« Tilbage til søgeresultaterne
De mange Barnemord
Flere Gange har jeg i Løbet af de sidste År søgt at få Folk i Tale om en Sag, der ikke kan og ikke tør være noget alvorligt og rettænkende Menneske ligegyldig: de uhyggeligt mange Barnemord med påfølgende Tugthusstraf for unge Kvinder, hvis hele Fremtid enten er og bliver ødelagt eller dog henrinder i Skyggen af et forfærdeligt Minde. Særligt er det mine Landsmandinder, alle brave danske Kvinder med Hjærtet på det rette Sted - særligt er det dem, jeg har villet have i Tale. Jeg har kaldt på dem den ene Gang efter den anden, snart i et af vore store Dagblade, snart i et af Kvindebladene, - men nej! Kun Tavshed! En enkelt Brevskriverinde har drevet til at opmuntre mig til at blive ved, men ikke så meget som opgivet mig sin Adresse. Vore Kvindesagskvinder synes så optagne af andre Ting, at de ikke er til at råbe op i Anledning af en så ubetydelig Omstændighed, som den, at en halv Snes unge Piger mellem År og Dag tager Livet af deres Børn, for efter endt Straf at gå med knust Livslykke ud fra Tugthuset. Jeg nægter ikke, at Spørgsmål som dem om Kvindernes Valgret til Stat og Kommune, Adgang til Embeder, Lønninger osv. jævnbyrdigt med Mændene har meget stor Betydning, også netop for Kvindernes Selvbevidsthed og Selvagtelse. Efter fattig Lejlighed har jeg fra min Ungdom været med i Arbejdet for at dele Sol og Vind lige mellem Kønnene. Jeg er ikke blind for, at Livet er en sart sammensat Organisme, hvor det ene Led griber ind i det andet. Det er aldeles sandt, at under retfærdigere Samfundstilstande end de nuværende vil også Forbrydelserne tage af, og at dette gælder så fuldt om denne særlige Art Forbrydelser - Barnemordene - som om nogen anden. Men derfor tør vi ikke lade denne Sag passe sig selv, mens vi venter på en lykkeligere, fjærn Tidsalder.
Thi her er Nød på Færde, en Nød, som ikke hører til dem, der kan „tages med Ro”, og hvor man kan ,,se Tiden an”. Næppe er der nogen Måned, hvor Aviserne ikke har at melde om Barnemord, og Højesteret fælder med ikke lange Mellemrum Dom i disse Sager.
Det kan endda med al Sikkerhed siges, at der er langt flere Barnemord end dem, der kommer op. Hvor mange små Lig er ikke uopdagede henrådnede i Møddinger, i et Mosehul eller en Mergelgrav eller gravet ned i Marken eller Haven, for ikke at tale om Bagerovnene. Og hvor mange kærlige „Plejemødre” (for Tiden er netop én af mange faldet i Retfærdighedens Haand her i Byen) har ikke besørget Barnemord på en pæn Maade ved Udsultning, eller Adoptivforældre „mod en Godtgørelse én Gang for alle”. - Man ligefrem svimler ved at stirre ned i dette Dyb af Elendighed, Fortvivlelse, Forhærdethed og Hungersdød. Hvad vi får at se, er mer end nok til, at Hjertet snører sig sammen og bliver sygt deraf - men dog kan vi ikke skjule for os selv, at det, der ikke ses og aldrig kommer op i Dagen, er saa langt, langt mere og gemmer Rædsler, som ikke kan udtrykkes i Ord. Det er, som al menneskelig Svaghed, Hjælpeløshed, Fejghed, Hykleri, Lavhed og Nederdrægtighed sammensværger sig mod de små Stakler, der hviler under ugifte Mødres Hjerte og bærer dette Stempel „uægte” fra den første Stund, de så Dagens Lys. Selv en Del af Kirkens Tjenere finder en Tilfredsstillelse ved at brænde Stemplet ind på de ,,uægtes” Pande, og det selv om Forældrene siden har giftet sig - noget, jeg nævner her, fordi det afgiver en Målestok for den oprørende, umenneskeligt hårde Dom, der endnu af det pæne Selskab, og ikke mindst i religiøst ,,vakte” Krese, falder over den ugifte Moder, og som ganske uundgaaeligt fører til „Dølgsmaal”, Fosterfordrivelse og Barnemord.
