« Tilbage til søgeresultaterne
De mange Barnemord
Det er til dels berettiget - men også kun „til dels" - når pastor U. Birkedal i „Kvinden og Samfundet" for d. 19. d. m. klager over, at kvindesagens forkæmperinder har ladet spørgsmålet om forebyggelse af barnemord uænset, - derimod har pastoren fuldt ud ret, når han gang paa gang har manet os til at tage spørgsmålet op til drøftelse og løsning, og det er mig en glæde at udtale min og mange andres tak derfor.
Derefter må det være mig tilladt at minde om, at „Dansk Kvindesamfund" ved fællesmødet i Odense 1900 nedsatte et udvalg, der skulde arbejde for, at fabrikloven ikke skulde gøre det alt for uoverkommeligt for en fabrikarbejderske at skaffe føden til sig og sit nyfødte barn, og det tør vel nok siges, at det skyldes dette udvalgs arbejde, at lovens § 18, 1ste stykke, der lyder:
„Ingen kvindelig arbejder må i de første 4 uger efter sin nedkomst indtræde i det i § l, 1ste stykke, omhandlede arbejde, medmindre det ved lægeattest godtgøres, at dette kan ske uden skade for hendes egen eller barnets sundhed”,
fik følgende tilføjelse:
„Den hjælp, der af det offentlige ydes i det tidsrum, i hvilket en kvinde efter ovenstående bestemmelse ikke har kunnet genindtræde i det omhandlede arbejde, skal ikke have fattighjælps virkninger."
Det er denne §’s sidste stykke, der skyldes udvalgets arbejde, og kvindesagskvinderne knyttede det håb dertil, at det vilde gavne mangen stakkels moder og bl. a. blive første skridt hen imod løsningen af spørgsmålet om forebyggelse af barnemord.
Loven er nu nogle få år gammel,- og i de år har vi gjort ret bitre erfaringer.
For det første er det i hvert enkelt tilfælde distriktsforstanderens sag at afgøre, om den pågældende behøver hjælp, og hvorledes hun skal hjælpes.
Dernæst viser det sig, at hvis fabrikarbejdersken er gift, bliver denne understøttelse betalt til manden „selv", - tænk, at kalde manden „selv", hvor der tales om barselhjælp! - og manden kan „selv" drikke pengene op!
Her vil jeg indrømme, at der er mangen en mand, der er „selv".
Og her står vi kvinder ganske magtesløse, for vi er ikke vælgere!
Jeg tilstår, jeg synes, der var noget i, hvad min tolvårs datter sagde til mig den vinter: „Moder, jeg forstår ikke, at I kvinder vil gøre jer så megen ulejlighed for at Skaffe hjælp til små børn og deres mødre, - hvis I blot havde fuld stemmeret, så kunde I jo selv sørge for det altsammen".
Det har i hvert fald vist sig, at saa længe vi ikke har stemmeret, kan mænd tilintetgøre den gavn, vi venter af de bestemmelser, vi får dem til at tage.
Men når først vi får den kommunale valgret, så kan vi vel nok sørge for, at vore ønsker for så vidt sker fyldest.
Vi har imidlertid ikke indskrænket os til at arbejde for den omtalte tilføjelse i fabriklovens § 18. Dansk Kvinderaad har indsendt et andragende til regering og rigsdag om en tillægslov til sygekasseloven, hvorved staten skulde sikre de sygekasser, der vilde give deres medlemmer barselhjælp, at de skulde få halvdelen af de dermed forbundne udgifter refunderede af statskassen, under forudsætning af, at den pågældende kommune ville refundere en fjerdedel, hvorved sygekassens udgifter altså vilde indskrænkes til en fjerdedel af den hjælp, der blev ydet.
Ministeriet sendte andragendet til det kgl. sundhedskollegium, og dette gav vort andragende ubetinget tilslutning.
Men så blev det sendt til Sygekassernes Fællesrepræsentation, og den frarådede at fremme sagen, da den omspurgte hjælp ikke vilde komme alle sygekassens medlemmer til gode.
Og den motivering tog ministeriet virkelig for gode varer!
Som om det ikke netop er det, alle forsikringsselskaber stoler på: at ikke alle medlemmer skal få brug for hjælpen.
Det slag, tabte vi altså.
Men vi har siden samlet våben for at kunne tage fat igen.
Vi ønsker, at sygekasserne skal yde alle deres medlemmer hjælp ved barselfærd. De gifte mødre kan alle trænge til at være saa vidt muligt skånede for pengesorger i de første uger, efter at de har skænket et lille barn livet. Og de ugifte mødre? Ja, lidelse og skam og sorg kan samfundet ikke fri dem for, men det kan sørge for, at de ikke bliver drevne til barnemord, fordi de foruden alt det andet også skal lide sult og nød.
Vi vil fortsætte vort arbejde herfor, - og jeg gentager min tak til pastor Birkedal, fordi han også tænker på denne sag.
Jeg vil til slut kortelig nævne, at man dog også er begyndt at tage praktisk fat på løsningen af spørgsmålet. „Børnehjemmet af 1870" modtager ugifte mødre med deres børn, det samme gør „Redningshjemmet Bethesda" ved Aarhus og „Kvindehjemmet i Læssøegade”. Er det end ikke kvindesagsforetagender, så er det dog kvinder, der her tager fat.
