« Tilbage til søgeresultaterne
Fru Elisabeth Hostrup
Kæmp for alt, hvad du har kært - dø „om det saa gælder". Det Ord anførte Biskop Rørdam ved Fru Hostrups Baare, som særligt passende paa hende - og det er sandt. Hvor kunde hun kæmpe for sine Børn, sine Venner og de Samfundssager, der havde vundet hendes Hjærte. – Det var ikke saa let at komme ind i det Hjærtekammer, for hun vilde kende til Bunds, hvad hun gav sig hen til – men kom man først derind, saa blev man aldrig lukket ud igen.
„Dansk Kvindesamfund" var en af de Sager, hun skænkede hele sit Hjærte. „Det var hende, der var i Ordet og hende, der var i Armen", som Hostrup siger - da han efter 25 Aars Standsning - i Begejstring over Kvindesagen, igen begynder at skrive Skuespil - „Eva" - som handler om det vigtigste Punkt i hele Kvindesagen - Mødrenes Ret over sine Børn.
Det var den Sag, der endnu rødmede hendes blege Kinder i Harme, da hun laa paa Sygelejet og hørte, at „Forældre" var blevet til „Fader" i en Lov, der var for i Folketinget, og det glædede hende inderligt at vi holdt et Protestmøde i den Anledning - tak, tak for hvad I begge har været for den Sag!
I Skuespillet „Eva" er hun selv skildret saa lyslevende, varmhjærtet, sandhedskærlig - som hun var - jeg vil opfordre alle Kvindesagens Venner til at læse det højt i deres Kreds. Det er hendes egen Mands, Digterens egen Opfattelse af hende, bedre kan ingen skildre hende.
Og dertil hans sidste Vers paa denne Jord:
Jeg har faaet en Ven for Livet,
bedre blev der ingen givet.
Hun har fyldt min Vaar med Blommer,
og bragt Solskin til min Sommer -
var min Fælle, tro i Striden,
er min Trøst i Skumringstiden.
Alting har hun med mig delt,
hun har gjort mit Halvliv heelt.
Ja, saadan skal et Ægteskab være.