« Tilbage til søgeresultaterne
De mange Barnemord
Det har glædet os at se, hvilken interesse Uffe Birkedals artikel har vakt for denne sag. Idet vi idag bringer nogle nye indlæg, beklager vi at have måttet lade andre ubenyttede af hensyn til pladsen. Vi har da efter bedste skøn henlagt dem, hvori vi mente, at der fremkom færrest nye synspunkter, som ikke ogsaa var fremkommet i andre indlæg.
Herefter vil forhåbentlig den af hr. Nedergaard-Hansen nedenfor foreslåede forening kunne tage sagen i sin hånd, således at alle, der har hjærte og kræfter tilovers for denne sag, derigennem kan tage arbejdet op, så de spredte kræfter samles.
Nogle Betragtninger over Straffelovenes § 192, 193, 194 og 195.
Af Sagfører Neergaard-Hansen.
Det gør mig altid ondt, naar jeg i Bladene læser om Forbrydelser og Straf, det gør mig ondt, mere for Forbryderen og den straffede, end for den, som Forbrydelsen er gaaet ud over - det er dog den Part, Forbryderen, der i Reglen lider mest - og dette maa man navnlig indrømme, naar den forurettede ikke er mere eller aldrig har været, og saadan er Tilfældet, hvad angaar de ovennævnte §§, de angaar nemlig Barnemord, Fosterfordrivelse, Fødsel i Dølgsmaal og uforsvarlig Omgang ved Barnefødsel, naar Barnets Død bliver Følgen; altsaa: den forurettede er ikke mere, eller ikke været har.
Ofte og sidst i Aftes, da jeg atter læste om Barnemord, tænkte jeg paa: dér er en Opgave for en kraftig og velorganiseret Forening; men stedse har jeg staaet tvivlraadig om, hvorledes en saadan Sag skulde gribes an. Idag spillede Tilfældet mig saa i Hænde, under Besøget hos en Ven, Numrene 10 og 11 af nærværende Blads 20de Åargang, og deri fandt jeg – jeg tænker paa Artiklerne om Barnemord - Meningsfæller, Folk, der havde samme Tanker som jeg, - Folk der havde følt, som jeg, for de ulykkelig stillede fødende ugifte Kvinder, som paa Grund af deres Medmenneskers taabelige Dom, en usand Morals Tryk, daarlige økonomiske Forhold og deres Forladthed, - ja, forladt staa de hyppigt, endogsaa af dem, som burde tage hele Byrden paa sine Skuldre - som paa Grund af alt dette lader sig fristes ind paa Forbryderbanen. Da disse Artikler, som berører dette Emne, lægger saa meget af Skylden over paa Lovgivningen angaaende Forsorgen af disse Børn avlede uden for ægteskab, vil jeg indlede mine Betragtninger med en kort Fremstilling af Udviklingen og den nuværende Tilstand af denne Lovgivning.
Christian V Danske Lov kendte vel til disse Børn, men giver dem ingen Ret, kun naar de „kuldlyses” af Faderen faa de Arveret halvt med Ægtebørn, jfr. Lovens 5. 2. 70: „Slegfredbarn arver ej Fader; men dersom Fader fører Slegfredbarn til Tinge, og lyser og forkynder, at det er hans Barn........... tager det halv Lod mod Ægtebarn”. „Er Ægtebarn ej til, tager saadant Slegfredbarn fuld Arv. - Men der var intet i Loven om, at Barnefaderen skulde bistaa Moderen eller yde noget til Barnets Underhold. Dog dannedes hurtig den Mening, at naar Moderen var ,,uberygtet” fortjente hun og Barnet nogen „Reparation”, jfr. H. R. D, af 1/5 1728. - Først 14/10 1763 forordnedes, at Barnefaderen skulde yde det halve Underhold indtil Barnets 10de Aar, „for at ikke det besovede Kvindfolk skulde sættes i de bedrøveligste Omstændigheder, der kunde have farlige og skadelige Følger”. Ved Forordning af 6/12 1839 udvidedes Forsørgelsespligten betingelsesvis til Barnets 14de
Åar og endelig ubetinget til denne Alder og betingelsesvis til det fyldte 18de Aar ved Lov af
30/4 1888, gjentaget i Lov af 12/4 1892 og 3/4 1900, hvilke Love forøvrigt give fortrinlige Regler for Sikring og Inddrivelse af disse saakaldte Alimentationsbidrag, ligesom de giver den fødende Kvinde Ret til Barselshjælp hos Barnefaderen.
