« Tilbage til søgeresultaterne
En kvindelig Opdagelsesrejsende
Af Kirstine Frederiksens efterladte Papirer.
Mens Teoretikerne strides om, hvad der er „sandt kvindeligt”, hvad ikke, hvor langt de kvindelige Evner rækker, og hvor de holder op, gives der heldigvis Mennesker, som simpelthen spørger om, hvorledes deres Liv kan blive mest nyttigt, deres Evner under de givne Forhold mest heldbringende, hvorledes de selv, ligegyldig om ved Kvinde- eller Mandsgerning kan bidrage til at rejse Sandhedens og Retfærdighedens Slot.
Vi skal søge at skildre et saadant Menneske, om vi end maa nøjes med at gøre det i svage Træk.
Mary Kingsley tilhørte en begavet Familie, af hvilken Forfatteren Charles Kingsley vel er den hos os mest kendte. En Broder til ham, Marys Fader, var Læge og som saadan tillige rejsende!*)
*) Det er Skik blandt fornemme Englændere at have en Læge i sit Rejsefølge.
Hans Børns Opdragelse var ikke regelmæssig; naar Faderan var hjemme, ophørte al Undervisning, for at de kunde nyde godt af hans Selskab, hans Fortællinger om Rejsens Undere, og Resultaterne af hans videnskabelige Forskninger. Mary fik paa den Maade fra Barn af stærk Interesse for og Kendskab til Dyr, særlig Fisk. Da hun var 22 Aar flyttede Familien fra London til Cambridge; og hun benyttede her Lejligheden til med Kraft at kaste sig over Studiet af Matematik og Naturvidenskab, hvilket dog ikke forhindrede hende i at uddanne sine Talenter for husligt Arbejde og sin ualmindelige Skønhedssans. Hun var en udpræget Humorist, kunde være skarp og vittig, hadede alt Føleri, havde derimod en lidenskabelig Kærlighed til Sandheden, lige som hun aldrig lod sig rokke i sin Tro paa Videnskaben.
Dog erkendte Venner og Modstandere i lige Maade, at hendes dybest liggende Egenskab var Godhed, og at det netop var hendes Kvindenatur, der gav hendes Arbejde dets ejendommelige Karakter; det var, siger hendes Biograf, Miss Green, Moderligheden i hende, som, udviklet gennem Lidelsen, havde hævet sig over den blotte Medfølelse med, hvad der er svagt, til et brændende Ønske om Ret og Retfærdighed. Hun kunde støde ved sin tørre fornuftmæssige Maade at tage Tingene paa, men hun handlede altid lige ud fra et stort Hjertes Trang til Selvhengivelse. Hun kunde forarge ved hensynsløst at lege med sit eget Liv, men hun veg heller ikke for noget, naar det gjaldt at redde andres. En Gang gik hun midt om Natten alene ud i Skoven for at slippe en Panther ud af dens Fælde. Hun fandt Gud i Naturen og elskede ham baade i Planter, Dyr og Mennesker, sorte saa vel som hvide, maaske mest de første.
Indtil sit 30. Aar var Mary Kingsley ganske ukendt for Almenheden. 4 Aar ofredes alene for Hjemmet, hvor hun med udelt Hengivelse plejede sin syge Moder og senere Faderen. Begge Forældre døde i 1892; Mary rejste da, for at hjælpe paa sit nedbrudte Helbred, en Tur til de kanariske Øer, hvorfra hun kom tilbage med en dyb Længsel efter de uberørte Skove og primitive Folkeslag. Hun opgav derfor sin oprindelige Plan at studere Medicin og lod sig i Stedet sende ud paa en videnskabelig Undersøgelsesrejse til det vestlige Afrika, som den Gang for den store Mængde væsentlig kun var Navnet paa et Sted, hvor de hvide Mænd døde som Fluer. Hun rejste for at studere „Fishes and Fetishes”, Naturen og de sorte Mænd Sæder, særlig deres Gudsdyrkelse.
Skønt de Samlinger, hun hjembragte, var yderst værdifulde, var det dog især ved sin indtrængende Forstaaelse af de indfødtes Karakter og Væsen, at hun gjorde sig fortjent til det Eftermæle: at have opdaget Vestafrika. Hun skrev Bøger og holdt Foredrag hjemme i England om sine sorte, og hun gjorde det med saadan Virkning, at da hun efter 7-8 korte Aars Arbejde døde, udtalte de store Handelskamre i Liverpool og Manchester offentlig deres Sorg over „det uerstattelige Tab”, som baade de indfødte og de handlende i Vestafrika havde lidt ved at miste deres „kloge Kone”, deres „Hovedagent”, der med ligesaa megen personlig Beskedenhed som Frygtløshed havde blottet Regeringens Fejlgreb i Vestafrika.
At Spørgsmaalet var brændende, forstaar man. De uhyre Rigdomme fra Afrikas Indre kan kun udvindes ved de sortes Arbejde, det gaar derfor ikke som i Nordamerika at fortrænge de indfødte og gøre dem til Slaver. Derimod at regere dem, at civilisere dem. Om Maaden, hvorpaa dette var grebet an, udtaler Mary Kingsley i en af sine Bøger: Vi har her store, rige Egne, som er befolkede af en ualmindelig god Menneskerace. I 400 Aar har vi behandlet dem efter vore forudfattede Ideer, ..... og Vestafrika er nu som en Forgaard til Helvede, hvor Stenene er kittede sammen med Menneskeblod blandet med Guld . . .