Samfundet med sine Ordninger har en tung Anklage at svare på med Hensyn til de værgeløse Børn. Stat og Kirke har på sine Hænder Blodet af såre mange Børn. Lad det ingensinde blive glemt! Det er ikke min Mening at tage Ansvaret bort fra de Mødre, som i Stedet for at tage Kampen op, bære Følgerne og se deres Hovedopgave i at opfostre deres Børn til dygtige og gode Mennesker, overdøver Naturens inderligste Røst, og tager Livet af de Børn, de gav Livet. Nej, Ansvaret skal
lægges den opvoksende Slægt paa Sinde, dybt og alvorligt, den mandlige så fuldt som den kvindelige Ungdom. Men Verden befinder sig i en kampfuld og smærterig Gennembrudstid, og den vil strække sig over Menneskealdre og Århundreder. Men nu er der Nød paa Færde. Jeg har spurgt, og jeg spørger fremdeles: kan der slet intet gøres og vil vore gode danske Kvinder sidde med Hænderne i Skødet og være døve på det Øre? Thi at de maa træde frem og være de første til at tage denne Sag op, synes mig klart.
Jeg véd nok, at der er Kvindesagskvinder, som noget nær ser det som en Fornærmelse, som et Udslag af mandligt Hovmod, når en Mand siger, at Kvinderne som Køn i det hele har et ømmere Sind, mere „Hjæjte” end vi Mænd, mere umiddelbar Medfølelse end vi. Denne „Fornærmelse” vil jeg tillade mig indtil videre at byde mine Landsmandinder. Længe har jeg ventet på, at Røster, og særligt Kvinderøster, som har Udsigt til at række længere end min Stemme, skulde løfte sig. Hidtil er det ikke sket. Hvad kan være Grunden? Mangel på Medfølelse kan det ikke være. Jeg er vis på, at mangfoldige af vore Kvinder gruer og sørger over denne uafbrudte Række Barnemord. Men Kvindesagens Ordførersker har hidtil tiet. Og Forklaringen er vel nærmest den, at Spørgsmålet synes dem Kvindesagen som sådan uvedkommende, noget, jeg for min Del ikke kan indrømme. Var der blot Tale om „Godgørenhed”, så lod det afvisende Standpunkt sig hævde, men her gælder det noget andet og mere - hele vor Samfundsmoral i videre Forstand.
Men hvad skal der og kan der gøres? spørges der.
Ja, det er jo netop derom, der først skulde tales, for at der kan skaffes Råd. På Forhånd at opgive Ævred er i hvert Fald uforsvarligt.
For det første viser Tilfældet på Frederiksberg med „Plejemoderen”, Fru Halvorsen, at et virksommere Tilsyn nok kunde hindre en Del Barnemord pr. Kommission. Dernæst burde en ugift Moder ikke uden videre have Lov til at hente sit Barn fra den Pleje, hvori det er sat, „ for at sætte det i Pleje et andet Sted”. Erfaringen viser, at dette kun altfor tidt betyder, at hun henter det for undervejs at aflive det, uden at nogen véd eller kan vide, hvor det er blevet af. Fremdeles burde Husbondsfolk tilpligtes til at forvisse sig om, hvordan det er fat med Piger, der ved deres Udseende giver rimelig Grund til at formode Svangerskab. Her syndes der åbenbart meget stærkt af misforstået Finfølelse og Skånsomhed, og af fordømmelig Ligegyldighed, eller af egenkærlig Ulyst til at „blande sig i andres Sager”.
Lovgivningsmagten burde uden alt for lang Tøven skride ind, hvor det gælder de mange små nyfødte Borgeres Liv. Bekymringen for Udkommet, - eget og Barnets - er jo en Hoveddrivfjeder til de ugifte, fattige Mødres Sindsforvildelse. Vejen til Underholdsbidrag er for lang og besværlig, som det nu er, og i Almindelighed er Bidraget alt for ringe. Faderen kan være rejst bort og ikke til at opspore; måske har han endogså forladt Landet. Eller han fralægger sig, og mangen Gang ved falsk Ed, Faderskabet. Kommunerne holder, som rimeligt er, det længst mulige igen, når Byrden skal bæres af dem. Frygten for disse langtrukne Pinagtigheder indeholder, som man let forstår, en uhyre Fristelse for en fattig Pige, der lige netop kan klare sig selv, og som selv i bedste Fald må overtage Hovedparten af Omkostningerne ved Barnets Ernæring og Opdragelse.
