« Tilbage til søgeresultaterne
Reformarbetet till förbättrande af kvinnans ställning
Vi har i Anledning af vor Anmeldelse af dette Skrift i Nr. 25, 1903, modtaget følgende:
Til Redaktionen af „Kvinden og Samfundet.”
I anledning af deres formodning, at jeg har misforstaaet fru Mariane Nielsen, vil jeg gærne erkende det vanskelige i koncist at gengive indholdet af en lang polemik i et par sætninger. Dog forekommer det mig, at aanden i fru Nielsens artikler vanskeligt vil kunne misforstaas. Jeg henviser til hendes egne ord (Kv. og S. Nr. 19, 1902):
„Tidligt tabte jeg Tilliden til den præstelige Velsignelses undergørende Virkninger, derfor blev der for mig ingen Forskel på gift og ugift, ja, de gifte forekom mig endda værst, fordi de havde den uhyre Frækhed at tale højt om de ugiftes Synd og Skam."
Fremdeles siger hun, at hun ganske vist har forstaaet, at det er
„Kærligheden, som ene og alene bliver den store Forsoner",
men tillige betoner hun yderligere (Kv. og S. Nr. 3, 1903) sin opfattelse, at hengivelsen bør være fri:
„Fejlen er kun, at Menneskets Herskertrang her har givet sig i Kast med en Magt, som er stærkere end den selv. Idet man bestemmer sin Bryllupsdato, bestemmer man i Virkeligheden Timen for den første Hengivelses Stedfinden.
Samtidig med, at fru Nielsen fremdrager alle ægteskabets mørkeste sider, taler hun paa følgende maade om de fri forbindelser (Kv. og S. Nr. 19, 1902):
”I Karen Mortensens Artikel findes gentagende Udtryk for den dybt rodfæstede Anskuelse, at der hviler en uhyre Skam over det uden for Ægteskabet fødte Barns Moder, en Skam, som Karen Mortensen ønsker skal hvile ligeligt paa begge Forældre.
Mon der ikke skulde findes en og anden Læserinde, der med mig har Lyst til at undersøge, hvori denne Skam bestaar? - - Naar vi undtager de ulykkelige, lavest stillede Væsener, for hvem der ikke gives Kærlighed eller dybere Tilbøjelighed, men kun Drift - og selv for disses vedkommende bliver der næppe Tale om virkelig Skamfølelse, da de ingen Selvagtelse har, der kan forspildes - saa skal vi lede længe, før vi finder en Kvinde, som i sit inderste Hjerte skammer sig over at have hengivet sig i Kærlighed - det ligger nu en Gang godt og lykkeligt saaledes i Kærlighedens Natur: „doch alles, was mich dazu trieb, das war so süss, das war so lieb”, som Goethe siger. Ej heller skammer hun sig over sit dejlige, elskede Barn, hun er lige saa stolt deraf som nogen ægteviet Moder. Men hun skammer sig over at blive betragtet som en falden Kvinde, at blive stemplet som en Overtræder af det frygtelige sjette Bud. Man vil maaske indvende, at hun bør og maa skamme sig over den Letsindighed, at have udsat sig for at bringe et Barn til Verden, hvis forsvarlige Opfostring og Opdragelse ikke i Forvejen var tilstrækkelig betrygget; men, hvis det er heri, man ser Tyngdepunktet af hendes Forbrydelse, saa sig mig, hvorfor hun skal dømmes haardere end den Hærskare af ægteviede Par, som vedbliver at avle Børn, endskønt de har den yderste Nød med at skaffe det fattige daglige Brød til den Flok, de allerede har?
Resultatet af Undersøgelsen bliver da dette, at den Skam, hvorom Talen er, bestaar af intet andet end Byrden af den Foragt, som vi, de dydsirede Jomfruer, Frøkener og Ægtehustruer i den hjerteløseste Tankeløshed læsser paa vore ulykkelige Medsøstres Skuldre. Hvis Sagen ikke var saa forfærdelig alvorlig, skulde jeg fristes til at sige, at det ser komisk ud, naar vi i høje Toner taler om vor store Medfølelse med disse vore Ofre*) og udøser vor Harme over. de skændige Mandfolk, som ene og alene er Skyld i deres Ulykke.
