Madadressens Behandling i Borgerrepræsentationen.

I Mandags blev saa Kvindernes Andragende om Madsteder ved Kommuneskolerne sat til Forhandling ved Borgerrepræsentationsmødet. Borgmester Hansen havde allerede flere Dage i Forvejen igennem Berlingske Tidende offenlig afgivet sin Betænkning om Sagen, som vi i foranstaaende Artikel har udtalt os om.

Parolen syntes derved at være givet de høje Herrer; men vi havde dog neppe tænkt os, at fordi Magistraten paa Embedsvegne føler sig forpligtet til at holde Haanden over Pengekassen, alle Borgerrepræsentanterne, som er valgte af Byens Borgere og som dog nærmest maa være et Udtryk for de menige Folk, saaledes vilde lade sig binde af Magistratens Udtalelser.

Viceformanden, Tømmermester Keyser, talte med Anerkendelse om de Punkter i Adressen, som omtalte de unge Pigers Oplæring ved Madstederne, men havde saa mange Betænkeligheder ved de omfattende Planer, der var antydet og laa gemt i Kvindernes Andragende, at han af lutter Betænkeligheder foretrak, at Kommunen intet foretog sig i denne Sag. Kommandør Gjødesen talte varmt de sultne Børns Sag, og han fortjener Kvindernes Tak herfor. Han motiverede sit Forsvar for de smaas Ret til Mad paa Skolen med de samme Grunde, som vi her i Kvindebladet atter og atter har fremhævet, at et Samfund ikke har Raad til at bortødsle sine Kræfter ved at forsømme de smaa.

Dog var han enig med Magistraten i dens Principer, at det er ikke Kommunens Pligt at bespise de sultne Børn, men for ham var det for kostbart at fastholde Principet, naar det gik ud over de smaas Sundhed, og for Resten var man allerede kommen ud over Principet, idet man var begyndt at give Børnene Mad paa Skolen. Spørgsmaalet var derfor blot, om vi ikke nok kunde gaa noget videre, og „vi bør hjælpe med rund Haand,” tilføjede han.

Professor Hommel talte stokkonservativt om Kommunens Pligt til at hindre den Skraaplan, man var kommen ind paa ved at lade Børnene spise paa Skolen; de burde have Hjælpen i Hjemmet, at de sammen med Forældrene kunde nyde Familiens Glæder (?).

Borgmester Hansen replicerede til Kommandør Gjødesen, at Kommunen var gaaet saa vidt, som den turde gaa; han talte derefter om den private Godgørenheds Velsignelse i samme A andedrag, som han paaviste den store Fordel, det for Børnenes Vedkommende var, at Kommunen havde tilladt Bespisningen paa Skolen. Den gode Luft, det renlige og ordenlige ved Spisningen midt paa Dagen, i Stedet for naar Børnene tidt først i sildig Aftentime kunde faa Maden i Hjemmet, var for ham en vigtig Sag. Borgmesteren priste England, hvor den private Godgørenhed havde overtaget Forpligtelsen mod de fattige Folks Børn, som Mønsterland for os, imod Paris, hvor Kommunen bespiste de sultne Skolebørn. Han mente, at Ansvaret fra Forældrenes Side vilde blive svagere, dersom Kommunen i Aften vilde sige Ja til Andragendet.

Kommandør Gjødesen derimod troede ikke, at Forældrene ved dette „Nej” i Aften vilde føle sig en eneste Smule mere ansvarsfulde, og de smaa uforskyldt sultne Børn maatte fremdeles lide. Han havde ønsket, at der var fremkommet et bestemt Forslag om, hvor vidt Kommunen kunde gaa.

Men hvorfor kom Hr. Kommandøren ikke selv med et bestemt Forslag om en Sum, som Kommunen kunde skænke til de sultne Børn. der dog af alle erkendes som noget, der ikke blot er til i Fantasien?

Hvorfor tav alle de Herrer, om hvem vi véd, de ikke alene har Kendskab til de virkelige Forhold, men ogsaa har Hjerte for Samfundets Vel? Vidste de ikke, at mange Mødre med bankende Hjerter ventede det Svar, som for deres Børn betød mindre Lidelse og mere Sundhed og Modtagelighed for Skoleundervisningen?

Det maatte være en underlig Kontrast for de Forældre, der kom op i den dejlige, varme, oplyste Sal, hvor de høje Herrer sad vel til Mode, at høre dem rolig negte at give lidt af det tilbage, som Samfundet skylder disse forurettede smaa; underligt var det for dem, derefter at komme hjem og se de blege smaa kaste sig urolig paa det fattige Leje, hvor de endnu med Taarer paa Kinden var slumret ind uden Mad, ubevidst sukkende:

”Endnu en Vinter mere i Lidelse og Nød.”

Vi vil nu blot haabe, at dette „Nej” fra Kommunens Side vil stramme det private Selskab, „Friskolebørns Bespisning”, op til en alvorlig Henvendelse, ikke alene til enkelte Mennesker, men ogsaa til den Kommune, der i saa høje Toner har prist den private Godgørenhed.

Fra Københavns Magistrat har Fru Johanne Meyer modtaget følgende Skrivelse: ”Efter at det hertil indsendte Andragende, betræffende Bespisningen af Børn i Kommunens Friskoler, har været forelagt Kommunalbestyrelsen, undlader jeg ikke at meddele, at denne har vedtaget at besvare dette Andragende derhen, at Bespisningen af Friskolebørnene ikke vil kunne overtages for Kommunens Regning.

Til Komiteen for de samlede Kvindeforeninger.