« Tilbage til søgeresultaterne
Fetishdyrkelsen
Fetishdyrkelsen.*)
*) Fetishdyrkelsen er vel almindeligt antaget for den lavest staaende Religion. For den staar Naturen som besjælet, og dens Tilhængere kan derfor benytte Stene, Træer o. lign. som Afguder.
O. A.
Af Mary Kingsley: „West-African Studies”.
(Brudstykke).
Oversat af Frk. Julie Meyn.
--- Fetishismen er den Religion, som de Indfødte paa Afrikas Vestkyst, der ikke er paavirkede af Mahomedanisme eller Kristendom, hylder. Jeg kunde ønske, at man havde et andet Navn for den. Undertiden bruger man ogsaa et saadant, nemlig „Juju” ; men det forekommer mig ikke heldigere; det stammer uden Tvivl fra det franske Ord joujou (Legetøj). Dette passer ikke paa Vestafrikanernes, i visse Retninger, storartede Naturreligion.
Det er imidlertid langt lettere at fastslaa, hvad Fetishtroen ikke er, end at give en Forklaring af, hvad den er. Skønt jeg af Hjertet er Darwinist, tvivler jeg dog paa, at vi fremstiller Sagens rette Forhold ved efter Udviklingslærens Princip at drage en pæn, lodret Linje og kalde dens nederste Ende Fetishisme og dens øverste Kristendom. Fetishideens højere Form, findes i Bramalæren, og jeg har truffet den i sin højeste Skikkelse i disse Linjer af et Digt, hvis Forfatter jeg ikke kender, men som jeg har elsket i over tyve Aar !
„Gud bo’r i Stormens Brus, i Rosenbladets Rødme,
i Ørnens Vingeslag, i Honningdraabens Sødme;
en Strøm af Livsens Kraft fra Herrens Hænder flyder,
og i utalte Rør sin Herlighed udgyder,
i Græs og Urter smaa, i lyse Kloders Pragt.
Al-Livet vidner om en vældig Skabermagt.”
Dette er Fetishisme; men fordi jeg anerkender Sandheden deri, kan jeg hverken siges at hylde denne Tro eller at forkaste den. Jeg kunde anføre mange flere Udsagn i samme Retning af berømte Tænkere, navnlig Goethe. Hvis man f. Eks. ønsker at forstaa Menneskets Plads i Naturen efter Fetishtroen, saa er den, saa vidt jeg kan se, intet Sted klarere fremstillet end i Goethes herlige Prometheus.
Jeg følte dette stærkt, da jeg for første Gang var i Vestafrika. Jeg havde sluttet Venskab med en berømt Heksemester og Læge, eller rettere sagt, han søgte at gøre sig til Ven med mig. Jeg boede den Gang i et forladt Hus, der var berømt, fordi det var under dette Tag, Stanley boede, da han efter sin første Rejse tværs igennem Afrika ventede paa det Skib, der skulde føre ham hjem. Men trods Berømmelsen var Huset snavset; selv om Dagen var der rigeligt af alle Slags flyvende og krybende Smaaskabninger, og dersom man efter Solnedgang havde Lyst til at studere hele Afrikas Insektverden, behøvede man blot at tænde en Lampe, saa blev der overmaade livligt; men dette var kun en Fordel for en Insektsamler som jeg, saa det vil jeg ikke klage over. Naa, min Ven Heksemesteren besøgte mig flittigt, og jeg tilstaar med Skam, at jeg først troede, det var Hensynet til materiel Fordel, der drog ham til mig. Men heri gjorde jeg ham Uret, som jeg sagtens har gjort mange andre Uret; thi en Aften, omtrent Kl. 11, hørte jeg en Skraben paa Vinduesskodderne - mine afrikanske Venner bruger nemlig ikke at banke paa. Jeg lukkede Døren op, og der stod han. Jeg brummede nogle Ord, som jeg nu ønsker usagte, om at forlange Tobak paa den Tid af Døgnet; men han sagde: „Nej, Du kloge Kone, ved Du ikke, Pusson syg”. Jeg bøjede mig for denne stilfærdige Bebrejdelse. „Pusson syg, ganske gruelig. Pusson lige ved at dø. Du kommer