« Tilbage til søgeresultaterne

Ind- og Udland

« Se emneord

Danmark. Cand. med. Frk. Carla Clausen er bleven ansat som Reservelæge ved St. Hans Sindssygeanstalt. Naar et Dag­blad meddeler, at det er første Gang, en kvindelig Læge har faaet en saadan An­sættelse her i Landet, beror det paa en Forglemmelse, da flere saadanne findes. I en Fart husker vi: Frk. Marie Beckett, Reservelæge ved Aandssvageanstalten i Brejning; Frk. Thormona Christensen, Re­servelæge paa Ebberødgaard; Frk. S. M. Anchersen, Læge ved Aalborg Amts Sygehus ; Frk. Reinhardt, som nylig holdt Fore­drag i „D. K. S.” i Kbhvn., har været Reservelæge i 3 Aar paa Kysthospitalet.

 

Norge. „Skal ikke Kvinderne spørges?” er Overskriften paa en Artikel af Gina Krog i sidste Hæfte af „Nylænde”.

Anledningen er den i og for sig glæde­lige, at man i Norge nu for Alvor tager fat paa Ændringer i Loven om de „uægte” Børns Retsstilling. Stortingsmand Castberg er disse ulykkelige Væseners varme Talsmand, og hans hvasse Ord til baade Styrelse og Fædre har før været frem­dragne her i Bladet. Det er hans Forslag i Stortinget i Fjor, der nu har fremkaldt en Rundskrivelse fra Justitsministeren til alle Landets Amtmænd, gaaende ud paa at skaffe Udtalelser om Sagen fra samtlige Byfogder, Politimestre, Landfogder og Fattigforstandere; Amtsformandskabet og Kommunalbestyrelserne har ogsaa at afgive Betænkning om, „hvorvidt det maa an­tages, at udenfor Ægteskabet fødte Børn bør tillægges Arveret overfor Fædrene og deres Slægt, og i bekræftende Fald, om den Udstrækning, i hvilket saadant bør ske.”

„En vældig Mængde mandlige Autori­teter”, udbryder G. K. ved Tanken om, hvor betydningsfuldt for Moralen i det hele og for Børnenes Skæbne især det vilde være, om den ene Halvdel af

„ Autoriteterne” var Kvinder.

 

- I samme Nummer meldes under Overskriften. „Reaktion”, at „Norsk Tje­nerforbund” (i Moralens Navn, naturligvis!) har villet udstemme kvindelig Betjening fra Restauranter, samt at Postembedsmænd er komne i Fyr og Flamme paa Grund af en Kvindes Ansættelse som Postmester   i Langesund, o. endnu fl. lign.

Saa meget desto ivrigere fortsætter da N. K. F. hele Norge over sine Bestræ­belser for at udbrede Forstaaelse af Kvinde­bevægelsens Samfundsbetydning. Gina Krog har bl. a. holdt en Del vellykkede Foredragsmøder saa langt borte som i Nordlandene.

 

- Kvinder som Embedsmænd. Kristiania, den 9. November. I Følge „Morgenbladet” kan der snarest ventes forelagt Odelstinget Regeringsforslag om Kvinders Adgang til at blive Embeds­mænd.

 

Sverige. „Dagny” meddeler, at 93 akademisk uddannede Kvinde har indsendt et udførligt begrundet Andragende til Kong Oscars Regering, gaaende ud paa at opnaa Ligestilling med deres mandlige Kol­leger, baade m. H. t. Ansættelser, Lønnin­ger og Pension; desuden ønsker de sig betragtede som selvskrevne Medlem­mer af Samskolens Lokalstyrel­ser saa vel som af Skolekommis­sioner.

Efter „Idun” har Sverige nu 30 kv. Farmaceuter, og en Dame har nylig taget Apothekereksamen med Ret til at drive Apothek. (Ogsaa Ungarn be­retter om sin første kv. Apotheker).

