« Tilbage til søgeresultaterne
Dernbergs Familieret
(Sluttet)
Mange Forfattere udvider § 1354 endnu yderligere og mener, at det tilkommer Manden ikke alene at træffe Afgørelse om de fælles Sager, men ogsaa om Hustruens rent personlige Anliggende, forsaavidt som de viste tilbage paa det fælles Liv. Saaledes tilkommer det Manden at give Regler for Hustruens Arbejde ude af Huset, hendes Omgang med Slægt og Venner, hendes Brevveksel, Lekture, Kirkegang, Toilette, osv. Manden tilkommer den ægteskabelige Magt, Hustruen maa lyde. Ogsaa her følger Cosaik den strænge Retning, ja mener endog, at det afhænger af Manden, om Hustruen skal staa tidlig eller sent op, sove til Middag osv, hvorimod D. erklærer, at Hustruens ubetingede Lydighedspligt hverken stemmer med Lovens Udtryk eller Hensigt. I et ret Ægteskab vil en Hustru Qgsaa i rent personlige Ting, endog i Toiletsager rette sig efter sin Mand, men af Kærlighed, ikke fordi det er hendes Pligt. Hvis derfor en Hustru anlægger Reformdragt imod Mandens Villie kan denne ikke anklage hende eller derfor forlange Skilsmisse. Efter § 1354 tilkommer det derimod utvivlsomt Manden at tage Bestemmelse om de huslige Udgifters Omfang. Manden indskrænker disse til det mindst mulige, selv om han har store Indtægter af Hustruens Formue. Planck formener, at Hustruen i saafald kan klage og fordre det selskabelige Liv indrettet mere efter Ægtefællernes Formuesomstændigheder, men Dernberg har sikkert Ret, naar han paastaar, at Hustruen ikke herimod har noget retsligt Middel, ligesom hun ogsaa maa lade sig det gefalle, naar Manden bortødsler Indkomsterne af hendes Formue. Andre Punkter i Loven, hvor der ikke tilbørligt er taget Hensyn til Hustruens Rettigheder, paaviser D. Saaledes Bestemmelsen om, at Mandens Ret til det medbragte Gods ogsaa strækker sig til Værdipapirer. I det første Udkast til Loven forholdt det sig anderledes. Derefter skulde Papirernes Besiddelse tilkomme Manden og Hustruen i Fællesskab og begge skulde kunne fordre dem deponerede. Det andet Udkast til Borgerlig Ret har forandret dette, til Skade for de besiddende Kvinder, eller, som man ogsaa spotvis kalder dem „Kapitalistdøtrene."
D. paaviser med Rette at Følgen deraf kan blive, Manden sælger sin Kones Værdipapirer og forøger Pengene. At han ifølge § 1377 ikke er berettiget til at gøre dette, nytter kun lidet, da hun som oftest vil komme for sent med sin Klage eller sin Fordring om Formuens Deponering i Rigsbanken. I denne Retning er Officerernes Hustruer bedre stillede, da den forlangte Kaution altid bliver sikkert anbragt. Andre Kvinder burde sikre sig ved Ægtepagt. Ingen Slags Sværmeri eller Følsomhed skulde afholde de Kvinder, hvis Medgift hovedsagelig bestaar af Værdipapirer, lydende paa Ihændehaverne, fra en saadan Ægtepagt, og ingen hæderlig Mand skulde vægre sig ved at billige, at hans Hustru blev sikret paa samme Maade, som det fordres af Officererne. Overhovedet er den lovbestemte ægteskabelige Ejendomsret ikke gunstig for Kvinderne, og D. erindrer ogsaa om den hæftige Modstand, som den fandt i Rigsdagen, ikke alene fra Socialdemokraternes Side, men især af den frikonservative Friherre Stumm-Halberg. „Ægteskabet skal ikke være en Næringsvej for Manden" raabte han lidenskabeligt.
Selv i gode Ægteskaber er det upassende, at Hustruen maa udbede sig Indtægterne af sin egen Formue af Manden, saa at Manden derved faar et Magtmiddel til at sætte sin Villie igennem ved eventuelle Uenigheder. Hvor meget uheldigere er det ikke i de ulykkelige Ægteskaber, hvor Manden er Dranker, Spiller eller Ødeland, og bortsvirer ikke alene Indtægterne af Hustruens Formue, men ogsaa Kapitalen. Utallige er de ’Tilfælde, hvor en uværdig Mand har bragt Elendighed over deres Hustru paa denne Maade. At Kvinderne slet intet Talent skulde have til at forvalte deres Formue er ganske fejlagtigt. Naar de før Ægteskabsindgaaelse og efter dets Afslutning baade maa og ogsaa kunne bestyre deres Formue selv, hvorfor skulde saa denne Akt gøre dem udygtige dertil? Af Modstandernes Grunde har den gjort mest Virkning, at Mandens Forvaltningsret og Rentenydelse har sine Rødder i den ældste tyske Ret. Ogsaa har man ment at man ved at give Manden disse Rettigheder kunde modarbejde den i Dele af den besiddende Klasse herskende Ulyst til Ægteskab.
