« Tilbage til søgeresultaterne
Pryglestraffen
Den forhandling, der har været ført i tinget om forslag til lov om „anvendelse af legemsstraf i visse tilfælde o. s. v.” er sikkert bleven fulgt med den største interesse af de kvinder, som i sin tid gav anledning til en adresse om „sikring af kvinders liv og ære på alfar vej”, der viste sig at give Udtryk for en dyb harme i hele befolkningen, idet den paa mindre end 3 uger fik 182,000 underskrifter og med lethed kunde have fået en halv million, om vi ikke havde trot at burde afslutte indsamlingen af underskrifter, mens rigsdagen endnu var inde.
Der var blandt de kvinder, som satte adressen i gang, forskellige meninger om midlerne og vejene, og disse forskellige meninger kom ogsaa til at give sig udtryk i adressen, men men om ét var vi alle enige: at der var nød på færde! Ogsaa blandt adressens underskrivere var der meget forskellige meninger. De sendte ofte et par ord med, når de indsendte adresserne fulde af underskrifter, og i disse ledsagende Ord anbefaledes så forskellige ting som: livsvarig indespærring, dødsstraf, oprettelsen af hjem for dårer og prygl.
Når vi idag ønsker at gøre lidt rede for kvindernes mening om det foreliggende lovforslag, så tror vi nærmest at føre tale paa de jyske kvinders vegne, som gav anledning til hele adressen - de, som ser anderledes paa sagen, maa selv komme frem med sin mening.
Først må vi bringe den højtærede justitsminister vor oprigtige tak, fordi han i det hele har taget denne sag op og forstået, at der måtte gøres noget. Mest af alt vil vi takke for de sidste to linjer i
§ 5: „At handlingen er foretagen i beruselse, bør ikke udelukke anvendelse af legemlig revselse.” At man begynder at komme lidt bort fra den sørgelige skæbnesvangre anvendelse afstraffelovens § 30, hvorved fuldskab betragtes som en formildende omstændighed, så at en mand blot har nødig at drikke sig fuld for delvis ustraffet at kunne begaa de værste forbrydelser, det kan kun glæde os kvinder, som ser, at en uendelig stor del af samfundets ulykke og den del, som gaar mest ud over kvinderne, kommer af Drukkenskab, og derfor har ondt ved at forstaa, at man vil sætte en præmie paa fuldskab ved at betragte det som formildende omstændighed. Kun må vi beklage den sidste halvdel af sætningen „når gerningsmanden ikke helt har manglet den til straf fornødne tilregnelighed”. At det er en formildende Omstændighed, at „gerningsmanden mangler den til straf fornødne tilregnelighed” er en selvfølge, vel at mærke, naar han ikke selv har bragt sig i den utilregnelige tilstand. Vidste en mand, når han drak sig fuld, at han kom til at svare til de gerninger, han foretog sig i beruselse, tog han sig nok noget mere iagt.
Der er en ting i dette lovforslag, som vi Kvinder maa gøre indsigelse imod: at voldtægt sammenstilles med „voldshandlinger, der medfører betydelige smerter eller længere sygeleje”.
