« Tilbage til søgeresultaterne
Protestmødet i Koncertpalæet
Mens prygleloven i disse dage behandles i landstinget, søges der rundt i landet rejst en stærk opinion mod den.
Den liberale vælgerforening i København havde i tilslutning hertil den 13de april indstævnet til et stort møde i koncertpalæet, - hvor alle 1500 siddepladser var optagne. Det var nemlig ingen ringere end prof. Høffding - prof., overlæge Friedenreich - samt kriminalretsassessor dr. jur. Tybjerg, dermed myndighed udtalte fordømmelsesdommen over lovforslaget.
Efter at overretssagfører, docent Oskar Johansen var valgt til ordstyrer, indledede prof. Høffding:
En betydningsfuld lov er denne, der i så høj en grad har formået at sprænge de politiske rammer.
For første gang i mange år ser jeg mig i overensstemmelse med mine juridiske kolleger i landstinget.
Det, der har fremtvunget dette lovforslag, er principet: øje for øje og tand for tand, det almindelige gengældelses- og hævnprincip. Harme og hævn er nødvendige for retten; men det er ingen retfærdighed - gengæld er ingen maalestok for straf, og det er ikke selvfølgeligt, at straffen skal ligne forbrydelsen - man vil aldrig bogstavelig kunne tage øje for øje og tand for tand. Allerede
A. S. Ørsted påviste gengældelsesprincipets uretfærdighed.
Der er desuden det uværdige ved dette forslag, at forbryderen behandles som en genstand - til skræk og advarsel som den skudte glente på bondens ladedør.
Der er i det 19. århundrede to grundtanker i retslæren, som ikke kan krænkes uden at sænke vort eget niveau:
1) Hvor hårdt en forbryder end forser sig, bør man ikke glemme, at han er led af samfundet og som sådan skal bevares for samfundet. Vi bør måle vor fremgang ved vor evne til at afpasse hensynet til samfundet med hensynet til individet.
2) kan samfundet aldrig vide sig fri for de forbrydelser, der begås: Jo flere forbrydelser, des mere ufuldkomment er samfundet. I det ideale samfund findes ingen forbrydelser.
Straffen er et enkelt middel til at forbedre samfundet, jævnsides sociale og økonomiske midler.
Men denne lovs opfattelse betegner et tilbageskridt, en sænkning af vort åndelige niveau.
Tybjerg:
Det lovforslag, der ligger paa landstingets bord, er i højeste grad mærkeligt. Det kaldes et eksperiment og skal gælde 6 år. Det bærer i den grad hastværkets præg, at man skulde tro det udarbejdet i 11te time. Det indeholder en stor fare deri, at prygleloven er koblet sammen med gode reformer. Thi disse vil efter de 6 års forløb ikke kunne fornys uden prygletillæget. Der tales om professionelle voldsmænd - slige findes ikke - nok professionelle tyve - men ingen ernærer sig af at overfalde sagesløse folk. Uheldigt virker loven overfor børn. For tiden er det overladt politiet at tage affære, og børn under 15 år straffes ikke - slipper med advarsel og i graverende tilfælde en opdragelsesanstalt. Efter loven skal 14 års børn straffes lig 18 års - i heldigste tilfælde betinget straf. Det vigtigste middel til at redde børn fra at blive bøller tages os ud af hænderne. Vi trænger ikke til prygl, hverken børn eller voxne, men til opdragelsesanstalter som i udlandet. Men det nævnes ikke i forslaget. Lovgivningsmagten har her behandlet en alvorlig sag på en uforsvarlig måde.
Friedenreich:
Min følelse overfor dette lovforslag er en dyb skamfølelse. Det er en skam for Danmark overfor udlandet og overfor efterverdenen. Vi vil få beskyldning for at være en nation med rå tænkemåde, og det værste er, at beskyldningen er sand. Vi sættes 100 år tilbage - vor undskyldning er ene den, at vi er opdraget under en elendig strafferetspleje Som argument for loven hører jeg altid dette og kun dette: det har de godt af, de fyre - og det er det eneste, de har respekt for.
Jeg som læge ser anderledes på disse ,,fyre”.
Der gives 3 klasser:
1) Folk, der ikke adskiller sig synderligt fra andre, de er familiefædre, erhverver sig livsophold - deres ulykke er, at alkohol virker heftigt på deres svage hjærner. De blive i rusen heftige, kåde og hensynsløse. Ved ringe modsigelse slaar de løs. Ved domsafsigelse bli’r et sådant individ straffet med læsterlige prygl - trods det han er familjefader og selv om han er over 40 år. - Sligt avler kun ondt.
2) er der „skrogene” - de defekte individer - de åndeligt uudviklede, de bli’r let hidsige, har stærke drifter - og handler blindt. De trækkes med dårlig arv efter epileptiske eller alkoholiske forældre. De er i besiddelse af en stærk irritabilitet samtidig med fuldkommen mangel på moralsk følelse.
For dem har den gamle § 39 nedsat straffen; efter forslaget skal disse som de andre straffes korporligt. På disse „skøre” hjærner gør straffen måske ringere skade, men absolut ingen nytte - de skal uskadeliggøres på anstalter - som vi blot endnu ikke har. Det er jo lettere at lønne et par pryglebødler, end bygge anstalter.
3) de „fødte” forbrydere, som ved sygdom i den spæde alder er hæmmet i udviklingen og gennem vore arbejderkvarterers dårlige hygiejne har pådraget sig den psykiske smitte, der næres af last og ender med forbrydelse. Tarveligt udrustede består deres livsindhold udelukkende i svir. Deres lede til planmæssigt arbejde gør dem til tyve. Den ringeste rus gør dem til voldsmænd. Overfor dem bør anvendes tvangsarbejde.
Pryglestraffens tilhængere siger: det kan være, det er råt, men det er nyttigt -- vi siger: det er tvivlsomt, om det er nyttigt, men det er i hvert fald råt.
Derefter talte forfatteren Johan Skjoldborg om det heldbringende i at tale til slige individers bedre jeg - møde dem med forståelse og ikke med mistillid.
En personlig oplevelse, som taleren meddelte, illustrerede levende dette synspunkt. Dette lovforslag var en knytnæve i ansigtet paa vor tids humanistiske tankegang - det var selv som et bølleoverfald.
Efter et par bemærkninger af overlærer Frants Rasmussen afsluttede Oskar Johansen mødet med en stærk beklagelse over, at loven førtes igennem, inden vælgerne havde udtalt sig, samt hævdede, at skammen burde falde på hele ministeriet Deuntzer, den burde ikke bare tilskrives en uheldig ministers uheldige lune.
