« Tilbage til søgeresultaterne
Prygleloven
Nu skal Alberti’s Pryglelov altsaa forceres gennem Rigsdagen, som kun holdes inde for at faa dette Stykke Middelalder ført igennem. Folketinget har slet ingen Ting at bestille andet end vente paa Lovforslagets Oversendelse fra Landstinget, og i Landstinget arbejder et Udvalg paa denne skæbnesvangre Lov. Nu er der Landet over holdt Protestmøder, hvor Landets humaneste og bedste Mænd har talt, nu er det paa Tide, at ogsaa Kvinderne faar sagt deres Mening herom. Det er endogsaa nødvendigt, at Kvinderne tager Ordet, thi Regeringen skal ikke kunne smykke dette Lovforslag med Ridderlighedens Kaabe og tro - eller faa andre til at tro - at den imødekommer Kvindernes Ønsker ved at føre det igennem.
Hvis Kvindernes Adresse har nogen Del i, at dette Lovforslag er fremkommet, vil vi bede d’Hrr. Rigsdagsmænd om at læse denne Adresse nøje igjennem. Der staar ikke eet eneste Ord om Prygl. Den er et Udtryk for Kvindernes Harme over at se, hvor mildt der af Mændene tages paa den Slags Forbrydelser, der her er Tale om, og den kræver derfor Sikringsmidler til at forhindre Forbrydelserne og større Straf, d. v. s. noget mindre Lunkenhed og Ligegyldighed fra Mændenes Side, en Lunkenhed, der vel sagtens ligger i Mangel paa Forstaaelse af de Rædsler, en saadan Forbrydelse mod en Kvinde indeholder.
Men hvorledes Mændene vil indskrænke disse Forbrydelsers Antal, er os i denne Sammenhæng uvedkommende - vi har jo ingen Indflydelse paa de øvrige Love, hvorfor saa paa denne - men vi vil blot ikke paa nogen Maade tages til Indtægt for dette Middel, som forekommer os at være i Slægt med de Forbrydelser, det skulde virke imod. Vi føler os ikke en Smule betryggede ved at se, at Mændene ikke formaar at holde Orden i Samfundet paa anden Maade end ved raa Magt og Anvendelsen af Ordet: Med ondt skal ondt fordrives. Det er en Falliterklæring fra Mændenes Side, som er foruroligende.
Og vi betvivler desuden ikke, at Pryglestraffen, indført, vil virke forraaende paa Folkets Tankegang og forvirre Begreberne om Bølleondets Oprindelse.
Saa er det en ganske anderledes tiltalende Tanke, som i de sidste Dage er kommen offentlig frem, som en Slags Protest mod Pryglene, nemlig at vi alle skal skyde Penge sammen til at oprette Børnehjem for de forsømte Børn. Da vil Ondet være taget i Roden og ikke i Toppen. En saadan Tanke vil altid være vis paa at faa Kvindernes Tilslutning.
Men denne Børnehjemsbevægelse er kun en Begyndelse - og den er langtfra tilstrækkelig, selv om den gennemføres, og den er navnlig ikke en Opfyldelse af Mændenes Pligt til at værne Kvinderne mod Raahed og Brutalitet.
Kvindernes Adresse var et Nødraab om øjeblikkelig Hjælp i en alvorlig Nødstilstand. Vi maa anerkende, at den saakaldte „Pryglelov” indeholder Ting, som virkelig paa det bedste imødekommer vore Ønsker, særlig § 6 i det af Folketinget vedtagne Lovforslag. Ifølge denne kan en Person, som befrygtes som fri at ville være farlig for Samfundet, tages i Forvaring af det offentlige.
Hvis disse gode Ting i Loven nu ikke bliver til Lov, så må Kvinderne i høj Grad beklage det. Men vi ønsker det ikke gennemført ved ethvert Middel. Vi nærer Afsky for den Politik, hvis Pricip er: „Jeg skal nok stemme for Dit Forslag, som jeg finder forkasteligt, naar Du til Gengæld vil stemme for mit, som Du finder forkasteligt”. Vi Kvinder er saa praktisk ufordærvede, at vi tror paa, der i Rigsdagen kan stemmes efter Overbevisning (som Grundloven forudsætter) og ikke efter Partiparole eller paa Akkord. Berg sagde: „Gaa aldrig paa Akkord med Uretten.” Vi Kvinder tilføjer: ,, Gaa heller aldrig paa Akkord med Raaheden”. Derfor forstaar vi heller ikke, hvorledes mange af vore bedste Mænd kan købe betingede Straffedomme, ovennævnte § 6 og andre gode Ting for en saadan Raahed, som Pryglestraffen er, - hvorledes man kan købe Fremskridt for Tilbageskridt. Vi forstaar overhovedet ikke, hvorledes disse Mænds Overbevisning kan tillade en saadan Handel.
Og derfor ønsker vi ikke Prygleloven gennemført til Trods for § 6.
Det skal aldrig med Rette kunne siges, at Danmarks Kvinder har haft Del i Indførelse af Pryglestraf.
Og endelig: derfor staar Kvinderne der endnu uberoligede og med hele deres Harme og Ængstelse, raabende til Mændene:
Hjælp os mod Raaheden, men ikke med en ny Raahed. Har I virkelig en god Vilje til at hjælpe os, saa lad ikke selve Maalet blive unaaet paa Grund af Eders egen Strid om Midlet, Hjælp os med Midler, der er os værdige!