*) Vore Ofre?? A. G.
M. N. mener: Ofrene for vor Foragt. Red.
Det kunde næsten se ud, som om al vor Jagen under Feltraabet: „Frem med Faderens Navn" kun havde til Hensigt at faa Ofrenes Tal forøget med et lige saa stort Antal mandlige Individer, over hvilke vi kunde udøse vor dydige Foragt.
At faa en Lov sat igennem er en meget langvarig Historie. Først skal Kvinderne blive enige om, hvordan de vil have Loven, og det tager Tid. Dernæst skal Mændene overbevises om vort Kravs Berettigelse, det er ogsaa lettere sagt end gjort. Endelig skal saa det besværlige Lovgivningsma-skineri sættes i Gang, og saa kan det endda let hænde, at Loven tilsidst faar en saadan Skikkelse, at vi maatte ønske, vi aldrig havde faaet den.
Hvad om vi med kærlige Hænder tog Byrden af den falske Skam bort fra de ulykkeliges Skuldre! Det staar i vor Magt i al Stilhed at gøre dette straks, lige med det samme, og jeg tror for vist, at Moderen og Barnet vilde føle en langt større Lindring derved end ved den foreslaaede Lovs Ikrafttræden.
Og i Nr. 3, 1903:
Lovforslaget, som gav Anledning til Debatten, frastøder mig, fordi det opretholder tvungen Samhørighed og Fællesskab. Ganske vist ser det lige straks saa retfærdigt ud at fastslaa Forældrenes Ligestillethed i Pligter for Børnene; men i Praksis kan det let gaa saadan, at Loven bliver til Gunst for den slette, til Fortræd for den gode blandt de ugifte Mødre."
Hvis jeg, trods disse fru Nilsens egne ord, har misforstaaet hende, beder jeg hende undskylde. Men jeg kan forsikre Dem, at jeg ikke er den eneste, som af fru Nielsens artikler har faaet den opfattelse, at hun foretrækker de fri kønsforbindelser for det lovbundne ægteskab. Ellers havde hun vel vendt odden af sin kritik mod ægteskabslovene og ikke mod selve ægteskabet.
Angaaende redaktionens paastand, at jeg i min bog skulde have kaldt Kvinden og Samfundet et usædeligt blad „i al Fald for de sidste tre aars vedkommende" (?), maa jeg med bestemthed tilbagevise denne grundløse beskyldning. Jeg har ingensteds skrevet dette. Men jeg beklager, at Kvinden og Samfundet med dets smukke fortid ikke - efter min mening - har taget tilstrækkelig afstand fra indsendernes standpunkt.
Alexandra Gripenberg,
Helsingfors, Finland, d. 29. Decbr, 1903.
Højtærede Fru Redaktør!
Vil De tillade en stadig og interesseret Læser af Deres Blad at fremsætte en beskeden Tvivl, hvorvidt Kritiken af ovennævnte Bog er besørget af en Anmelder med tilstrækkelig Myndighed.
Frøken Gripenbergs nysudkomne Bog, der har hele det ydre Præg af en grundig og saglig Fremstilling, er for danske Forholds Vedkommende saa vrimlende fuld af Naiveteter og Misforstaaelser, at man rolig tør betegne den som ubrugelig som Haandbog, ialfald for Danske. Det er mig bekendt, at Forfatterinden nyder en ikke ringe Anseelse i sit Hjemland, Finland, og det tør derfor haabes, at hendes Fremstilling af Forholdene derovre og i Sverige - som jeg mangler Forudsætningerne til at bedømme - er adskillig bedre. Indrømmes skal det ogsaa, at det ingen let Opgave har været for en Finlænderinde at samle det fornødne Materiale til en korrekt Fremstilling af den danske Kvindesags Historie; men, selv dette indrømmet, burde Resultatet ikke være blevet saa ringe. Er Forfatterinden - som „K. og S." har antaget - ikke helt hjemme i vort Sprog, vilde hun sikkert blandt de mange danske Fremskridtskvinder, der er glødende begejstrede for Finland - det er de vist alle - kunne have fundet fornøden Bistand.
