« Tilbage til søgeresultaterne
Lidt om Kvindelighed
Naar man færdes ude i Livet og som Kvinde vil søge at tilkæmpe sig en selvstændig Stilling i Samfundet, gives der to smaa Ord, som summer en om Ørene ved alle mulige og umulige Lejligheder.
De hedder „kvindelig” og saa Kontrasten „ukvindelig”.
Og dog, spørger man om en Definition, en klar Redegørelse for, hvad disse to saa meget brugte eller misbrugte Ord virkelig betyder, saa studser de fleste, eller, hvad værre er, de indfiltrer dem selv i Modsigelser, overdænger den Spørgende med en Ordstrøm, som oftest med Beretninger af rent subjektiv Art, smaa personlige Oplevelser, og fører Mode, Skik og Brug etc. i Marken, for at bevise, hvad der kun vanskeligt lader sig bevise ad logisk Vej. En tilfredsstillende Løsning faar man saare sjældent, man kunde fristes til at sige „aldrig”, og det ligger i Sagens Natur, at det ikke kan være anderledes, thi tænker man nærmere over det, maa man gøre sig klart, at Ordenes nuværende Brug for en stor Del er udsprunget af Menneskenes, Samfundets Trang til at sætte Grænser for den gensidige Frihed og Udvikling, og at da særlig Kvinderne, det svage Køn, den igennem Aarhundreder underkuede Halvdel af Menneskeheden har maattet finde sig i, at der er blevet paaduttet dem Egenskaber, Karaktermærker i Form af „Naturbestemmelser”, som i Virkeligheden har lidet eller intet med „Natur” at gøre.
Vi behøver ikke at gaa langt tilbage i Tiden for at finde slaaende Eksempler selv i rent ydre Ting for det ovenfor sagte. De fleste af os kan vel huske at have hørt vore Mødre eller Bedstemødre fortælle, hvorledes det „dengang jeg var ung” blev anset for ukvindeligt at gøre dette eller hint, f. Eks. løbe paa Skøjter m. m., og hvorledes de selv har været med til at være Banebryder for et eller andet, som nu forekommer os ganske selvfølgeligt; og vi ved allesammen, at der endnu gives baade Mænd og Kvinder, som anser det for i højeste Grad upassende, for noget, som strider imod den „ægte” Kvindes Natur at tage en Cigar eller Cigaret i Munden og meget mere af samme Slags. Lad os vende os fra det ydre og søge dybere ned til Menneskets Ret til at arbejde. De fleste mener vel nu, at Kvinden har tilkæmpet sig Retten paa dette Omraade, men er man ærlig, maa man indrømme, at vi, selv nu i Begyndelsen af det 20de Aarhundrede, staar Ansigt til Ansigt med et Utal af Lovbestemmelser eller Samfundsvedtægter, som lægger sig hindrende i Vejen for den samme fri Udfoldelse af den kvindelige Natur og Personlighed, som Manden nyder og har nydt i lange Tider.
Ordet „ukvindelig” eller Fraser saasom „i Strid med Kvindens sande Natur eller Bestemmelse”, bliver anført som Bevis for Mandens formentlige Ret til at lægge Kvinden Vanskeligheder i Vejen for at opnaa den Frihed, han selv ejer.
Hvor kan det dog være, at det er saaledes? Gives der virkelig en fyldestgørende Grund, med hvilken man ad streng logisk Vej kan forsvare de Skranker, Samfundet endnu bygger om den kvindelige Personlighed?
Lad os søge at se lidt kulturhistorisk, psykologisk paa Sagen.
Saa længe „Mennesket” har existeret paa denne Klode, har der sikkert ogsaa været gjort Forsøg paa Arbejdsdeling mellem Individerne, som med Tiden og den voksende Kultur efterhaanden er bleven mere og mere bestemt. Ligesom hvert enkelt Organ i Legemet udfører sit bestemte Arbejde for at vedligeholde hele Organismen, saaledes paatager sig hvert Individ i en Familie, Stamme eller Samfund sit for at vedligeholde og fremme Helheden. Hvorledes har Arbejdsdelingen da sandsynligvis været paa de lave Kulturtrin, dem, som vor nuværende Udvikling er bygget op paa og bygger videre paa endnu? At den sandsynligste Arbejdsdeling har været den, at den fysisk stærkere Organisme „Manden” paatog sig Arbejdet udadtil, førte Krig, værnede Stammen mod Overgreb, jagede for at skaffe Føde etc. etc., mens „Kvinden”, den fysisk svagere, værnede om det bestaaende, udvidede og uddybede det, er rimeligt, selv om vi igennem Overleveringer og tillige igennem Eksempler af nuværende vilde Naturfolk har mangfoldige Eksempler paa, at ogsaa Kvinden besad Kraft og Ævne til at udføre det i ren fysisk Forstand strænge Arbejde, som ellers paahvilede Manden. I sine store Hovedtræk ser vi imidlertid den selvsamme Arbejdsdeling endnu, selv i de højeste Kulturstater; dog Forandringer, en gradvis Omdannelse af det bestaaende lader sig paavise igennem hele Kulturhistorien saa langt vor Viden rækker, og altid er den gaaet i samme Retning. Overalt ser vi, at „Mennesket” efterhaanden begynder at respektere „Menneskeretten”.
(Sluttes.)
