Otte Dages Skilsmisse.

”Det var en Frase, der ligner det forrige Aarhundrede godt nok”, tænkte Valeria og med et halvt foragteligt Smil kastede hun Bogen fra sig for at tage en hel Bunke af „blandet Indhold” op paa sit Skød. Hun var saa fordybet i alle de Opdagelser, hun gjorde blandt denne Masse Lapper, Tyl, sammenklemte Blomster og krøllede Baand, Broderemønstre og udklippede Vers af Aviser, saa hun ikke hørte Døren til Spisestuen blive aabnet og Fodtrin nærme sig Dagligstuen. Først da hendes Mands Stemme klang lige tæt ved hende, vaktes hun til Bevidsthed om. at hun ikke længere var alene.

„Her er en Ven, som jeg længe har ønsket at præsentere for dig, Valeria, en Ven fra et andet Land”.

Hun saa hurtigt op. En Herre stod omtrent ved Siden af hende. Han var høj - nej, han var mere end høj. Hovedet var en Smule foroverbøjet. Var det mon dette, der gav hans Holdning noget saa ærefrygtsindgydende? Profilen som han, besvarende hendes Mands Bemærkning med et lille Smil, Saa fint og henrivende, var skarpt skaaret, Haaret mørkt, Teinten brun.

- Men Herregud, sad hun ikke der med hele Skødet fuldt af Skramleri!

„Aa, undskyld mig”, stammede hun. Hun begyndte at samle sine Mønstre og Klude sammen i en Fart, men med forunderlig Klarhed ilede gennem hendes Hjærne Historien om en Hustru, der var løbet bort fra sin Mand; det var blevet hende fortalt Dagen i Forvejen. Kludene blev hulter til bulter kastede ned i Skabet, og hun rejste sig op. Det forekom hende, som om et Barn havde sat sig ned paa Gulvet for et Øjeblik siden, et Barn, hun ikke længere kendte, og som stod der nu en Kvinde oprejst, en Kvinde, hun heller ikke kendte. Bogen var bleven liggende ved hendes Fødder. Den var falden op, som den havde for Vane, og Frasen fra det forrige Aarhundrede stirrede hende haanligt i Møde.

„Ak”, tænkte Valeria, medens hun høfligt bød den fremmede at tage Plads i Lænestolen ved Siden af Sofaen, „der findes Kvinder, for hvem en eneste Tanke er Vanære.”

„Kære Ven”, det er Konsul Gedde fra Danmark, en god Ven og for Resten Ungkarl.”

„Er det det eneste, der kan siges om ham?” spurgte Valeria smilende

,,Nej, der kan ogsaa siges, at han har en Moer.”

„Ja, men det er alt sammen meget negativt”, sagde Valeria.

„Og dog tror jeg”, sagde Konsul Gedde, „at Deres Mand, der i nogle faa Ord har fortalt et Levnedsløb. Jeg har en Moer, Fru Brügge, en Moer, som søger sin Lige blandt Kvinder - og maaske er det netop derfor, jeg ikke har faaet nogen Hustru.”

„Fortæl mig noget om hende, det er en saadan Glæde at høre tale om ædle Kvinder.”

„Ja, Du har set hende, Brügge, og Du kan give mig et Vink, om jeg overdriver. Hun er saa lille, at hun godt kan staa oprejst under min Arm, og vi, hendes tre lange Sønner vilde gærne alle sammen bære hende paa Hænderne - men hun vil aldrig lade nogen have Ulejlighed for hendes Skyld Hele hendes Liv gaar op i at tjene andre.”

„Ja”, sagde Valeria tankefuldt. „Saadanne Kvinder bliver mest elskede” - hun holdt inde et Øjeblik - ”hvis de da ikke bliver traadt paa.”

„Men saa er de jo lykkelige i ethvert Tilfælde”, bemærkede Grosserer Brügge.

„Nej”, sagde Konsul Gedde, saa slavisk er ikke en saadan Kvindes Natur. Hun er ikke lykkelig undtagen sammen med ædelttænkende Mennesker, men desuagtet tjener hun, det kan hun ikke lade være med. Min Moer er nu over halvfjerdsindstyve Aar, men hun følger med paa vore smaa Sommerudflugter, skønt hun undertiden er træt, men hun véd, vi er ikke glade, morer os ikke, uden vi har hende med. „Naar jeg spørger hende: „Maa jeg bære dig, lille Moer?” saa svarer hun: „Aa, vist ikke nej, min Dreng, det ser saa barnagtigt ud.” Men her sidder jeg og snakker. Vi har jo helt sprunget over Vejr og Vind, Rejser og Indtryk og alt det andet, der hører til for at indlede en Samtale.

„Det kan vi ogsaa godt springe over. Det er altid saa kedeligt.”

„Men hvad siger Du om Indledningen til en god Middag, min Ven?” spurgte Grossereren.

„Saa fremt Konsul Gedde ikke er altfor vanskelig at tilfredsstille, saa er vi allerede forbi den Indledning”, sagde Valeria rødmende. „Jeg skal blot sige til om, at der dækkes til Konsulen.”

Ved Middagsbordet talte Herrerne om deres Forretninger, og kom saa dybt ind i Skovproduktion og Jernindustri, at Valeria hastigt afbrød dem med en Bemærkning.

„Det forbavser mig, at De er Forretningsmand, Konsul Gedde, jeg vilde snarere have tænkt mig, at De var Militær.”

„Jeg holder egentlig ikke videre af Løjtnanter”, sagde han.

”Jeg mener ikke Løjtnant, jeg mener General”, sagde Valeria hastigt. Øjeblikket efter havde hun gerne bidt Tungespidsen af sig for at det havde været usagt.

Han saa hendes Forlegenhed og tog det i Spøg.

„De tænker paa den krogede Næse”, sagde han leende. „Ja, hvad den angaar, kan jeg godt være enig med Dem i, at den passer til en General. Ulykkeligvis er der andre Faktorer, som er medvirkende ved Valget af en Livsstilling. Men for at tale alvorligt, saa havde jeg i Grunden ikke noget Valg. Min Faer døde, da jeg var atten Aar gammel, og da han i mange Aar havde været sygelig, saa stod Huset paa svage Fødder, ja paa Fallittens Rand. Uagtet jeg var den yngste, var det paa mine Skuldre han lagde Ansvaret for Huset og Omsorgen for Moer og Søster. De kan tro, det var haardt. Jeg var jo saa godt som et Barn.”