« Tilbage til søgeresultaterne
Bøger
Marie Wiese: „Liv”.
(Nordisk Forlag. 165 Sider.)
„Liv” er Navnet paa et Barn, og det betyder tillige Livet, der i dette Barns Skikkelse stiller sig
hindrende imellem en Mands og. en Kvindes Forening.
Bogen igennem tales der i et Diminutivs Navn, saa stadigt, at Læseren uafbrudt synes at høre Raslen med Legetøjs-Blikdaaser. De mange Ord og Gestus, der fylder op og gør Støj, former sig ikke i noget Billede, der kan give Bogens to yderst almindelige Mennesker deres Fysiognomi - og ganske halvvoksne som de virker, bringes de ikke videre gennem det Tilbehør af Elskovs-Hengivelse og Sjælekvaler, der udgør Bogens ujævne Akse: den unge Kvinde, der elsker en forgældet Officer, som ikke kan gifte sig, det for Verden illegitime Barn, der skjules saa omhyggeligt, - takket være en Sparekassebog, en Fotografforretning og en naiv Præst - at Moderen kan adoptere det uden at mistænkes - bringer ikke Konflikt med Yderverdenen. Og da disse af Skæbnen heldigt stillede Hverdagsmenneskers indre Brydninger kun bestaar i, at ingen af Forældrene tør vedkende sig Barnet og gifte sig trods et Kaptajnsavancement, en Arv og den gensidige Elskov, saa volder hverken deres Ikke-Samliv, mens Barnet lever, eller deres Ægteskab efter dets Død, eller deres hengemte Kærlighed nogen Interesse.
Der er saa lidt Sammenhæng heri som i megen anden tilsyneladende hensigtsløs Raslen med heterogene Genstande. Og hvorvidt den Hemmelighed, der beror mellem Barnet og dets Daaser senere maaske naar til at give sig et musikalsk Udtryk, er indtil da ligesaa skjult for Menneskenes Øjne, som det nu er i denne Debutbog.
Enid.
G. B. N. F.:
Edv. Söderberg: „En klog lille Pige”.
Edv. Söderbergs sidste bog handlede om fjerne tider og lande; denne gang har han valgt et emne fra vor egen by, valgt at skildre et menneskeliv, som det leves på de gader, hvor vi selv færdes, ja måske i det hus, hvor vi selv bor. - Og dog kan det hænde, at mangen én læser bogen med en følelse af her at få besked om ting og forhold, som er ham eller hende ret ukendte.
Hovedpersonen, Nancy, er en ung pige, som er ansat i en forretning; hun fortæller om sig selv og sine omgivelser i en hel del breve, de fleste rettede til en veninde. Man ser hende hjemme i baghuset, hvor hun er født, baghuset med alle de mange underlige eksistenser, der beskrives tydeligt af hendes vittige pen og giver hende anledning til hendes første livsbetragtninger. Hun håber paa „lykken” og tror at kunne finde den, først og fremmest fordi hun ved, at hun er smuk. Men hvad „lykken” er? ja måske ungdom og højhed, kærlighed er det ikke, den tror hun ikke på.
Man følger hende hen „i forretningen” og ser de mange andre unge kvinder der; få af dem har vel synderlig lyse Kår. Man ser også „chefen”, en halvgammel, „komisk” fyr. Han gør „stormende” kur til Nancy, men hun håner ham. - Hun er forresten så vant til sligt; allevegne sværmer herrerne om hende Hun indlader sig en del med en ung mand af fin familie, der vil gifte sig med hende. - - - Da møder hende pludselig noget nyt, hun møder den store kærlighed, den hun ikke troede på. Fra nu af bliver det hendes største glæde at være om eftermiddagen oppe, hvor han, Alfred, bor sammen med sin Ven, den tungsindige Digter, pusle om ham, så der bliver „så nydeligt som i en dukkestue” og først og fremmest „tale med ham om alt”. Hun opdager, at livet ejer lykke, mere end hun engang har længtes efter. Men det går dog ikke; maaske er Alfreds og digterens tale lidt for „høj” for hende, måske er han lidt for stille og tilbageholdende; eller det er det, at hun nu engang er et fornøjelsessygt, forfængeligt og letsindigt lille pigebarn; hun bliver i et øiebliks forvildelse „lokket” af en ung slyngel, og Alfred forskyder hende i fortvivlelse. - - - Nu kommer der bitre, tunge timer for lille Nancy; men der er livskraft i hende, og den sejrer. - - Hun har mistet sin mor og sin gamle bedstemor, Alfred begår selvmord, hendes lille barn dør. - - Da går hun til sin gamle chef, bliver direktrice i hans forretning og gifter sig siden med ham. - Det synes en grumme tung slutning. Men Nancy har dog lært noget, hun er blevet „en klog lille pige” paa en hel anden måde end før; hun har lært, at „den virkelige lykke, den eneste uforstyrrelige glæde - - den vinder man kun ved at glemme sig selv, ved at søge at gøre godt imod andre.”
Når man lukker bogen, synes man at se hendes smukke lille ansigt for sig med et godt og alvorligt udtryk i øjenene.
K. M.