til ham. Vil Du?” „Ja, jeg vil”, svarede jeg. „Men Du ikke snakke om det?” „Ikke snakke”, sagde jeg, og antog nu, at det var en af mine portugisiske Venner, som var syg, og ikke havde Lyst til at faa det trækkende Plaster paa, som Stedets offentlig ansatte, hvide Læge anvendte i alle mulige Tilfælde. Derfor tog jeg mit Medicinskrin og gik ud i den sorte Nat med min endnu sortere Ven. Han førte mig ad Skoven til, og jeg tænkte, at den Syge hørte til den katolske Mission. Vi gik ad en Vej, som førte dertil; men da vi kom til det Sted, hvor der i saa Fald skulde drejes af, gik han videre over en Bakke og dybere ind i Skoven, medens jeg fulgte efter, vejledet af hans hvide Dragt. Afrika er ikke noget hyggeligt Sted til natlige Spadsereture, hverken for en Heksemester, som tror paa en hel Del lokale, onde Aander, eller for en Dame, som tror paa en hel Del onde Mennesker, derfor blev vi adskilligt forskræmte og forrevne; men ellers hændte der os ikke noget værre, end at vi løb paa en Slange, som i Distraktion havde anbragt sig som en guirlande over Stien, formodentlig for at have Fred, for Myrerne, medens den fordøjede, sin Aftensmad. Min udmærkede Ven mærkede i sin Hast ikke denne Hindring, men tumlede lige imod den, og jeg, der var tæt bag efter, gjorde ligesaa. Saa dukkede min Fører sig under den opskræmte Guirlande og satte af Sted i fyldt Firspring ned ad Stien; jeg efter ham, ligesaa bange for at tabe hans hvide Klædning af Syne, som for Slangen, der hørtes retirere ind i Skoven, med den underlige Lyd, som en Klapperslange fremkalder, naar den har rigtig Hastværk.
Endelig naaede vi en lille Landsby, og paa Jorden udenfor en af Hytterne laa den Syge, omgiven af Kvinder, der ikke gjorde andet end at hyle og jamre. han led af en Sygdom, der er almindelig i Vestafrika, men dog kan helbredes med evropæiske Lægemidler. Jeg gav dem til min Ven, Doktoren, som anvendte dem til Patienten sammen med passende Trylleformler og nogle faa Tilsætninger fra hans eget Apotek, der dog heldigvis ikke hindrede min Medicin i at virke. Saa snart Patienten havde faaet Lindring, fulgte min Ven mig hjem, og da vi kom ind i min Stue, spurgte jeg ham, som jeg saa ofte plejede, hvorfor han havde gjort det og det. Saa satte han sig ned, stirrede vidt ud i det fjærne og talte en hel Time igennem, talte dæmpet, blidt og med mange Ord - og Grundlaget for denne Mands Tale var det samme som for Goethes Prometheus. Jeg erkendte det efter en halv Times Forløb, og da han var færdig, sagde jeg: „Dette har Du fra en hvid Mand”. „Nej”, sagde han, „dette ikke være hvid Mands Skik; det være vort Lands Skik; hvid Mand ikke forstaa vor Skik”. „Ikke det, min Ven?” svarede jeg, og saa skiltes vi for den Gang, han rigere og jeg klogere, end før.
Nu beder jeg, at ingen maa tro, jeg mener, at Fetishismen er en „Visdommens Religion” eller noget saadant, eller at Fetishpræster er Spinoza’er eller Goethe’r - langtfra. Alt, hvad jeg synes, der ligger i den, er: et fuldkommen naturligt Syn paa Naturen, et Syn, der, naar det ikke forenes med en højere Aandsretning end Logik og snu Kløgt, nødvendigt vil føre Mennesker til at tegne en hvid Kridtstreg omkring det ene Øje, spise deres Krigsfanger, anvende Voka Trylleformler mod Sygdomme og danse under vild Hylen Natten igennem til Opbyggelse for deres Troesfæller og til Forargelse for værdige Muhamedanere, som har en aabenbaret Religion.