Til Frøken Gripenbergs Fremstilling, der efter Anmelderens Mening vidner om et „ligefrem imponerende Studium"*), har jeg følgende Bemærkninger at gøre:
*) udhævet af H. Pl.
Efter en Karakteristik af Dronning Margrethe, der bygger paa et af Studentersamfundets Smaaskrifter (!) og en Fremstilling af den danske Kvindes Stilling under Middelalderen og Renæssancen, bygget paa lignende Anden- og Trediehaandskilder**) berøres Holbergs Syn paa Spørgsmaalet om Kvindens Emancipation.
**) Blandt disse finder man f. Eks. H. C. Andersens Eventyr »Vinden fortæller om Valdemar Daa og hans Døttre".
Herom var der sikkert mere at sige, men det skal jeg lade ligge. Den derefter følgende Oversigt over Kvindernes Stilling indtil 1848 er noget af det konfuseste, jeg mindes at have læst, pletvis det rene Vrøvl. Den ærede Forfatterinde er aabenbart ikke stærk i Kronologien og hendes Brug af Aarstal derfor ofte vildledende. Personers Fødselsaar og Skrifters Udgivelsaar blandes pêle mêle mellem hinanden, saa at i Tiden vidt adskilte Fænomener opstilles som samlelige og omvendt. Det er saaledes lykkedes Frøken Gripenberg at anbringe Dorthea Biehl i Rækken lige efter Eleonore Ulfeld og før Holberg. Fru Güllembourg, der er født 1773, henføres til det 18. Aarhundrede, og hendes Skrifter, mellem hvilke Forfatterinden opfører nogle mig ubekendte Memoirer***), sammenstilles med et i København i Aaret 1767 udkommet Skrift.
***) Hun har „äfven” skrevet Noveller, skriver Frk. G.
Den samme Konfusion genfindes i Bemærkningerne om Tidens Konservatisme. Som Repræsentant for denne nævnes J. L. Heiberg, fordi han i „Apilsnarrene" har spottet med sin Tids „moderne Pigeskole", - sikkert en for mange Danske overraskende Opdagelse. Og jævnsides hermed anføres, hvorledes Fru Heiberg dekreterede „att en ung flicke burde förvaras i sin mors byrålåde, tills hon gifte sig", uden at Forfatterinden i sin Uskyldighed aner, at denne Yttring - dens Autenticitet forudsat - hører hjemme blandt Vidnesbyrdene om en langt senere Tids Tænkemaade.
Dette er Resultaterne af Frøken Gripenbergs Studier i ældre dansk Literatur. Dog, værre staar tilbage.
Efter at have berørt Gennembrudsaaret 1848, i hvilket Danmark efter Forfatterindens Mening bl. a. frigjorde sig for tysk Literatur s Enevælde (sic! det staar der virkelig), nævner hun Junigrundloven og bemærker her, at „de statsborgerlige Rettigheder, hvoraf de danske Mænd kom i Besiddelse gennem den af Kong Frederik den Syvende gennemførte Forfathing af 1848, (!!!) kom ej Kvinderne til Gode".*)
*) udhævet af H. Pl
Dette er, rent ud sagt, en grov Uefterrettelighed, som der energisk maa protesteres imod. Visselig fik Kvinderne dengang ikke politisk Valgret, men samtlige de statsborgerlige Rettigheder (Grundloven sondrer bestemt mellem politiske og statsborgerlige Rettigheder, se Junigrundlovens § 84) er komne Kvinder til Gode saa godt som Mænd: Religionsfrihed, Foreningsfrihed, Forsamlingsfrihed, Trykkefrihed, Ret til Forsørgelse og fri Undervisning for sine Børn - alt er givet Kvinderne.
Efter nogle ret uforstaaende Bemærkninger om Grundtvigianismen naar Forfatterinden ned til en Periode, der ligger hende nærmere, baade i den ene og den anden Betydning af Ordet, den der indvarsles med Clara Raphaels Breve. Det kronologiske Virvar vedbliver dog: som en historisk Forudsætning for disse nævnes bl. a. Danmarks politiske Ulykker, hvad dog ikke hindrer Frøkenen i at nævne det rette Udgivelsesaar, 1850. Forskellige Brudstykker af disse Breve, som ogsaa af Frøken Grundtvigs Sædelighedsforedrag, tør jeg mulig gaa ud fra er rigtigt afskrevne af Forfatterinden.
