Er det Retfærdighed?
For nogen Tid siden læstes i ”Ribe Amtstidende” en Artikel at Pastor Petersen i Øse under ovenanførte Overskrift, hvori han gør et skarpt Udfald mod vore Loves Lemfældighed overfor Ægtemænd, der mishandler deres Hustruer, og illustrerer dette Forhold ved Domfældelsen under Gjørling-Malt Herredsret af en Husmand, som ofte havde slaaet sin Hustru med knyttet Næve, bidt hende og afrevet hele Haartotter af hendes Hoved, og som herfor kun blev idømt 2 Gange 5 Dages Vand og Brød.
Pastor Petersen tilføjer:
”Ofte synes Straffen at være endnu mildere, som idømmes brutale og drikfældige Mænd for aarelange Lidelser og skændige Lemlæstelser, de have øvet imod deres stakkels værgeløse Hustru. Saa vist som det er alle ædle Menneskers Pligt at værge de Svage imod Vold og Uret, maa vi hævde Kvindernes Menneskeret og benytte vor Indflydelse paa Lovgivningen til at faa Loven forandret, saa de idømte Straffe kunne virke afskrækkende paa Voldsmændene og hjælpe dem til at betvinge deres umenneskelige Lidenskabelighed. Englænderne have saaledes vist deres retfærdige og humane Sindelag ved at fastsætte Pryglestraf for de Ægtemænd, som øve Vold imod Hustruerne, hvilket skal have formindsket disse oprørende Forbrydelser i en betydelig Grad. Lad os opfordre vore ærede Talsmænd paa Tinge til at tage under Overvejelse, om der ikke kunde være Grund til at skærpe Straffelovens Bestemmelser i denne Henseende. Det er mange Aar siden, dette Spørgsmaal blev drøftet i Folketinget, og da var der en stærk Stemning hos Folk af begge Partier for at indføre en Forandring. Mon der nu ikke kunde blive Enighed om at varetage forurettede Kvinders allersimpleste Ret overfor deres Mænds umenneskelige „Mishandling”?”
Vi vil dertil bemærke, at saa vidt os bekendt, straffes enhver Mishandling af Hustruer efter dansk Lovgivning ikke mindre, end om den er begaaet mod andre Individer, snarere strængere. Men det gaar her, som i andre Sager: naar der ikke føres Klagemaal, griber Loven ikke ind; og da Hustruen, den gifte Kvinde, i det hele taget indtager en underordnet Stilling i det sociale Liv og specielt ved Opdragelse og kirkelige Dogmer er Manden underordnet, saa findes der af 100 mishandlede Hustruer kun l, som klager eller har Mod til at føre Sag mod sin Ægtefælle.
Thi man vil erindre, at saaledes som vort Samfund for Øjeblikket ser paa Kvinderne, falder Skammen i saadanne Tilfælde saa godt som altid paa Hustruen.
Vor daglige Erfaring ved at organisere Kvinderne i Foreninger, blot for at oplyse dem om deres egen Retsstilling i Samfundet, giver os talrige Eksempler paa, hvor trykkede og kuede saa godt som alle gifte Kvinder er. De mest frisindede Mænd, der selv med Iver deltager i Reformarbejdet i Samfundet, forbyder ofte deres Hustruer at gaa til Foreningsmøder eller læse Kvindebladet „Hvad vi vil”. Og disse samme Hustruer trækker sig derfor hurtigt tilbage, stille og taalmodige, afmægtige og kuede under Ægteskabet, dels fordi de mener intet at kunne udrette, dels fordi de virkelig tror, det er en Kvindes Pligt blindt at lyde sin Mand.
Vi kan derfor ikke se rettere, end at en Forbedring for Kvinderne ogsaa i retslig Henseende maa komme fra Kvinderne selv. De maa tiltvinge sig Oplysning om deres egen Stilling i Ægteskabet og i det sociale liv, lære at kende Lovene og i det mindste benytte den Ret, som disse giver dem, og frigøre sig som selvstændige Mennesker.
Den bedste Maade, hvorpaa humane Præster som Pastor Petersen i Øse vil kunne hjælpe Kvinderne til en mere menneskelig Behandling af deres Ægtemænd, er derfor at hjælpe dem til en Oplysning, der frigør dem fra de gamle Fordomme, som har deres Rod i forældede Dogmer, som: ”Manden er Kvindens Hoved”, ”Kvinden skal være sin Mand underdanig” o. s. v.
