« Tilbage til søgeresultaterne
Fredssagen på Kvinderådsmødet i Berlin
Ved det internationale Kvinderådsmøde i Berlin var den 10. Juni helliget Fredssagen, denne store Fremtidssag, som det internationale Kvinderåd har sat på sin Fane som obligatorisk for hvert Lands nationale Kvinderåd.
Ved Mødet i Berlin om Fredssagen, talte først Bertha v. Suttner, som har gjort det til sin Livsopgave at virke for denne Sag. Hun mente, at medens Krigen nu saa sørgelig raser, er det af den største Betydning at prædike Fredens Evangelium. Fra Magt til Ret går Historiens Udvikling efter uomstødelige Principper. Fredssagen har allerede for længe siden gjort sig gældende ved Kendsgerninger, ophørt med at være Theori. Den har sine egne Organer, sine officielle Institutioner, sin politiske Virksomhed, og en stadig voksende Skare af Tilhængere. Modstandere af Freds og Kvindesagen udbryder med Felix Dahn, at „Sværdet tilhører Manden, og hvor Mænd slås, der har Kvinder at tie". Men Kvinden tier ikke, hun taler, arbejder og handler. Ikke de Kvinder, som ængstes for deres Ægtefæller, Sønner eller Brødre, om Krig skulde komme, er de bedste Forkæmpere for Freden, men de, som uden personlig Interesse har den Overbevisning, at Krig er forkastelig, at de må arbejde imod den, fordi den er en Hemsko for al Kultur, et Onde for Menneskeheden. Den ny Kvindetype vil bidrage til, at ikke mere nogle bestemte Dyder pryder Manden og andre Kvinden, at Mildhed og Mådehold lige så godt anstår Manden som Mod og Tænkeevne Kvinden. Når en Gang, paa Menneskehedens højere Udviklingstrin, både Mand og Kvinde sidder sammen i Folkets Råd. med samme Rettigheder, da vil Krigens Institution falde. Da vil et vist Mål af Barmhjertighed og Finfølelse gøre sig gældende, og Afsky for al Slags Grusomhed vil da vise sig i al Politik. Enhver, som overhovedet arbejder på Menneskehedens Forædling, virker middelbart direkte henimod en Tid, da Krig vil ophøre.
Derefter talte Mme Bogelot fra Paris varmt og indtrængende for Freden.
Det internationale Kvinderåds Præsident, Lady Aberdeen, født i Skotland, talte derpå. Hun, som ingen anden, synes kaldet til at føre an i Fredens Sag, hvorved hun har indlagt sig så store Fortjenester. Hun har sammen med sin Mand, Lord Aberdeen, som var Vicekonge i Irland, arbejdet paa at bringe Forsoning mellem England og Irland. Ligesom de begge har søgt at skaffe bedre Vilkår for de fattige Irlændere. Ogsaa i Canada, hvor Lord Aberdeen var Generalmajor, har den udmærkede Kvinde vidst at gøre sin gode Indflydelse gældende, og især støttet og hjulpet Kvindebevægelsen frem. Et Træk af hendes noble Tænkemåde viste hun under Krigen mellem England og Boerne. Hun stod dengang som Formand for alle det internationale Kvinderåds Fredsudvalg, men da den sørgelige Krig udbrød, følte hun sig som Englænderinde uværdig til at være Formand for disse Fredsudvalg, og trak sig tilbage, idet hun bad en anden overtage Førerskabet. I sin Fredstale i Berlin fremhæver hun den sørgelige Kendsgerning, at det ofte er Kvinder, som har givet Anledning til Krige. Bevidstheden herom maa anspore alle Kvinder til at blive Apostle for Freden, såvidt deres Indflydelse kan gøre sig gældende. De må se at få omstyrtet de Idealer, som kun ser Heltemod med klirrende Sabler. Allerede i Barnekamret maa Kvindens Missjon begynde. Mødre og Opdragerinder maa samle Heltehistorier, som intet har med Krig at gøre. Derved vænner man Barnet til at forene Begrebet Heltemod med det, som opretholder Livet, istedetfor det, som tilintetgør det. Historier, hvori det moralske Mod at gøre, hvad der er Ret, trods Hån og Modstand, fremstilles fremfor det fysiske Mod. Sådanne Historier findes blandt Mennesker af alle Klasser, blandt Arbejdere, Matroser, Lærere og Lærerinder, Sygeplejersker og Bjærgfolk o. s. v. Lady Aberdeen udtaler det Ønske, at Fredsvenner i alle Lande vilde opstille en Liste paa Bøger, som indeholde sådanne fredelige Heltehistorier. Foruden disse Bøger for Ungdommen, skulde der i Barnekamrene ophænges Billeder af fredelige Heltegerninger.
Ved Skoleundervisningen om Krigshistorie, skulde man fortrinsvis dvæle ved de Ulykker, Krigen bringer over Hjemmene, over Kvinder og Børn. Lad os håbe, siger hun, at Kvinderne må blive Mændene en Medhjælp i Virksomheden for at lå oprettet fri Forbund mellem Natjonerne, og derved lægge den Fredens og Tillidens Grundvold, som Verden allerede så længe har ventet på.
Også den gamle, 84aarige Mrs. Susan Anthony, fra Amerika, talte Fredens Sag. Hun mente, at den eneste Vej, som kunde føre til varig Fred mellem Nationerne, var Mands og Kvinders Ligestillelse. Så talte Fru Line Morgenstern fra Berlin om Freden ved Opdragelsen. Af den Resolutjon, som fra italiensk Side blev foreslået, fremhæves følgende: „Søg at forstå Ånden i de natjonale Love, og at bringe den nationale Aand til Udvikling. Behandl alt levende med Retfærdighed og Godhed. Plej Moralen. Søg at udvikle Retfærdighedsfølelsen hos Barnet. Søg daglig at udføre en Handling, som kan hjælpe fremad til Fredens Rige på Jorden".
