Borgmester Hansens Bebrejdelser.

”Havde Kvindeforeningerne rettet deres Bestræbelser paa at støtte det private Selskab, der arbejder for Friskolebørnenes Bespisning, støttet denne Forenings Virksomhed til at hjælpe paa den til Stede værende Nød uden at bryde med de Grundsætninger, som bør opretholdes, vilde Kvindeforeningerne have gjort en Gerning, som i høj Grad fortjente Paaskønnelse; nu kan det gjorte Skridt let vække Misnøje i Stedet for at skabe Gavn.”

Saaledes svarer Magistraten paa Kvindernes Andragende om Kommunens Overtagelse af trængende Skolebørns Bespisning. Kvinderne kan imidlertid tage sig Magistratens Bebrejdelse meget let; thi Henvendelsen til Kommunen er sket efter nøje Overvejelse og med indgaaende Kendskab til Forholdene, navnlig til den private Godgørenheds Rækkeævne. Beviset for det berettigede i Kvindernes Andragende er de 26,000 Underskrifter, det fik, og som let kunde være blevne til 100,000, om Kvinderne havde haft mere Tid og flere Kræfter til at ombære Adressen.

Det private Selskab, hvis energiske Bestræbelser vi fuldt ud anerkender, har allerede de to sidste Aar erklæret sig fallit; - det vil sige: det har kun været i Stand til at bespise ¹/₄ af Børnene 3 Gange ugenlig og har med al sin Anstrængelse i Aar ikke naaet til mere end 15.000 Kroners Indtægt, som rimeligvis ikke vil stige. Det er nemlig de samme enkelte velhavende Folk, der stadig yder deres Bidrag. Det er smukt og godt af dem; men ud over dette vil der ikke indkomme Bidrag uden ved en eller anden Aftenunderholdning som i heldigste Tilfælde vil give nogle tusind Kroner i Kassen. Selskabet har derfor selv erklæret: „Hjælp absolut nødvendig!”

Vi kan forsikre den ærede Magistrat, at ingen bedre end de Kvinder, der har arbejdet i humane Foretagender, kender det fortvivlede Tiggeri, naar man med bankende Hjerte skal ringe paa de riges Dør for af Naade og Barmhjertighed at erholde et Par Kroner til et Foretagende, der kræver Tusinder; men den tornefulde Vej skulde dog ikke hindre os i at arbejde for en god Sag dersom der var Udsigt til at naa et godt Resultat derved. Men Sagen er, at den private Godgørenhed, skøndt vi indrømmer, at den er stor i København, dog kun er som en Draabe i Havet. - Det er vor Erfaring. Saa Tilrettevisningen kan vi tage os let.

Mindre let kan vi derimod tage os Magistratens Mangel paa Forstaaelse af, hvad Samfundets Vel kræver, og dens ubegribelige Kølighed, der stilles tilfreds med, at Børnene bespises 3 Gange om Ugen - hver anden Dag Mad! - og som slaar sig til Ro med, at Kommunens Opgaver er ordnede ved Lov - „det er et helt nyt Krav”, Kvinderne her har stillet. - Mener virkelig den ærede Magistrat da, at Love er uforanderlige, at det for al Evighed er bestemt, at en Kommune ikke skal bespise Skolebørn? Nye Tider, nye Krav - og vi ser ikke rettere, end at Kommunens Opgave er at tjene Samfundets Medlemmer, paase disses Tarv og da først og fremmest paa de Omraader, der sorterer under den, deriblandt Kommuneskolens Forpligtelse til at sørge for, at Børnene naar det størst mulige Udbytte af Undervisningen. Vi vilde gerne vide, hvad det er for Grundsætninger, der vilde brydes, dersom Kommunen bespiste sine trængende Skolebørn. Er det Pietet overfor Forældrene og Hjemmene, der her holder Magistraten tilbage, saa kan vi vist være ganske rolige for den Krænkelse, Hjemmets hellige Arne vilde lide ved, at de sultne smaa spiste sig røde, runde Kinder til paa Skolebænken, at Kommunen skaffede fattige Børn en Barndom, fri for Sult, gjorde dem sunde og kraftige til Ungdomsdagene, medens vi nu under vore sørgelige sociale Tilstande kan vente en Slægt vokse op, vissen og moralsk slappet paa Grund af Mangel paa det allernødvendigste: daglig varm Mad. - Er det Ansvaret for Kommunens Kasse, der holder de vise Fædre tilbage, da hører der sikkert ikke meget til at gøre det Regnestykke op, at hvad der blev en Udgift paa Skolens Budget, vilde mange Gange spares paa Fattigvæsenets og Retsplejens. Saa af økonomiske Grunde kan Magistratens Standpunkt ikke forsvares. Borgernes Tilslutning til Tanken har Kvinderne vundet i rigt Maal, saa det er ikke den, der mangler. Der kan fra Kommunens Side kun fremsættes en eneste begrundet Indvending imod Andragendet, og det er den, at der maaské i Øjeblikket ikke er Penge i Kassen til Dækning af den ganske vist betydelige Udgift. Men denne Hindring er Kommunen forpligtet til at overvinde.

Det er dens Pligt, med Skoleraadet i Spidsen, at gøre det indlysende for Staten, at der her foreligger et Krav, som ikke kan eller bør tilbagevises; den bør optage et Laan af Statskassen, den bør ved sin Avtoritet forlange Borgernes Skatter forhøjede saa meget som nødvendigt. Man kan være vis paa, at mange gerne betalte højere Skat mod at blive fri for det ulidelige Tiggeri, de nu er Genstand for, ikke at tale om det smertelige i at se de mange Børns Nød.

Vi kan kun beklage, at Kvinderne er udelukkede fra direkte Indflydelse paa Kommunens Anliggender; thi det kan man være vis paa, at for Kvinder vilde der ikke være Tvivl om, hvor vidt det var Ret at bespise de sultne Skolebørn, eller om, at dette var fuldt ud forsvarligt overfor Borgerne, der ved deres Underskrifter har støttet Kvindernes Andragende og vist, at de anser dets Bevilgelse som lykkebringende for Samfundet.