Det ses saaledes, at vor Lovgivning har gjort store Fremskridt paa dette Omraade, idet den har givet et tidligere retsløst Barn sin - naar bortses fra Arveretten, - retslige Stilling og givet en værgeløs og forladt Kvinde den allerstørste Retsbeskyttelse, thi der gives ingen Forpligtelse, som Loven fordrer opfyldt under strængere Tvangsregler, end den her omhandlede.
Men dog har Lovgivningen endnu store Mangler paa dette Omraade f. Eks.: Den besvangrede ugifte Kvinde kan ikke forlange Bidrag inden Barnet er født, ingen Hjælp i Tiden forud og efter Fødselen, ingen Erstatning for mulige Følger af en haard Fødsel, - ja, hun maa hyppigt, overfor en genstridig Barnefader - vente i over ½ Aar, inden Hjælpen kan fremtvinges; og maaske er det umuligt at faa nogen Hjælp, naar Barnefaderen har været slyngelagtig nok til at forlade hende, opholder sig i Udlandet eller dør, inden Faderskabet er konstateret, og helt galt stiller det sig, hvis han er gift og har forud avlede Børn. Og hvad Barnet selv angaar, da kan det aldeles ingen Ret faa, hvis Moderen dør under Barselsaffæren; endelig er der Arveretten efter Fader og fædrende Frænder, som er Slegfredbarnet, der ej er kuldlyst, ganske forment. Men, hvad der er det værste, naar endelig Barnemoderen har faaet Dom paa Bidrag over den vrangvillige, uridderlige Barnefader, saa er det Bidrag, han ved Øvrighedsresolution tilpligtes at betale, altfor lille, men dette er ikke et Lovgivnings- men et Administrationsanliggende og har sin Grund i, at de fastsatte Normalbidrag ere forældede, hvile paa Skøn og Oplysning fra en Tid, da Børneopdragelsen ikke kostede saa meget som nu. Dette Forhold kunde en Forening ubetinget med Lethed faa forandret, her mangler sikkert kun Initiativ, og ved at faa nye Normalbidrag fastsatte, var meget, ja maaske det meste opnaaet. En anden Side af Sagen om Bidragets Størrelse, hører dog under Lovgivningsmagten, og det er, at give Administrationen Ret til at tage tilbørligt Hensyn til Barnefaderens Formuesomstændigheder. Som det er nu, kan nemlig den rige Mand ikke tilpligtes at give mere til sit Barns Underhold og Opdragelse end den fattige Mand, og dette er ganske uretfærdigt, det burde ikke taales, at den rige Mand ved en karrigt tilmaalt Sum kan slippe fra sine Forpligtelser, ikke taales, at han skelner mellem sine „rigtige” (d. v. s. ægte) Børn og sine „urigtige” (d. v. s. uægte Børn), de ere lige „ægte” og lige „rigtige”, og saa skal dette Barn endog være uden Arveret. Hvad denne Sag angaar, skal jeg dog ikke her komme nærmere ind derpaa, dels har det mindre Interesse, da de rige Folks Tal er saa ringe og de formueløses saa stort og dels har det store Vanskeligheder at lovgive paa dette Felt, jfr. det gamle Ord: Hvem der er Moderen véd man altid, men ikke, hvem der er Faderen”.
Jeg skal nu vende tilbage til de §§, hentede fra vor forældede Straffelov, som danner mit egentlige Udgangspunkt. De vedtage Straf for de ovenomtalte Handlinger, der altsaa ved disse §§ ere gjorte til Forbrydelser og tilmed store Forbrydelser, „Mænd” imod „Kvinder” og ere mægtige Anklagere mod den Uretfærdighed, at ikke alle „Borgere”, men kun Mændene skulle være med til at skrive de Love, som ogsaa Kvinder skulle adlyde, ja, hvorefter de endog skulle straffes, straffes haardt for Forbrydelser, som dog Mændene ere de indirekte Aarsager til. Den unge Moder skal i Tugthuset, medens Faderen ser til, følte han Vægten af sit Ansvar, vilde han straks træde til og bede om Lov til at dele Tugthuset med hende, men i Stedet for, det ser man hyppigt, fjæler anonymt i den yderste Krog, Bladene vover næppe at nævne ham, medens de dog i deres Nyhedsstof stiller den unge Moder til Skue og af forloren Sædelighedsfølelse ikke har et undskyldende Ord for hende.