Jo mere man kender Afrikanerne, jo nøjere man studerer deres Love og Institutioner, des mere erkender man, at det mest fremtrædende Træk i deres Forstand er Logiken; ved enhver Lejlighed anvender de denne sunde, men snævre Maade at tænke paa. Afrikaneren er ingen Drømmer eller Tvivler, alt er for ham virkeligt, meget virkeligt, forfærdeligt virkeligt. Jeg er ikke i Stand til at beskrive det tydeligt; men det afrikanske Aandsliv er forunderligt ensformigt. Dette lyder sælsomt for dem, der har hørt om vilde og grufulde Ceremonier, eller om Afrikanerens Rædsel for de Ting, som den hvide Mand bringer med sig; men jeg tror, at enhver, som er vant til at omgaas med uciviliserede Afrikanere, vil bevidne, at denne Skræk og denne kortvarige Opblussen af Nysgærrighed er noget rent ydre; thi Afrikaneren ved, saa snart han faar Tid til at tænke sig om, hvad den hvide Mands Ting i Virkeligheden er, enten de hvides Juju eller en Djævel.
Det er denne Evne til logisk at forklare sig Alt, som efter min Mening er Grunden til Fetishismens stærke Vedvaren i Afrika, og Aarsagen til, at saa mange Afrikanere, der er omvendte til andre Religioner, igen falder tilbage til denne. Jeg ved intet mere rystende, end at se en til Kristendommen omvendt Afrikaner, staa Ansigt til Ansigt med den tunge Gaade, vi kender saa godt: Forholdet mellem en almægtig Gud og den lidende Verden. Han pines ikke deraf, før han personlig rammes af Sorg og Lidelse. Saa vender han sig bedende til den Gud, som man har sagt ham, vil høre ham, ynkes over ham og hjælpe; saa er hans Brug af, hvad de, der spotter ham, kalder „tillærte Fraser”, for mig usigelig hjærteskærende, thi jeg ved, hvor forfærdeligt virkeligt det er for ham, og derfor ser jeg, hvor han fristes til at vende tilbage til de gamle Guder - Guder, som han aldrig har ventet Medfølelse af, og over hvem der staar en højeste Gud, som ikke bryder sig om jordiske Anliggender. Alt, hvad han før havde at gøre, var ikke at irritere dem, at forsone dem, at købe sig deres Hjælp, naar han trængte til dem, og fremfor Alt at undgaa dem og narre dem, naar han stred sin Strid og tumlede de onde Aander i Skarevis, som han bedst kunde. Vanskeligt Arbejde var det; men et Menneske kan nok tage det op med en Djævel, naar han ser sig godt for, og skulde nogen af dem uforvarende faa Magt med ham, - f. Eks. slaa ham ihjel - saa trøster han sig med den Tanke, at han formaar at gøre det hedt nok for samme Djævel, naar de træffes igen paa den anden Side.
Der er heri noget fristende, tror jeg, for en Menneskesjæl af en hvilken som helst Slags, men især for den logiske, overmaade menneskelige Natur, som Vestafrikaneren har. Derfor, naar han bliver træt og forpint af at staa overfor Ting, som han ikke kan faa til at stemme, og skuffet ved ubesvarede Bønner, falder han enten fuldstændig tilbage til sin gamle Tro, eller han modificerer det nye, man har lært ham, til det stemmer med Fetishismen og efterhaanden opsluges af den.
Kvindernes Indflydelse.
Af Mary Kingsley: West African Studies”.
(Brudstykke),
Afrikanerens Kærlighed til sin Moder er et saa fremherskende Træk i hans Liv, at man maa lægge nøje Mærke dertil, naar man vil prøve paa at forstaa den ægte Neger. Vedrørende dette, kan jeg ikke andet end anføre Pastor Leighton Wilsons Ord; thi denne store Missionær kendte vistnok bedre end nogen anden de virkelige Negere, da han havde arbejdet mange Aar mellem de mest uforandrede, sorte Stammer - Beboerne af Peber-Kysten. Hans Ord om den typiske Neger er lige saa sande den Dag i Dag, som da han nedskrev dem for 38 Aar siden, og Leighton Wilson var, maa vi lægge Mærke til, ingen blind Beundrer af Afrikanerne.
