« Tilbage til søgeresultaterne
Navneloven
I Berlingske Tidende for 6te Juli 1904 findes en Artikel „I Anledning af Navneloven” af Hr. Dr. Ernst v. d. Recke, som kræver et Svar baade fra Juristernes og fra Historikernes Side. Selv om Artiklens Forfatter egentlig synes at vide bedre Besked, end han giver sig ud for, havde det dog været ønskeligt, om Artiklen havde fremkaldt et Svar, da den øjensynlig er fremkommen for at foraarsage en Forhandling om dette Spørgsmaal, og at der ingen Forhandling blev, skyldes vel nærmest Tidspunktet for Artiklens Fremkomst ved Sommerferiens Begyndelse.
Spørgsmaalet vedrører os Kvinder. Det er da rimeligt, at en Kvinde giver sin Mening tilkende, selv om hun hverken er Jurist eller Historiker, og selv om vi ere vante til, at Kvinderne lade Mændene forhandle om vore Anliggender og give Love om os, uden at vi blande os deri.
I Anledning af, at § 5 i „Lov om Navneforandring” fastslaar, at „den fraskilte Hustru, som vil genoptage det hende som ugift tilkommende Slægtnavn, har Ret til at faa et Bevis i saa Henseende udfærdiget osv.”, spørger Artiklens Forfatter, om der er nogen Lov, der paabyder Hustruen at tage Mandens Efternavn, og udtaler, at han ønsker dette oplyst, da han „hverken juridisk eller historisk har undersøgt Spørgsmaalet”.
Den juridiske Side er nemt oplyst. I Deuntzers Familieret (4de Udg.) læses følgende, Side 111: „Hustruen erholder Mandens Familienavn. Det er dog først i den nyere Tid blevet brugeligt, at Hustruen bærer Mandens Navn, og dette er vistnok endnu ikke almindeligt i Bondestanden. Nogen Ret eller Pligt i saa Henseende findes ikke hjemlet i Lovgivningen”*). Og gennemlæser man
Forhandlingerne i Rigsdagen, da Loven var for, ser man i Rigsdagstidende for Marts 1904, at den omhandlede Sætning i § 5 først lød saaledes: „den fraskilte Hustru, som vil genoptage det hende som ugift tilkommende Slægtnavn, har Ret til at faa det fornødne Bevis udfærdiget, men at dette ved et Ændringsforslag ændredes til „et Bevis i saa Henseende”, idet Beviset ikke ansaas for fornødent, men blot skulde kunne udfærdiges, om Hustruen ønskede det. Herom siger Stilleren af Ændringsforslaget, Hr. Høgsbro, ifølge Rigsdagstidende for Marts 1904, Spalte 4676: „Det er nemlig ikke en Fornødenhed for hende (Hustruen) at faa et Bevis i saa Henseende (Bevis for, at hun har Ret til at genoptage sit Pigenavn); det er en Ret, hun ifølge den bestaaende Lovgivning har. Derom kan der sikkert ikke være Tvivl; det er blevet anerkendt under de Forhandlinger, der tidligere have været førte i denne Sal om dette Spørgsmaal. Det ligger allerede langt tilbage i Sagens Forhandling - det var første Gang, vi behandlede denne Sag i 1898 - at dette Spørgsmaal blev rejst om Hustruens Ret, og den daværende Justitsminister, Rump, og den senere Justitsminister, Goos, vare ganske enige med os i, at en saadan Ret tilkommer den fraskilte Hustru. Ja endogsaa den gifte Kone har Ret til efter eget frit Valg at benytte det hende som ugift tilkommende Slægtnavn eller hendes Mands Slægtnavn. Det har vi saagar en Højesteretsdom for af 28de Maj 1879*). Naar det er bestaaende Ret, at Hustruen, ogsaa den fraskilte, har en saadan Ret, er det mildest talt et uheldigt Udtryk at tale om „det i saa Henseende fornødne Bevis”. Derfor foreslaar vi det Udtryk ændret til: „et Bevis i saa Henseende”.”
Imidlertid vil denne Paragraf af Flertallet af Mennesker, som jo ikke ere Jurister, opfattes, som om Beviset var fornødent, saa Paragrafen burde kun have udtalt, at Hustruen har Ret til at genoptage sit Navn, ligesaa vel som hun havde haft Lov til at beholde det, om hun havde ønsket det.
Men under alle Omstændigheder er der ikke mindste Tvivl om, at en Kvinde, naar hun gifter sig, har Lov til at beholde sit eget Navn; og at det først er i de sidste halvhundrede Aar, at den Skik, at Hustruen tager Mandens Navn, har holdt sit Indtog i Bondestanden, derom vidne Indskrifterne paa Gravstenene paa Landet, hvor mangfoldige Kvinder benævnes ved deres eget Navn, naar deres Ægteskab er indgaaet for et halvhundred Aar siden, samt hyppige Dødsanmeldelser af Folk paa Landet - de findes indtil Dato - hvor Hustruen, som er over 80 Aar, ligeledes benævnes med sit eget Navn. Og det er ganske rigtigt, hvad der udtales i Artiklen, at man „af Kvindernes for Tiden stærkt voksende Selvstændighedsfølelse vil kunne vente sig denne formentlige Ret hævdet”.
