« Tilbage til søgeresultaterne
Bøger
G. B. N. F.:
Selma Lagerløf: Christuslegender.
For Selma Lagerlöfs trofaste læsere vil hendes sidste bog ikke indeholde meget nyt; en del af fortællingerne fandtes allerede i „Drottningar i Kungahälla”, andre, maaske de fleste, har været trykte i nordiske julehefter.
Men en glæde bli’r det alligevel at læse den; få har som hun fået evne til at række bægeret til „tusende, som törsta efter sång”, det bæger, der fyldes ved den livsens strøm, som man kalder poesi, og „som anslår hvar man’s mun”, så at det kan læske alle, gamle og unge, lærde og ulærde.
Hun er som få en født Digter, og som sådan har hun fået evnen til at øse af den kilde, som vi andre ikke kan finde, og evne til at se der, hvor vi andre er blinde; kunde man ikke sætte som motto over denne lille samling legender - som over det meste af hendes forfatterskab - de ord, som den gamle „farmor” siger i den første henrivende lille fortælling, at det ikke kommer an paa sol eller måne og heller ikke på lys eller lampe, men på „at have de øine, som kan se Guds herlighed” ? - -
Skulde man fremhæve enkelte af disse fortællinger, måtte det vel af de ældre blive bearbeidelserne af de smukke naive legender om Christi barndom: „Flugten til Ægypten”, hvor barnet får den ældgamle daddelpalme til at bøje sig til jorden, så at de udmattede flygtninge kan læske sig med dens frugter, eller „I Nazaret”, hvor han laver små lerfugle, farver dem med vandet, som er gyldent af aftensolens stråler, og tilsidst får dem til at flyve.
Af de nyere måtte det ubetinget blive „Ljuslågan”, eller som vi på dansk må nøies med at sige: „Flammen”. Det er en fortælling om en tapper ung adelsmand, der er så stridslysten og vild, at hans unge hustru føler sin kærlighed - der var som et stort gyldenstykkes klæde - svinde ind, og derfor forlader ham; og en fortælling om, hvordan han vinder hende igen, ikke ved sine bedrifter, som han haaber, men da han selv har lært at tænke så hensynsfuldt og „tage så blødt” som en kvinde, ved at vogte den lille flamme, han har fået lov at tænde ved Christi grav, og fører den trods mange hindringer under en lang, ensom, farefuld rejse hjem til domkirken i Florens. - „Christuslegender” er en perle i den nordiske litteratur og vil engang blive regnet til dens klassiske værker.
Skade, at sådanne bøger må oversættes på dansk.
K. M.
Pauper Frater: Det faste Punkt. l11 Sider.
Gyldendalske Forlag. København 1904.
Der er i det religiøse Liv herhjemme Ting, der tyder paa, at Søren Kierkegaard først nu begynder at faa den danske Menighed i Tale. Det synes at gaa op for Folk, at han ikke var blot en fanatisk Kirkestormer, men en af de gode Mænd, i hvis Hjerte, som Carlyle skriver, det religiøse Princip i lønlig Længsel kæmper sin stille Kamp for at finde den ny Aabenbaring.
Pauper Frater er en dansk Præst, som aabent giver sin Tilslutning til Kierkegaards: Subjektiviteten er Sandheden. I den enkeltes ærlige Overbevisning ser han det eneste Princip, hvorudfra Kristendommens Væsen lader sig bestemme. Den Lessingske Tanke: Kristentroen er ældre end Bibelen, vender han saavel mod det protestantiske Skriftstade som mod det grundtvigianske Standpunkt; thi det kristne Liv er ogsaa ældre end den formulerede Daabspagt.
Iøvrigt hindrer hans Standpunkt ham ikke i at anse Daabsbekendelsen for det fyldigste Udtryk for den Tro, han bekender sig til: I hvad Aand Bogen er skreven, fremgaar af Slutningsordene: Maatte jeg ved min Fattigdom tildrage mig ens Opmærksomhed, der er rigere, og som i mig ser en Broder, saa han vil dele sin Fattigdom med mig.