 

Østrig. I dette Land har de mand­lige Jurister ved Ansøgning til Justitsmini­steren prøvet paa at hindre deres kv. Kolleger i den frie Udøvelse af det Ar­bejde, som deres Eksaminer berettiger dem til. Der blev imidlertid intet Hen­syn taget til Andragendet; tværtimod fandt Ministeriet sig foranlediget til at minde de forskellige Domstole om, at kv. Jurister havde samme Ret som de mandlige, for­udsat at Deres Fuldmagter var i Orden. Naturligvis maatte „Moralen” ogsaa her tjene til Skalkeskjul; det hed sig bl. a., at de unge Piger ved Gennemlæsning af Akterne udsættes for at komme ind i Ting, der kunde være farlige for deres „Sæde­lighed”! Hvornaar mon Mændene vil begribe, at oplyste Kvinder vil være Mora­lens bedste Værn: vil blive en Støtte for Mændenes Sædelighed?

I Wien er 3 Kvinder nylig blevne Medlemmer af Fattigkommissionen.

Samme Steds virker den „Kv. Afholds­forening” med Politiets Tilladelse til at modarbejde

Brændevinssalget ved daglig Udsending af ambulante Haandvogne med varme alkoholfri Drikke (The, Suppe, Kakao).

 

Tyskland, Ved Heidelberger-Univer­sitetets 100 Aarsfest kreeredes adskillige Æresdoktorer, deriblandt to Kvinder, der har udmærket sig ved Bibel- og gl. øster­landske Studier.

 

- Den tyske Juristforening har besluttet ogsaa at optage kvindelige Juris­ter som Medlemmer. Begyndelsen er gjort mod Dr. jur. Fru Maria Ruschke.

 

 

-  I Stuttgart har man efter endt Prø­vetid  hos Politilægen  ansat en forhenvæ­rende Sygeplejerske som Politiassi­stent; Kvindefanger og prostituerede sor­terer under hende.

 

-  Social  Oplysning  trænger nu ogsaa  ind  blandt de velstaaende Klassers kvindelige Ungdom.     Berliner Victoria-Lyceum lader i denne Vinter for sine Elever - mest Rigmænds Døtre - afholde en Række Foredrag om Samfundsforhold.

 

Holland. Amsterdams Magistrat har ny­lig ansat sin første kvindelige Skoleinspek­tør med samme Løn som de mandlige.

Af Socialdemokraterne er i Rigsdagen indbragt Forslag om Kvindens lige poli­tiske Valgret med Mænd.

 

Frankrig. „La Fronde” udkommer ikke mere. Mme Durand og en hel Del af hendes Hjælpere har sluttet sig til Dag­bladet „L’Action”, der er særlig virksomt i den nuværende Kulturkamp. En af Regeringen understøttet kv. Læge har for et Aarstid siden i Algier aabnet en gratis Konsultation for Kvinder og Børn; Til­strømningen er uhyre: 4643 i et Aar - Stakler, hvem religiøse Forskrifter har hin­dret i at søge mandlig Lægehjælp.

 

Schweitz.  I Basel er der udkommet en Lov om Kvinders Optagelse i Skolemyndighederne.

 

England. Londoner Handelskamret paa­tænker at ændre sine Statuter derhen, at ogsaa Kvinder kan faa Sæde deri, da man finder det uheldigt, at de mange i Han­del og Industri virkende Kvinder ikke har nogen officiel Repræsentant

- Et Morgenblad, skrevet af Kvinder for Kvinder, ventes at ville udkomme i London om kort Tid. I Paris, har der været et saadant (La Fronde). Men, mærkeligt nok, er de fleste af Ugebladene for Damer i England enten udgivne eller ledede af Mænd.

Ved et stort Møde, afholdt af Ærkebis­pen af Westminster og bivaanet af den fornemme Verdens mandlige og kvindelige Spidser, vedtoges det at virke hen til, at Kvinder i højere Grad end nu

(i Øjeblik­ket kun 1000 af 24000) ansættes i Fattigvæsenets Tjeneste.

I Manchester er Miss. Caussel ble­ven ansat som Overlæge ved den gynækologiske Klinik.