Skolevæsen samtidig med, at den nye Lov om Almenskoler har aabnet Adjunktembederne for dem, er et Fremskridt i Kvindernes Sag, som det vel er værd at lægge Mærke til. Længe nok har det været anerkendt, at Kvindens Arbejde i Skolens Tjeneste stod paa et højt Trin; det er paa Tide, at dette ogsaa vises i Praksis ved at sætte dygtige Kvinder ind i de ledende Stillinger. I den allerseneste Tid - l Novbr. - er ligeledes en Kvinde udnævnt til Inspektør ved en af Københavns største Skoler - Centralskolen i Sundbyerne. Denne Dame, Frøken Matthea Haunstrup, der baade har Institutbestyrerindeeksamen og den alm. Lærerindeeksamen, har virket i Kommuneskolens Tjeneste i 13 Aar. Hun er den første Kvinde, som har opnaaet fuld Ligestilling med Mænd indenfor det københavnske Skolevæsen. For 9 Aar siden fik København sin første kvindelige Inspektør, Frk. Henriette Petersen, Dronningensgades Skole paa Kristianshavn. Men hun har hidindtil indtaget en Særstilling i økonomisk Henseende, idet man den Gang umulig kunde tænke sig, at naar en Kvinde fik den samme Stilling, at hun saa ogsaa burde have den samme Løn. Men sikkert nok har hendes dygtige Ledelse af Skolen hjulpet med til, at de Kvinder, der i Foraaret førte Spørgsmaalet om Kvinders Adgang til de overordnede Embeder frem, kunde arbejde saa energisk for Sagen, at den kronedes med Sejr. Og det stærkeste Udtryk for denne Kvindernes Sejr er ovenstaaende Note, som siger, at selv til det øverste Embede indenfor Skoleverdenen vil Ministeriet ikke modsætte sig en Kvindes Udnævnelse.
Hvilken Rækkevide denne Beslutning kan faa, er ikke saa let at maale.
Vi haaber selvfølgelig paa, at Maalet: „samme Løn for samme Arbejde” ikke maa ligge altfor langt borte.