Derfor er der vist intet andet for, end at Staten træder til. Jeg ved, der fra visse Sider vil lyde et Forargelsens Skrig. Skal vi vende tilbage til „Skuffen” paa Fødselsstiftelsen, hedder det, og sætte Præmie paa Løsagtighed ?
Nej, ikke „Skuffen”. Enhver Moder maa være sit Barn bekendt. Men naar en idelig gentaget Erfaring viser, at saa mange ufødte eller spæde Børns Liv staar paa Spil, fordi Forsørgelsesbyrden fylder Mødrene med Rædsel, saa de overvældes og forgriber sig paa Børnenes, de smaa Statsborgeres Liv, saa er det Statens simple Pligt imod Børnene at værge dem. Dette Hensyn bør være det altovervejende. I Virkeligheden vilde Staten i det lange Løb staa sig derved. Menneskelighed svarer endogsaa økonomisk altid Regning. Enhver frugtsommelig, ugift Kvinde, der maa ernære sig ved sine Hænders Gærning. burde i de sidste Maaneder før og de første Maaneder efter sin Nedkomst kunne forlange Ophold og Underhold paa det offentliges Bekostning. Det lyder selvfølgeligt aldeles vildt i mange sædelige Øren, men er dog kun en Omskrivning af de værgeløse Børns Ret til Livet, og er det saa vildt? og dernæst burde det offentlige sørge for disse Børns forsvarlige Røgt og Pleje, indtil Faderens Underholdsbidrag er endeligt og betryggende ordnet, og selv derefter burde det offentlige skyde til, hvad der skal til, for at Barnet kan vokse op under tålelige Vilkår, da det ellers let vanarter og går tilgrunde, og kommer til at koste Staten langt mere, naar det drives ind paa Forbrydervejen og havner paa Tugthuset eller i Fattiggården, end om det i Tide var opdraget på en god og forstandig Måde, og Moderen får derved en, tidt afgørende, Fristelse mindre til at lægge Hånd på det nyfødte Barn, - for ikke at tale om, at hun selv med anderledes godt Mod kan se Fremtiden i Møde. Man skal nu en Gang ikke lægge mere paa Mennesker, end de kan bære, ikke støde dem ud i Håbløshed, hvilket, for at gentage det, endogsaa økonomisk - statsøkonomisk set - er en Tåbelighed. Og at Menneskesindet også føler sig tilfredsstillet derved, er jo dog ingen Ulykke.
En Lovgivning i denne Retning er højt fornøden, og var det ikke naturligt, om Kvindesagskvinderne her gik i Spidsen?
Men det vil tage Tid, inden vi kommer så vidt. Den bedsteborgerlige Forargelse vil råbe op om „Præmien” osv., og sund Sans og Menneskelighed vil først efter en hård Modstand trænge igennem.
Og der er Nød, en Nød, der trænger på.
Derfor burde der danne sig en Forening, af Mænd saa vel som Kvinder, men især af Kvinder.
I hvert Sogn Landet over måtte der vel nok kunne findes et Par gode Kvinder, der med praktisk Sans forbandt den Forståelse og Medfølelse, der er og bliver det først fornødne. De skulde være tilrede med Råd og Dåd for enhver stakkels ugift Kvinde, der betrode sig til dem. At få talt ud, når Sindet er tungt, er allerede en mægtig Hjælp mod syge Tanker, En Sag ser gerne helt anderledes ud, efter at man har fået Luft, end før. Faren for den grufulde Forvildelse vil være overvunden, når den ulykkelige Pige ser Udvej til at komme over den første, svære Tid og får Tilsagn om Hjælp for sig og Barnet indtil videre.
Der skal Penge til, - ja vel, men de kommer nok, når det først ret er gået op for alle gode danske Mænd og Kvinder - og især Kvinder - at Landet er ved at blive en Morderhule, fyldt af spæde „uægte” Børns Lig, og at dette ikke kan og skal blive ved, men må blive anderledes, så sandt vi med Rette bærer Menneske- og Kristennavn!
