Otte Dages Skilsmisse.
Dagene i Forvejen havde der været Hovedrengøring, og i Dag skulde der ryddes op i Skuffer og Skabe.
”Aa, Du kan ikke tro, hvor det er interessant at rydde op i de nederste Skuffer”, sagde Valeria til sin Mand. Man finder saa mange forskellige Sager, som man helt har glemt, at man ejede, man genser gamle Venner fra Barndom og Ungdom. Ja, det er virkelig som „gik man i Mindets Tempelgaarde”, deklamerede hun leende.
„Vennerne fra Ungdommen har dog ikke naaet at blive gamle”, sagde han ligeledes leende og slog hende let med Servietten over Kinden; ti han rejste sig i det samme fra Frokostbordet. „Men til Lykke med dine gamle Rariteter. Jeg gaar ned til Havnen og kommer tilbage omkring Kl.et.”
„Du glemmer at sige Farvel”, sagde hun en Smule bebrejdende.
„ Ja. rigtigt ja, det glemte jeg virkelig”.
Han vendte smilende tilbage, hun rakte sig op imod ham, og han kyssede hende.
„Er det nu godt?” sagde han.
„Ja, nu er det som det skal være”, svarede hun.
Da han var gaaet, gjorde hun et lille Løb ud i Køkkenet, sagde Kokkepigen Besked, og saa skulde hun begynde at rydde op. Hun vaklede lidt mellem Chiffonieren i Spisestuen og Skabene under Bogskabet i Dagligstuen, men Dagligstuen vandt Sejr. Hun slog begge Skabsdørene op og satte sig paa Gulvet for at gøre Arbejdet rigtigt fra Grunden af. Det var første Gang hun havde Hovedrengøring, efter at hun var bleven gift. Denne mystiske underste Skuffe! Hun fandt allerførst et Bundt Breve. Hun maatte løse Baandet op og kigge dem lidt igennem. Hun havde jo god Tid. De fleste var fra Skolekammerater. „Ved Du, at Kandidaten i Gaar skrev „meget god”, under min Stil”, stod der. Den handlede om Trediveaarskrigen. Er det ikke morsomt?” Hun lukkede et andet op. „Kan Du tænke dig, jeg har faaet en hvid Piqueskjole til Kusine Emmas Bryllup! Faer havde det nok lidt knapt med Penge, men Moer var paastaaelig og sagde, at jeg, naar jeg var femten Aar, ikke kunde komme i en Kjole, der stumpede alle Vegne. Men Du skal ikke være ked over, at Du skal have din gamle paa, kære Valeria, Jeg er sikker paa, at den bliver lige saa køn som min, naar den bliver oppudset. Hvor det bliver dejligt at se dig. Vi to maa have ens Blomster i Haaret. Efter min Mening er Mosroser kønnest. Jeg kysser dig tusind Gange.”
Nu igen et andet:
„Véd Du, jeg lærer i denne Tid at løbe paa Skøjter. Der er en Student med, og han spænder altid mine Skøjter paa. Han bryder sig ikke det ringeste om, at han bliver vaad, naar han ligger paa Knæ lige midt i Sneen foran mig for at spænde Remmene. Han er saa smuk, naar han ser op og ler. Det er blot Skade, at man ikke kan bruge hvid Hue om Vinteren. Jeg fik Lov til at bestille mig et Par dejlige ny Støvler, de gamle var saa udtraadte. Jeg skal hækle Blonder til Mor at betale dem med, for Faer syntes det var unødvendigt, jeg fik nye, da de gamle ikke var i Stykker. Aa, hvor det er herligt, Haand i Haand at flyve hen over Isen, under Tiden snuble lidt og hurtigt hjælpes op igen. Det kunde Du være med til, Valeria. Kom og besøg os Du er saa!!! velkommen.” Den unge Frue smilede, da hun læste disse Udgydelser. Hun læste endnu tre fire Stykker og bandt saa Baandet net og pynteligt om dem alle. Saa kom Turen til de sammenrullede Mønstre. „Det der var til mit hvide Overstykke”, sagde hun til sig selv, „og det er til Køkkenforklædet, og det der til Morgenkappen. Hvor det er morsomt at se alle disse gamle Ting. Jeg kan nok huske, da jeg brugte dem. Se der er den blaa Baandsløjfe, jeg fik af Moer, da jeg var seksten Aar, og der er en Stump af den Kjole, jeg havde paa første Gang jeg saa Henrik. Den var dog virkelig køn, men den Gang faldt det mig aldrig ind, at han skulde blive min Mand. Der sker underlige Ting her i Verden! Jeg husker godt jeg syntes, han havde saadant et smukt Navn. Henrik Brügge, det klang saa udenlandsk og nobelt. Da jeg blev forlovet besluttede jeg, at jeg senere vilde have Visitkort med Guldkant, og der skulde staa: Fru Henrik Brügge. Jeg forstaar ikke, at det aldrig blev til noget.”
„Aa, der er den gamle Bog, der ogsaa laa i Moers underste Skuffe! Hvor tidt, naar hun ryddede op, sad jeg ikke ved Siden af hende paa Gulvet og saa paa Billederne! Hele min Barndom staar for mig bare jeg ser den, og den plejede altid at falde op paa samme Sted. Rigtigt, ja, den bibeholder alle sine gamle Egenskaber, endskønt den er flyttet til andre Egne.” Valeria lo højt for sig selv, da hun saa det velbekendte Staalstik midt i Bogen, hvor den altid havde for Vane at falde op, naar man lagde den fra sig.
Ja, Bogen talte virkelig om gamle Tider. Den havde himmelblaat Bind og var uden Ryg, Aaret, hvori den var trykt, var angivet til 1781, Bladene var gulnede og Bogstaverne store. Paa første Side stod: „Læsning for unge Fruentimmer.” Det var Titlen. Den saa ud til at indeholde flere Smaafortællinger, men Valeria havde aldrig læst den. Det var Resten af hendes Mormors Ungdomslekture. Det var over dette evindelige Staalstik, hun som Barn havde grundet, og hun havde stavet paa de Ord, der stod trykt under det. Billedet forestillede en ung Dame med Proptrækkerkrøller, snevert Skørt og kort Liv, det saa ud, som ilede hun hurtigt hen imod et aabent Vindue, men idet hun gaar, ser hun tilbage paa en ung Herre, som, staaende midt paa Gulvet, i lang Kjole med spidse Skøder, stort Halstørklæde og Nakkepisk, paa en underlig stiv Maade strækker Armene ud imod hende. Under neden stod Ordene:
„Jeg vakler ikke mellem Vanæren og Døden.”