„Hvad vi saa end ellers mener om Afrikaneren, maa vi ikke tvivle om hans Kærlighed til sin Moder, Hendes Navn, hvad enten hun er død eller i Live, er altid paa hans Læber og i hans Hjærte. Hun er det første Væsen, han tænker paa, naar han vaagner af sin Søvn, og hans sidste Tanke, naar han om Aftenen lukker sine Øjne; til hende betror han Hemmeligheder, som han ikke vilde aabenbare for noget andet Menneske i den hele Verden. Naar han er syg, spørger han ikke om nogen anden end hende, hun alene maa tilberede hans Føde, give ham Lægemidler, vaske ham og rede hans Leje. Til hende tyer han i Nødens Stund, thi han ved saa sikkert, at om end hele den øvrige Verden vender sig imod ham, vil hun være trofast i sin Kærlighed, enten han saa har Ret eller Uret.
Hvis der er noget, som kan retfærdiggøre en Neger i at bruge Vold mod en anden, saa er det, at han har en Fornærmelse mod sin Moder at hævne. Der forefalder flere Slagsmaal mellem Negerdrenge, fordi en af dem siger noget nedsættende om en andens Moder, end af alle andre Aarsager tilsammen. Det er et Ordsprog imellem dem, at dersom en Mand ser sin Kone og Moder paa Nippet til at drukne, og kun kan redde en af dem, saa bør han bjerge Moderen af den gode Grund, at han nok kan finde sig en anden Kone, men aldrig nogen Sinde en anden Moder.”
Mellem de Stammer, Wilson taler om, gælder dette Mandens virkelige Moder. Men hos Stammerne i Nigerdeltaet er det ofte Fostermoderen, der har opfødt den moderløse, eller, dersom han er et købt Barn, den Kvinde, der har baaret Omsorg for ham. Begge Steder og hos alle Buskmændene i Vestafrika er imidlertid den inderlige Hengivenhed den samme. Næst efter Moderen, kommer for Afrikaneren hans Søster, og denne Sag har en politisk Betydning.*)
*) Mary Kingsley fortalte bl. a. om de indfødte afrikanske Racer, at een af dem, Bautuerne dyrker en stor, kvindelig Gud, som de i praktiske Henseender tillægger vel saa megen Betydning, som deres største mandlige Gud. Ogsaa andre Stammer har kvindelige Guder, men af ringere Anseelse end de mandlige.
Det kan ikke nægtes, at der i Afrika findes en stærk Uvilje mod de hvides Kultur. Lige til vore
(d. v. s. Englændernes) Forsøg paa at tvinge Indbyggerne til at betale direkte Skatter, var det kun en uklar Fornemmelse af Mistro, som nogle faa Aars ærlige, omhyggelige Behandling vilde have tilintetgjort. Men siden disse Forsøg er der ingen Tvivl om, at der danner sig noget som en vild Rædsel for vor Civilisation hos de indfødte Ejendomsbesiddere og Høvdingeætter. Fetishpræsterne er ikke Skyld deri. Det er ikke nogen egentlig Uvilje mod evropæiske Dragter og Skikke; men det er Indbyggernes naturlige Skræk for at blive berøvet Magt og Ejendom i det Land, de anser for deres eget. En betydelig Faktor i denne Sag er uden Tvivl Kvindernes, de afrikanske Mødres, Indflydelse. Ganske ligesom vor Afrikaner er den normale Mand, saaledes er vor Afrikanerinde den normale Kvinde. Jeg tilstaar rent ud, at jeg har en Svaghed for de afrikanske Kvinder; den er opstaaet ved, at jeg har levet i saa nær Berøring med dem og lært, tør jeg nok sige, at forstaa dem. Jeg ved nok, de har deres Fejl. For det første er de ikke nær saa religiøse som Mændene. Jeg har i Afrika truffet Mænd, som er sande Filosofer, hvis hele Tankegang drejede sig om Fetishismen; men jeg har aldrig kendt nogen Kvinde, som dette kunde siges om. Det maa indrømmes, at de i det hele taget ved nøjere Besked med Fetishdyrkelsens Detailler, end Mændene gør. Dog har de aldrig blind Tro paa nogen Juju, om de end er nok saa bange for ham. Afrikanerinden er snedig overfor den Slags Væsner; ikke filosofisk, maaske fordi hun har saa meget andet at gøre - sørge for Børnene, Landbruget og gøre Indkøb - og derfor ikke kan spekulere som Mændene. Jeg maa tilstaa, at hun desværre ofte er mere hastig til at give sin Mand en Dosis Gift, end jeg synes, hun burde være.
