« Tilbage til søgeresultaterne
Kongressen i Berlin
I.
Nu er Kongresugen forbi og Deltagerne spredt for alle Vinde over hele Verden, hvorfra de kom. Det har været et betydningsfuldt Stævne, der vil huskes længe af dem, der naaede at være med. Dets Betydning ligger ikke just i den Belæring, man høstede af alle de mange oplysende Foredrag, der skildrede Bevægelsers Forhold og Tilstande i mange forskellige Lande, men i selve Stævnets internationale Karakter: Der frembød sig her en Sammenligning mellem de forskellige Landes Fremgang, der - det tør man vente - vil virke ansporende baade paa Kvinderne i de længst fremskredne Lande og i de øvrige; de første vil faa nyt Mod til at kæmpe ved at se, at der i Virkeligheden er særligt gode Betingelser i deres Land for Opnaaelsen af deres Ønsker, de sidste vil lære af deres heldigere stillede Kampfæller, hvad Energi og Sammenhold kan udrette, naar man arbejder henimod et fælles Maal. Tillige var det opmuntrende at se, hvor mange tænkende, begavede og dygtige Kvinder der findes mellem Forkæmperne, hvorledes der over hele Verden arbejdes paa det samme, af Amerikas og Englands Titusinder og Tysklands og Frankrigs Tusinder som af Danmarks - og de andre smaa Landes – Hundreder, at der er Forstaaelse og Samarbejde imellem disse, saa at der dannes en Magt, der kan have Haab om at blive taget med paa Raad i Verdensstyret.
Der var Fest og Stemning over det hele. I „Philharmonie”s store Bygning gik man ud og ind, som var man hjemme, og alle tre Verdenssprog svirrede en om Ørene, blandet med enkelte mindre Nationers Sprog: Dansk, Norsk, Svensk, Hollandsk, Polsk, Italiensk, Ungarsk. De fire store Sale var taget i Brug til Møderne, og alle de mindre Værelser var hyggelige Saloner til Ophold i eller udenfor Mødetiden eller til forskellige Bureauer: Oplysningsbureau, Bureau for fundne Sager, Postbureau. Korridorer og Gange var anvendt til Udstilling af Fotografier af de bekendteste Kvinder, til Salg af Kvindesagsskrifter og til Udbud af Forfriskninger (Kiks og Citronlimonade), der i rigeligt Maal var „skænket” af Berlins Kvinder. Særlig Drikken blev meget paaskønnet i den - for os Nordboere i hvert Fald - næsten uudholdelige Hede, der herskede i Berlin under hele Kongressen.
Der taltes i alle 4 Sale paa een Gang hele Formiddagen til Kl. 2, og næsten hver Aften var der offentlige Møder. Man kan forstaa, at der var Brug for de henved 200 anmeldte Talere, hvoraf endda mange talte flere Gange nemlig om forskellige Emner. Der var flere Tusinde Kongresdeltagere, man mente ca. 4000, men Tallet var ikke bestemt konstateret. Alle 3 Verdenssprog blev benyttet; mest Tysk og Engelsk.
Tyskland var naturligvis i Antal bedst repræsenteret, da Kongressen holdtes i Tysklands Hovedstad; de havde et Par udmærkede Talere i Fräulein Lange og Frau Marie Stritt, Formand for det tyske Kvinderaad (»Bund deutscher Frauenvereine«), Dr. Käthe Schirmacher, nu bosiddende i Paris, og flere.
Men Amerika - Mrs. Charlotte Perkins Gilman*) fandt ikke sin Lige paa Kongressen som Taler, Mrs. Gilman talte kort, klart, skarpt, vittigt med understregende og betegnende Haandbvægelser, der lettede Forstaaelsen af det engelske; hun talte meget langsomt - muligvis af Hensyn til Udlændingene - og tydeligt, næsten hvert Ord for sig. Hele hendes Personlighed virkede med til at tage ens Opmærksomhed fangen, alles Øjne fulgte hendes smukke Bevægelser og Minespillet i hendes smalle, blege Ansigt med de kloge, mørke Øjne - naar et hastigt Smil for over hendes Ansigt efter en skarp eller uventet Vending i Talen, brød et voldsomt Bifald løs for straks efter en Haandbevægelse af hende at give Plads for aandeløs Stilhed og spændt Opmærksomhed.
