« Tilbage til søgeresultaterne
Prygleloven
Der er én Ting ved denne ellers ikke utilstrækkeligt debatterede Pryglelov, som ikke synes mig behørigt paaagtet. Det er det, at kun Mændene faar den paa Samvittigheden.
Sæt nu, at Kvinderne var komne til at debutere parlamentarisk med Prygleloven!
Hvor let kunde det ikke være hændt med de nuværende Udsigter, og hvor mærkeligt, at ikke Kvindesagens sande og kloge Uvenner har skyndt sig at fremme Kvindernes Stemmeret for at faa dem pudset paa Pryglestraffen og skamfere deres Entré.
Det er nemlig slet ikke sagt, at Kvinder just vilde stemme ugunstigt for Prygleloven. Den samme Udvikling, der har gjort Mændene mildere, har jo gjort Kvinderne harmfuldere. Kvinder har stærkere Grunde end andre til at ønske Bølleinstinkter kraftslukkede. Det kan nok være, at de vilde lade Maalet hellige Straffemidlet.
Alberti’s Begreber om det praktiske og økonomiske ved at betale Bøller med billige Prygl fremfor med en dyr Livsforsørgelse kunde maaske ogsaa nok for en stor Del være gaaet i Spænd med kvindelige Begreber. For vi er vist mange Kvinder, der ser med store Øjne paa den underlige Ting, at Straffemaader skal koste Staten saa forfærdelig mange Penge, og at det er forholdsvis saa forsvindende lidt, der kan afses til Folk, der kæmper redeligt for Tilværelsen fremfor til dem, der kæmper uredeligt.
Men om nu Prygleloven var bleven vedtaget ved Kvindernes Medhjælp, hvad vilde det ikke sige? Intet mindre, end at saa stod Kvinderne der som levende Vidnesbyrd om, at nu var det brutale Køn ikke længer brutalt nok til at holde det svage Køn nede, og forkyndte som saa: „Se nu er det vor Tur til at være det brutale Køn!” Hvad igen kort og godt vilde sige, at Tiden nu, efter at have bugtet sig igennem saa mange Aarhundreder og være bleven en temmelig udviklet gammel Klapperslange, var naaet til at bide sig selv i Halen.
Nej - lad os ikke forsømme at takke Himlen, at det dog bare er Venstre*), der faar en Plet paa sit nye Konfirmationstøj. Det er næppe uretfærdigt, og desuden interessant at det stærke Køn, der dog vist har opfundet Pryglene, nu staar overfor et Enten Eller i Prygl. Vi skylder Minister Alberti Tak for, at han har draget denne kildne Sag frem fra Omsvøbsdepartementet før vor Tid, og lader Mænd om at sige Nej og Ja her, hvor baade Nej og Ja synes at være af det Onde.
Der er noget ved Prygleloven, jeg ikke kan fatte, nemlig at den faar Lov at hedde Pryglelov. Prygl er naturligvis barbarisk. Hvorfor har man ikke valgt Udtryk som Bøllekur, Massagebehandling for Bøller eller lignende? Det vilde virke anderledes net og fremskredent. Paa alle andre Omraader finder man dog moderne Udtryk for Tingene - selve Tingene under Solen er som bekendt ikke ny - hvorfor saa ikke for det Haandgribelige her? Hvem ved, om ikke en klog og gennemført Navneforandring paa dette vanskelige Omraade kunde forvandle det fra kriminelt til medicinsk? Og hvor langt lettere maatte ikke humane Mænd kunne enes om en medicinsk Foranstaltning, end om en modbydelig Eksekution! Fremfor alt, tænk om nu Bøllerne ved Illusionen om Helbredelse kunde blive ligesaa tamme Væsner, som Patienter i Almindelighed er det - i Steden for hævnfnysende og forhærdede Væsner blev snarest taknemlige og rørte!
Nu er der jo imidlertid raabt saa højt op om Prygl, at det er haabløst at faa dem stukket under Stolen, Prygl kan vist endog i Øjeblikket kaldes Intelligensens*) Slagord i Danmark. Men derved er der blevet en Anstødelighed ved Loven, som ikke vilde have været der, hvis Talen havde drejet sig om Rus. „Prygleloven” forudsætter nemlig, at Danmark ejer Bøller, der for Betaling vil gøre det, man vil straffe Bøllerne for. Det ser altsaa ud, som om Fru Justitia sætter sit Haab til Overbøller, samtidig med at ville gøre det af med Smaabøller. Dette Haab kan ganske vist støtte sig til samfundshistoriske Foreteelser, men strider dog mod Begreber om Lov og Ret. Nej, der er næppe andet for, end at Bøddelen maa væk. Der maa prygles, og der maa kunne prygles pr. Maskine.
At man kan kalde det kulturfjendsk selve det at pine Mennesker, er dog forunderligt. Det er da tværtimod en Kulturindvinding at pine udsøgt - altsaa anvende Turtur. Med Kendskab til Fysiologi véd vi jo, at det er Nerverne, der skal rammes, for at noget skal gjøre ondt, og vi nervepirrer da fortrinligt! Den grove Turtur blev afskaffet - ja, og den finere indført!
Tilbageskridt i Kultur vilde det kun være, om man tampede Bøllerne vældigt, ikke om man tampede dem dannet - smaahakkede dem. Russiske Prygl maatte ikke være Forbilledet, snarere kinesiske. Kineserne, der har en saa bedaget Kultur, véd, hvordan der skal prygles baade eftertrykkeligst og mest kultiveret. De bruger ganske smaa Slag, der virker ved at tælles op i Massevis. Det, forstaar de, er kraftigst Tortur. Den ensformige Gentagelse kalder langsomt en Smærte frem, der stiger indtil Ulidelighed. De stærke Slag, véd de, er de barmhjærtigere ? De bringer Smærten hastig til Høidepunktet, Nuancerne i Smærtefølelsen, dens opadstigende Skala, gaar tabt. Synderen mærker en pludselig Smærte, derefter en aftagende Smærte, saa at han slipper forholdsvis nemt.
Der kan dog vist ikke være Tale om andet, end at man paa det nuværende Kulturtrin herhjemme og med de nyeste Opfindelser til Raadighed, maatte kunne yde noget fremragende Torturelt, og det uden Mestermands Hjælp eller Rakkerknægts.
Marts 1904.
Hanna Joël.
*) Vi gør dog opmærksom på, at den del af Venstre, som repræsenteres af Politiken, Østsjæll. Folkeblad, Venstres Folkeblad, Fyens Venstreblad, Nykøbing Dagblad, Kallundborg Dagblad o fl. intet ansvar har for Prygleloven - tværtimod.
Red.