Som ægte Videnskabsmand begyndte Mary sit Arbejde uden forudfattede Meninger. Hun saa ikke som Missionærerne i de sorte Brødre og Ligemænd Sjæle, som for enhver Pris skulde frelses fra Fortabelse; men lige saa fjærnt laa det hende at betragte dem som „ufærdige Mennesker” eller som Rudyard Kipling at danne et Fantasibillede af dem som halve Børn og halve Djævle. Kende dem vilde hun; og hun gik til Værket, udrustet med Videnskabsmandens kolde Hoved og Kvindens uopslidelige Taalmod og hensynsløse Given sig hen i sin Opgave. Hun indsaa, at for at forstaa disse Mennesker maatte hun leve med dem, og hun gjorde det. Hun regnede det ikke for noget at underkaste sig al Slags legemligt Besvær som at vade timevis gennem Sumpe, hvor man fik Legemet bedækket med Igler, som hun agtede paa Faren ved at begive sig ind mellem Menneskeædere; hun havde samme Magt over dem som over Dyr, der altid var hende underdanige. Hun lod ingen Lejlighed til at lære noget gaa fra sig, rejste sammen med den indfødte handlende, forbandt de sortes Saar og plejede deres Børn, snakkede med deres gamle Koner og hjalp deres Piger at lappe deres gamle Tøj, „mine afrikanske Venner”, sagde hun, „har brugt mig som Læge, Haandværker, Profet, Troldkone (imod Kopper), og vilde gerne gøre mig til deres Anfører”. De sorte selv var saa forbavsede over at træffe en hvid, der i den Grad forstod dem, at de udfandt, hun maatte have levet som Neger i en Fortilværelse. Hun roser dem for deres huslige Dyder, for Trofasthed i Venskab, for klar Tænkning ganske vist indenfor smaa Grænser. Hun glædede sig over deres muntre Lune, deres Kærlighed til et frit ubundet Liv, deres Dygtighed som Handelsmænd. „Dersom man blot vilde forstaa disse Mennesker og lade dem udvikle sig efter deres Naturs Love og i Samklang med, hvad Klimaet fordrer, og hvad godt deres egne Sæder og Skikke indeholder, da kunde man føre dem lige fra det 13. Aarhundredes Standpunkt, som de nu staar paa, over i det 19. og spare dem for den haarde Kamp, vi selv har maattet undergaa. Og det vilde ikke være svært, naar man blot vilde tage Videnskaben til Hjælp, vilde studere deres Love, Religion, deres Statsform og Institutioner til Bunds og med nænsom Haand videre derpaa.
Det morede hende ikke lidt, naar hun undertiden i England, talte til en Klasse Mennesker, som efter hendes Mening stod langt under hendes sorte Venner, at se deres Forfærdelse over de sidstes Vaner og Væsen, som de aabenbart fandt under al Kritik. „Jeg tror, det var en hel fornøjelse for dem at føle deres indbildte Overlegenhed, sagde hun, ved en saadan Lejlighed, jeg misunder dem ikke denne Glæde”.
Alt sit Vid, alle sine Evner satte kun ind paa at vække Interesse og forstaaelse for den foragtede Race; næsten fandt man hende for morsom, for underholdende i sine Foredrag til at tages rigtig alvorlig. En Ven talte til hende herom. „Om jeg giver den bedste Del af mig selv?” sagde hun - nej, den bedste Del af mig er ganske vist i min Tvivl og Ængstelse og Mistillid til mig selv og min Hjerteve over de andre . . . jeg tager en Rustning paa mig, og gjorde jeg ikke det, vilde jeg saares og blive bitter og uskikket til Kamp”.
Jeg staar ene i Kampen, siger hun et Sted, og ønsker ikke at blande noget andet Menneske, sort eller hvidt, i, hvad der kommer over mig og mine kætterske Meninger.
Da hun i Aaret 1900 vilde gaa paa nye Opdagelsesrejser, besluttede hun først at tilbyde sin Tjeneste ved Organisationen af Sygeplejen i Kap. Hun blev smittet af tyfoid Feber og døde, efter sit eget Forlangende overladt til sig selv.
Hun havde ønsket, at hendes Legeme skulde sænkes i Havet. Det blev lagt i en Torpedobaad, og under militære Æresbevisninger, som næppe før er vist en Kvinde, ført ud paa det store Hav. Til Minde om hende og om et af hende længe næret Ønske, stiftedes Aaret efter, af nogle af Englands bedste Mænd og Kvinder „det afrikanske Selskab”, hvis Formaal er at fremskaffe og udbrede Oplysninger om de indfødte Afrikaneres Forhold og Natur. Dette Selskab udgiver et Tidsskrift, hvis første Nr. indlededes med en Levnedsskildring af Mary Kingsley, som er benyttet i det foregaaende. At der forøvrigt blev forholdsvis hurtigt tavst om hendes Navn, kommer rimeligvis af, at hendes Anskuelser om det sydafrikanske Spørgsmaal som om Kolonisation i det Hele ikke faldt sammen med dem, der under Krigen helst hørtes i England. Hendes Skrifter vil dog sikkert længe vedblive at være Kildeskrifter i disse Spørgsmaal.