Et Par Eksempler vil karakterisere Mrs. Gilman som Taler: Hun bliver afbrudt af Dirigenten, da Tiden var udløben (der maatte paa Grund af Emnernes Mængde fastsættes en Tid af 10 Min. for Talere, 6 Min. for Deltagere i Diskussionen) der protesteres kraftigt, man vil høre mere. Mrs. Gilman fortsætter, men bliver kort efter afbrudt. Endnu kraftigere Protester, og lidt efter træder Mrs. Gilman frem i Nærheden af Talerstolen og lader til at ville fortsætte. Der bliver øjeblikkelig dødsstille i Salen, hvorpaa Mrs. Gilman siger: »The greatest charm of a speaker is to stop, when his time is out« (den største Tiltrækning ved en Taler er, at han kan holde op, naar hans Tid er udløben) og forlader Tribunen. Stor Skuffelse, men vild Begejstring for »the speaker«.
Den sidste Dag var der det sidste store offentlige Møde med Fraulein Helene Lange og Mrs. Gilman som Talere. Salen var allerede længe før Tiden stuvende fuld, og der blev da sagt til Forsamlingen, at de, der stod op, og de, der endnu ikke var kommen ind, kunde gaa op i en af de andre Sale, saa skulde Talerne komme derop og gentage deres Tale. Mrs. Gilman er første Taler og taler som sædvanlig temmelig kort, men slutter som sædvanligt under stormende Bifald. Scenen fra den anden Dag gentager sig: Det lader ikke til, at Mrs. Gilman vil fortsætte, men endelig træder hun frem igen. Strax forventningsfuld Stilhed i Salen, hvorpaa hun siger: »I shall go over and say all the same to the others« og gaar sin Vej under Tilhørernes Munterhed og Bifald.
Kongressen varetog jo mest sociale og videnskabelige Opgaver, men ogsaa de kunstneriske var repræsenteret ved Kongressen, idet denne indlededes med en festlig Koncert, der dirigeredes af en Kvinde, et sjeldent og ganske ejendommeligt Syn. Frl. Margarethe Toeppe havde under sin Ledelse et Strygeorkester (Deutschen-Frauen-Streichorchester), hvor alle Instrumenterne var besat med Kvinder - kun de 3 Basser var Mænd. Til disse har man aabenbart ikke kunnet skaffe Kvinder, da disse meget store og rent fysisk set vanskelige Strygeinstrumenter ikke dyrkes af Kvinder (her i Landet er dog vist en enkelt kvindelig Bassist). Det var som sagt et meget ejendommeligt Syn at se dette hvidklædte kvindelige Strygeorkester dirigeret af en Kvinde i sort, elegant Selskabstoilette med lette, meget vide Kniplingsærmer, der var en morsom Kontrast til de kraftige og sikre Bevægelser, der nøje fulgtes af Orkestret. Det hele tog sig nydeligt ud med en Palmeskov til Baggrund. Man spillede Stykker af Mozart, Haydn o. fl. og der er vist ingen, der paa Forhaand vilde tvivle om Kvindernes Evne til at spille Mozart med Ynde og Lethed, men ogsaa, hvor der krævedes Kraft og Applomp, var Orkestret sin Opgave voxen, hvilket man heller ikke var i Tvivl om, naar man havde set paa Dirigenten et Par Takter; man mærkede ingen Brist i Orkestrets Ydelser, men maaske laa det i, at man havde valgt Stykkerne efter sin Evne, de lette, legende yndefulde Stykker.
*) Forfatter af „Woman and Economics", 1899. In this our World, 1899. The Home, 1904. Af den første Bog har Kirstine Frederiksen i sin Tid givet et fyldigt Referat her i Bladet; (1900, Nr. 36 og følgende Nr.) Af Digtene har Uffe Birkedal oversat nogle (Kv. o. Sf. 1902).