Det vil selvfølgelig føre for vidt at komme nærmere ind paa Forstaaelsen af disse §§ ligesom ogsaa paa, om de i disse beskrevne Handlinger burde være Forbrydelser, hvad § 193 angaar turde det være tvivlsomt; men kun skal jeg betone, at Straffene - indtil 12 Aars Strafarbejde (D. Ls 6, 6, 7 fastsætter Halshugning og Hovedet paa Stage) - ere uforsvarlige haarde. Og mærkeligt nok, man ser aldrig Kongens Benaadningsret anvendt overfor disse Lovovertrædelser, - her kunde sikkert en Forening gøre meget godt ved at gøre Indstillinger i saa Henseende. Men §§ er der nu engang i al deres Haardhed, skrevne af Mænd. Jeg vil i denne Forbindelse berøre, hvilken § „Mændene” „glemte” at indføre nemlig: en §, ligesaa haard, som de nævnte, om, at den „Mand” bliver at anse med Straf, som forlader den af ham besvangrede Kvinde paa en Tid, da hun trængte til Hjælp og Støtte og hun derefter, antagelig som Følge af sin fortvivlede og forladte Stilling, forser sig imod de anførte §§ eller dræber sig selv med sit Foster eller Barn. Saa ansvarsfølende have de ,,lovgivende Mænd” i Norge dog været, de har husket at faa saadan en § med ind i Lovene, hvorved Manden i saadant Tilfælde straffes som meddelagtig i Forbrydelsen, og det kunde vel ogsaa nu opnaas herhjemme, endogsaa inden Straffelovens Revision.
Jeg skal her nævne en anden Lov, ogsaa skrevet af Mænd mod Kvinder, som sikkert i mange Tilfælde bidrager sit til, at den unge vordende Moder hjælpeløs, erhversløs og forladt forledes til at tage sin forbryderiske Beslutning, det er den berygtede Klasselov - Tyendeloven, der i sin § 41
Nr. 13 bestemmer, at Husbonden strax, uden Varsel, kan bortvise af Tjenesten et ugift Fruentimmer, - det grimme tyske Ord bruger Lovsproget, - der befindes frugtsommeligt. Der findes vel nok Husbond og Madmoder, der benytter sig af Lovbestemmelsen uden at tænke paa, hvad Følgen kan blive, der i Stedet for at yde Raad og Vejledning kun har haarde Ord til ,,den faldne”, som det hedder. Der findes saadanne, ligesom der findes Forældre, der forskyde deres eget Barn og eget Barnebarn og bringer dem i Ulykke, - større Ulykke end den foreliggende.
Jeg har nu kortelig vist, hvordan Lovgivningen er paa det her berørte Omraade og ogsaa vist en Del af dens Lakuner og berørt, hvorledes en Forening kunde virke for at faa bedre Forhold, og derved virke hen til, at ugifte Kvinder ikke, som nu, i saa stort et Antal forspilde deres Liv ved at overtræde de ovennævnte Straffeparagrafer; meget andet kunde en saadan Forening udvirke i samme Retning ved at give Raad og moralsk Støtte, ved naar Pengemidler vare tilstede, at støtte dem pekuniært før og efter Fødselen, skabe Føde-, Rekonvalecent- og Børnehjem o.s.v., opsøge Børnefædre, skaffe juridisk Bistand, skaffe lette Pladser før og efter Nedkomsten m. m. m.
Der mangler altsaa et: »Foreningen«. Hvorfor ikke begynde med at danne denne? Jeg vil derfor slutte med en Opfordring hertil, og for at Begyndelsen kan blive gjort, vil jeg med Redaktionens Tilladelse anmode Bladets Læsere og Forfattere af tidligere Artikler om at indsende til mig under
Adressen: Fiolstræde 13, Tilbud om at være med til at danne en saadan Forening, og naar et nogenlunde tilstrækkeligt Antal Tilbud ere indkomne, vil jeg sende Anmodning om en Sammenkomst, hvorefter almindelig Indbydelse kunde udgaa; jeg forventer, at Læserne ville formaa Paarørende, som have Interesse for Sagen, til at følge deres Exempel. Dette er en Sag, der bør kunne samle Interesse hos et stort Antal af baade Kvinder og Mænd, men først og fremmest Kvinder og i Særdeleshed Kvindesagsforkæmperne.