Tanken om at forebygge barnemord ved i tide at komme mødrene til hjælp er langt fra ny. Det var den, der for 200 år siden førte til organisationen af vort jordemodervæsen og til bedre uddannelse af jordemødrene, og det var den samme tanke, der bragte Juliane Marie til at skænke fødselsstiftelsen den gård og grund, hvor den endnu finder husly.
Men sagen trænger unægtelig til at tages op på ny. Hvorfor får de ugifte mødre f. eks. nu kun hjælp fra fødselsstiftelsen til det første barn og kun i 3 måneder? Tidligere fik de hjælp i l år til det første barn og i 1/2 år til det andet.
Og med hvad hjemmel forlanger kommunerne, at moderen skal opgive den dømte barnefaders adresse, før alimentationsbidraget udbetales paa hans regning?
Og hvorfor inddrives alimentationsbidraget ikke, før barnet er 1/2 år gammelt? - Ja, med ”inddrivningen" kunde det endda være det samme, når blot man vilde lade moderen få pengene.
København, d. 22. maj 1904.
Charlotte Norrie,
født Harbou.
Vi tror, at pastor Uffe Birkedal skrev sin artikel mindre for at bebrejde kvinderne, at de hidtil for lidt har taget sig af denne opgave, end for at tilskynde dem til fremtidigt at tage stærkere fat og navnlig til at organisere deres arbejde ved dannelsen af en forening med dette bestemte formål. Hvad mener de interesserede kvinder om dette positive forslag?
Red.
Vi har senere modtaget følgende:
Landet med de mange Barnemord.
Det er hårde Ord, Pastor Birkedal skriver i sidste Nr. af Kv. og Samf. - om Danmark, der er ved at blive en Morderhule, fyldt af spæde „uægte" Børns Lig. Og dog frygter jeg, at de fleste kun ser den halve Sandhed. De „uægte" Børns Lod er lige sørgelige - men dog forskellige.
Der er Fabriksarbejderskens Barn - måske den, der har det bedst af dem alle - opammet dels pr. Flaske dels ved Modermælken, fra en Moder, der fra 4 Ugers Dagen efter Fødslen - eller før - må arbejde sine 10-12-14 Timer i Døgnet.
Der er Bourgoispigens Barn - født i et diskret, afsidesliggende Jordemoderhjem, opammet pr. Flaske, og derefter anbragt i et ”kærligt" Plejehjem for en Sum „en Gang for alle".
Der er Tjenestepigens Barn - de Børn, Pastoren omtaler. Her, hvor vi burde kunne påregne Hjemmenes Indflydelse, Hjemmenes Støtte - her sker de direkte Mord.
Man lægge Mærke til de tre Stadier: den første, der er økonomisk uafhængig, (så økonomisk uafhængig, som man kan være det i et Samfund, bygget på den private Ejendomsret) den anden, der er økonomisk uselvstændig, hun er afhængig af sine Forældre, sine Omgivelser i det hele, og endelig den tredje der ved Barnet bliver økonomisk ruineret, idet hun må søge andet Erhverv. Og det sørgelige er, at alle disse Mødre er Kvinder med Hjerte - brave, danske Kvinder. Bar-nemordersken måske ikke mindst.
Men der er flere „uægte" Børn, Deres Børn, der har gjort op med Samfundet, som betaler Samfundet tilbage med den Mønt, de selv har modtaget.
Der er den hemmelige og åbenlyse Prostitutions Børn. Der fødes her i Landet bl. a. over 300 Børn hvert Tiår med Syphilis. - Hundrede Gange bedre for dem og for Samfundet, om de blev dræbte, sålænge vi lukker Øjnene .for dem, sålænge vi nøjes med at sende dem ud uhelbredte for at brede Smitten videre.
Al denne Råddenskab rykkes kun op med Rode af et nyt Samfund med en anden - mere menneskelig - Moral, af et Samfund, der hviler på et andet økonomisk Grundlag. Og vel er det, at vi kan skimte dette nye og arbejde med der henimod. Jeg skal her kun korteligen pege på, at et af vore politiske Partier herhjemme har på sit Program: Oprettelsen af Børneopdragelseshjem.
Men indtil vi når så vidt, er der mulig noget at gøre, og i samme Grad, som vi kan hjælpe her, i samme Grad hjælper vi med til social Fred. Hvert Stykke humant Arbejde tager nemlig Brodden af noget revolutionært.
Men skal der nås et Resultat, skal der Organisation til. En Organisation af Mænd og Kvinder fra alle Samfundslag, alle Partier, fra hele Landet til at varetage den økonomiske Del af Opgaven - og en Organisation af Kvinder, helst i samme Samfundslag, i det mindste udgåede fra samme Samfundslag som de Mødre, vi henvender os til, til at varetage den moralske Side af Sagen. Kan vi få disse Mødre i Tale - og jeg tror sikkert, vi kan det - da kan der udrettes meget.
Hvor er Organisatorerne, hvor er de Kvinder eller Mænd, der har Tid og Evne til at føre denne Sag frem. Jeg håber, de snart vil melde sig til Tjeneste.
Efter ringe Evne - men den er desværre også kun ringe, navnlig de første Aar - stiller jeg mig til Disposition.
Tak, Hr. Pastor, fordi De har bragt Sagen frem.
Astrid Lund,
Haraldsgade 125.