Kun en kvinde forstaar tilfulde, hvilke navnløse rædsler denne forfærdelige forbrydelse indeholder, mangen moder kunde bedre udholde, at hendes datter blev dræbt, end at hun blev voldtaget, og vi kvinder kan på ingen måde føle os tilfredsstillede af en ringere straf for voldtægt end for mord. Der er i tinget sagt mange ord om, at man bør være human og ikke straffe forbryderen, men søge at forbedre ham, og at man bør opdrage børnene bedre o. s. v. Det kan alt være meget sandt, og tilbøjeligheden til at øve voldtægt beror vel paa en eller anden abnormitet, som ikke udelukker, at der kan findes gode spirer hos forbryderen, der kunde udvikles i ham gennem et opdragende arbejde, men det samme kan vel siges om enhver anden forbryder. Og saalænge der overhovedet gives straf for forbrydelser, bør der være samme straf for voldtægt som for mord, fordi det er to fuldstændig sideordnede Forbrydelser. Det var det, der vakte den store harme i befolkningen ifjor, at man så, at der ikke af dommerne blev taget med tilstrækkelig alvor på den sag. Den ene frygtelige voldtægtsforbrydelse blev begaaet efter den anden og blev kun straffet med lidt vand og brød, allerhøjst med lidt Strafarbejde. Den begivenhed, som rejste hele adressebevægelsen, var ret betegnende. I et arresthus hensad 2 brødre, hvoraf den ene havde efterskrevet et navn paa en veksel, den anden ved høj lys dag forsøgt voldtægt først mod en Pige saa mod en Kone, han mødte paa vejen og opført sig saa dyrisk, at det ikke lader sig beskrive. Den som havde efterskrevet navnet, fik et års forbedringshus, voldtægtsforbryderen - otte maaneder! Otte maaneder efter kom han tilbage og kunde nu igen drikke sig en ordentlig rus, saa at han mod en ringe straf kunde begaa den rædselsfuldeste af alle forbrydelser. -
Skønt ingen dåd i verden vel kunde mane saaledes til hævn og vække et saa uudslukkeligt had som voldtægt, er det dog ikke hævn, vi kvinder kræver, men vi kræver, at gerningsmanden bliver gjort uskadelig. Kan det ikke ske paa anden måde, må han spærres inde, indtil den abnormitet hos ham er hævet.
Men denne garanti synes vi ikke, vi får igennem pryglestraffen. -- Den kan maaske være meget praktisk for bøller, men lader, man voldtægtsforbrydere slippe løs, hindrer pryglene ham neppe i at begaa den samme forbrydelse igen. Og det er jo ikke hævn, vi ønsker, men at saadanne dyr i menneskeskikkelse gøres uskadelige. Pryglestraffen tiltaler os ikke, da vi frygter for, at den vil virke forrående både på den, der udøver den, og på den, den udøves på, og vi desuden ikke tror, at den kan virke tiltrækkelig tæmmende til at hindre forbrydelsens gentagelse. Vi ønsker:
at voldtægt og forsøg på voldtægt straffes lige strængt,
at det ikke betragtes som formildende omstændighed, at kvinden ikke er uberygtet, når det ikke kan bevises, at hun selv var medskyldig, og
at beruselse ikke betragtes som formildende omstændighed.
Dette var, hvad de Kvinder ønskede, som rejste adressebevægelsen. Kan vi ikke opnaa dette, så må man hellere, for at råde bod på en øjeblikkelig nødstilstand, prøve om pryglestraffen ikke i de 5 år, for hvilke loven skal gælde, kunde virke afskrækkende, men vi bør derfor ikke glemme, at spørsmålet dermed ikke er løst, men venter paa gennemgribende, alvorlig behandling, hvor der ikke tænkes mest på at beskytte forbryderen.; men hvor lovgiverne er dybt gennemtrængte af, at det gælder om at beskytte først og fremmest værgeløse børn og dernæst den halvdel af landets borgere, som fattes mandens fysiske kraft, men som derfor alligevel bør kunne færdes frit paa alfar vej i et land, hvor der ikke er krigstilstand. Der blev sagt i tinget, da talen var om forbryderen, som skulde straffes: „At han er bleven pryglet offentlig, at han har måttet klæde sig af og lægge ryg til og tåle disse ærekrænkende slag, vil hvile på hans Sind ligetil hans dødsdag, ti det glemmer en mand aldrig”. Man er ligeved at tro, mens man læser dette, at det er den i sit inderste væsen på det dybeste krænkede kvinde, der vækker disse blide følelser, men nej! det er den mand, som øvede skændselsdåden mod hende, der er tale om, og som - hvad man end vil sige om midlets art og hensigtsmæssighed - tilfulde har fortjent sin straf, ja, aldrig kan sone den forbrydelse, han har begaaet.
Men vi kvinder må minde mændene om, at deres første pligt som lovgivere er at værne den halvdel af landets borgere, som de endnu ikke har givet midler i hænde til sælv at bygge love op til sit eget værn.