Det kan mulig have sin Interesse at undersøge, hvad det er, som gør de vestafrikanske Kvinder til en Faktor i Modstanden mod Civilisationen. For det første har de intet egentligt Kendskab til den, for det andet deler de den almindelige kvindelige Uvilje mod nye Indretninger. Paavirkning af Missionærer eller andre civiliserende Indflydelser har ikke paa langt nær naaet de afrikanske Kvinder i samme Forhold som Mændene i denne Verdensdel. Men jeg taler her om Massen af afrikanske Kvinder, der er aldeles uberørte af Civilisationen og har en umaadelig Indflydelse paa deres Sønner og Brødre. Som sagt, de er fjendtlig sindede imod den, fordi de ikke kender den anderledes end fra Ydersiden, og set saaledes synes de hvide Folks Paavirkning noget ondt og skadeligt, som den afrikanske Moder ønsker at fri sine Børn fra, noget, der nedbryder deres hjemlige Sæder og Skikke, i altfor mange Tilfælde fører dem ind i et Liv af Udsvævelser, Skam og Forfald, og, om det end ikke gaar saa vidt, dog skiller dem fra deres nærmeste.
At stille dette klart for Læseren vilde udkræve altfor vidtløftige Redegørelser; jeg vil derfor kun udpege nogle Hovedpunkter.
1. Baandet mellem Moderen og Børnene er herovre langt stærkere end mellem dem og Faderen; de hvide Mænds Love frembringer i dette Forhold en Omvæltning, som er hende i højeste Grad imod.
2. Mellem Mand og Hustru finder intet Ejendomsfællesskab Sted; hver har sit for sig. De Hvides Lov siger, at Manden skal give sin Hustru Del i Alt, hvad han ejer og har. Afrikanerinden ved, at dette sædvanlig betyder, at han tilegner sig alt Hustruens, en Ordning, som ingenlunde har hendes Bifald. Manden synes heller ikke om det. Civilisationen medfører for ham to Ting, som er den logiske Afrikaner modbydelige: Børnenes Underhold bliver paabyrdet ham, og Hustruen faar Ret til at dele hans Ejendom. Endvidere forlanges der af ham, at han skal føle sig nærmere knyttet til Hustru og Børn, end til sin Moder og sine Søstre, noget der forekommer den ukultiverede Afrikaner aldeles urimeligt.
Desuden ser baade han og hans Moder, hvilken fordærvelig Indflydelse hvide Mænd har paa de unge Afrikanerinder, som i de Egne, der er komne under de fremmedes Paavirkning, søger ned til Kystbyerne, hvor de løber lige i den Ondes Gab, hvilket hverken han eller de agtværdige Matroner i Stammen kan bifalde. Og han ved, at de unge Mænd af hans Folk, som har sluttet sig til de hvide, ser ned paa deres Frænder, som holder paa de gode, gamle Skikke, kalder deres Stammes Fædre „Polygamister” som et Skældsord, skønt de selv lever i det, der er tusind Gange værre end Polygami, og skammer sig over deres Mødre. Det hele er en Forvirring, som jeg maa omtale, fordi vi her har en af Aarsagerne til den kulturfjendtlige Stemning hos Massen af Vestafrikanerne. Høvdingen agter paa, hvad hun siger, den gamle Kvinde, som vi ser skjule sig bag ham, eller som vi maaske slet ikke ser, men som ligefuldt er der, og som siger: „Lyt ikke til den hvide Mand, han fører dig i Fordærvelse.” Han ved, at Tolken, som taler til ham for den hvide Mand, maaske er købt dertil, betalt for at prise de hvides Liv og Skikke: men den gamle Kone, hans Moder, hun kan ikke købes, naar det gælder Sønnens Ve og Vel, og hun hader de Fremmede og alt, hvad der følger med dem.
