« Tilbage til søgeresultaterne
Leg og Arbejde
Egentlig burde Børn aldrig have færdigt Legetøj, men enten selv lave det eller forbedre et givet Stof - saa vilde Børnene lære, at det, det gælder om først og sidst i Livet, er at arbejde. De vilde derved lære at vurdere Arbejde, ogsaa andres, saa at Børnenes bekendte Ødelæggelseslyst vilde afledes, denne Lyst, der i sig selv maaske ikke er andet end Virketrang, Lysten til at se Virkning: naar de ikke selv faar noget at udrette, maa de ødelægge i Stedet for; endelig vilde de lære at elske Arbejde, betragte det som en Glæde og ikke som et Ubehag, kort sagt: deres Leg vilde blive Arbejde og, deres Arbejde Leg.
Dette være sagt i Anledning af Carla Meyers „Mønsterbog til Dukketøj” (Hagerups Forlag), der har den meget store Fordel fremfor andre Børnebøger, at den er beregnet paa Børnenes Selvvirksomhed. Da den er meget praktisk (med farvetrykte Mønstre) og tilmed uhyre billig (40 Øre), burde enhver Pige have den som Tilgift til sine øvrige Gaver.