Derimod har jeg en lille privat Mellemregning at opgøre med hende for de to Aftryk af saakaldte Taler af Ploug, der Pag. 294-95 meddeles i Citationstegn som virkelige af ham holdte Foredrag. Dette Referat - den ene Tale, Bordtalen, indeholder en Del plump Smiger for Kønnet, den anden, Landstingstalen, en Stor Del lige saa plumpe Skældsord mod Kvinderne - er, som Frk. Gripenberg paa Forespørgsel af mig velvilligst har oplyst, et lille Stykke fra Bladet „Politiken", der gennem Optagelse i et finsk Blad er kommet hende for Øje, og som hun derfra har optaget i sin Bog som et oplysende Eksempel paa, hvorledes mange Mænd ser paa Kvinden.
Jeg har ved Frøken Gripenbergs nævnte Brev faaet bekræftet, hvad jeg i alt i Forvejen formodede, at hun er personlig ret uskyldig i den Forvanskning af Sandheden og den Krænkelse af Plougs gode Navn og Rygte, som indeholdes i disse saakaldte „Referater". De indeholde fra Ende til anden ikke ét sandt Ord; de er lavede paa „Politikens" Redaktionskontor, og det har mulig endog været Bladets Mening, at de ikke skulde tages for andet end Spas. Det synes nu, som om man i Finland (og muligen ogsaa i Sverige) ikke ret har forstaaet den Ejendommelighed ved vort danske Publikum, at det ned gennem Aarene tager for Alvor og støtter et Blad, der tager de foreliggende Samfunds-spørgsmaal op til Diskussion i saadanne Former, som „Politiken" bruger, og dette indeholder naturligvis en Undskyldning for Forfatterinden, hvem man nu kun kan bebrejde Uforsigtighed og Naivetet. Hvis hun havde haft blot et Minimum af Kendskab til Plougs Karakter eller Digtning, vilde hun have set, at her forelaa en Mystifikation. Men under alle Omstændigheder maa det misbilliges, at hun i en saadan stor Haandbog som „Reformarbetet" optager den Slags smaa Notitser, der render rundt i Bladene, uden at holde mindste Kontrol med, om det er Sandhed eller Løgn, de indeholder. En simpel Jævnførelse med Plougs Foredrag i Landstinget (Landstingstidenden 1887-88 Sp. 677-82) viser, at Referatet intet har med Sandheden at gøre. Forfatterindens fortvivlede Brug af Citationstegn har faaet flere end Anmelderen her i Bladet til at gaa i Vandet. Saaledes har Folketingets Formand, Hr. Trier, forleden oplivet sit Foredrag om Kvindens Valgret med nogle af de Uartigheder om Kønnet, Citatet tillægger Ploug - selvfølgelig i den bedste Tro af Verden. Endvidere har Redaktøren af „Nordisk kristeligt Afholdsblad," Frøken
Sannom, optrykt disse Citater, desværre tilsatte med nogle Betragtninger af eget Fabrikat, der er saaledes beskafne, at jeg har set mig nødsaget til at gøre Ansvar gældende mod hende ved Domstolene.
Til Slut maa jeg endnu have Lov at anholde Frk. Gs. Fremstilling af den ugifte Moders Retsstilling overfor Barnets Fader. Naar hun Pag. 340 siger, at efter Loven har det uægte Barn ingen Fader, er det en slem Misforstaaelse, der maa bero paa en Forveksling med den franske Lovgivning. Og naar det derhos hedder, at efter Moderens Død har hendes Slægt ingen Ret over for Barnefaderen, der ligeledes er helt fri for at hjælpe hende under Svangerskabet, da er som bekendt det modsatte Tilfældet. Loven af 20. April 1888 giver jo netop Moderen disse Rettigheder, for hvilke bl. a. Ploug var en virksom Talsmand i Landstinget.
Lad os ikke være for strænge mod den sikkert velmenende og ædelttænkende Forfatterinde, der synes at have gjort sig en Del Flid med sin Bog og blot ikke helt har magtet den store Opgave, hun har paa taget sig. Men lad os heller ikke støde i Basuner for hende.
Deres meget ærbødige