At man har kunnet liste hele denne Forandring ind paa Kvinderne uden Lovændring, ja, uden at nogen har gjort sig klart Rede for, hvad der skete, ligger i den gale Opfattelse af Ægteskabet, som er bleven udbredt. Man har sagt; „Manden og Hustruen er ét”, og saa er dette blevet opfattet, som om de vare een Person, nemlig Manden; han gav Familien Navn, han raadede over Pengene og Børnene, han bestemte Familiens Opholdssted, og Hustruen hørte til hans Husstand og var undergiven hans Myndighed som Børnene og Tyendet. Det er kun den ydre Besegling af denne Udslettelse af Hustruen, naar hun ofte i Byerne betegnes ved hans Titel, For- og Efternavn, blot med et „Frue” forved. Man siger, at det er af praktiske Hensyn, for at man kan vide, at den og den Kvinde er gift med den og den Mand, at man har indført at kalde dem begge ved Mandens Navn. Men hvad er Meningen med et Navn? Meningen er, at man af det skal kunne høre, hvem man er, til hvilken Slægt man hører, og hvis Blod der rinder i Ens Aarer. Naar to Mennesker bor sammen og danner een Familie, er det let nok at se, at de hører sammen. Men naar to Mennesker komme ind i en Stue, og man forestiller dem som „Hr. Dr. N. N.”, „Fru Dr. N, N.”, er man lige klog og spørger ved den første givne Lejlighed: „Hvad er den Frue født?” - De praktiske Hensyn overvurderes saa let, og der er noget ydmygende for Kvinden i, at hun skal miste sit Navn, fordi hun gifter sig. Kan en Kvinde ikke lige saa vel som en Mand elske og ære sit Navn og den Slægt, hun tilhører? Og bliver saa Mandens Navn virkelig hendes? Nej, hvor ofte hører man ikke, f. Eks. naar Hustruen vil skrive noget, Ytringer af Mændene som denne: „Jeg vil ikke have mit Navn i Avisen”. Saa er det ikke Hustruens Navn, men Mandens. Ja, saa vidt gaa Mændene i det Fejlsyn, at Kvinder kun faa deres Navn ved Mændene, at Døtre i Danmarks Adels Aarbog kun opføres med deres Fornavn! De menes altsaa slet ikke at have Ret til noget Slægtsnavn, førend en Mand gør dem den Ære at laane dem sit. Og dog staar der i Familieretten, Side 293: „Børnene ere saaledes forpligtede og berettigede til at bære Faderens Familienavn”. Der staar ikke Sønnerne, men Børnene; Døtrene have altsaa ogsaa et Familienavn, som er deres, lige saa fuldt som det er Sønnernes. Artiklens Forfatter har ganske Ret, naar han gør gældende, at Kvindernes vaagnende Selvstændighedsfølelse sikkert vil lede dem til den Betragtning, at det Slægtnavn, de fødes, til er en ufortabelig Ret, som de lige saavel som Mændene have Lov til at bære til deres Død, selv om de gifte sig. Man hører ofte den Bemærkning, at naar „Hustruen holder af sin Mand, kan hun da ogsaa sagtens tage hans Navn”. Det er mærkeligt, at der kræves saa mange Ofre af Hustruen som Bevis for, at hun holder af sin Mand; men af Mændene kræves der ingen tilsvarende. Hvis Mændene tænkte sig lidt mere i Kvindernes Sted, vilde de bedre forstaa dem iblandt os, der ere vaagne og kræve fuld Ret til at være et Menneske for sig selv, ikke et Tilhæng til et andet.
Hr. v. d. Recke opfordrer Justitsministeren til at søge ved Lov at bringe Overensstemmelse tilveje mellem § 5 i „Lov om Navneforandring” og de bestaaende Retstilstande. § 5 er - som ovenfor vist - ved den vedtagne Ændring bragt i Overensstemmelse med de bestaaende Retstilstande. Vi synes, det vilde være rigtigere, om den højtærede Justitsminister enten søgte at faa § 5 forandret som ovenfor foreslaaet, eller ogsaa lod hele Sagen bero, indtil der er øvet Retfærdighed mod de valgretsløse Kvinder og givet dem Adgang til at være med at afgøre Spørgsmaal, der hovedsagelig vedrøre dem selv.
Man hører ofte Folk sige: „Hvad hjælper det ogsaa, at Hustruen har Lov til at beholde sit Navn, Børnene skulle jo dog have Faderens”.
Der er ingen Tvivl om, at det hjælper med til at hævde Hustruen som en selvstændig Personlighed, at hun beholder sit eget Navn; men ligger der nu ikke ogsaa en Uret mod Kvinden i, at det saa udelukkende er Manden, der giver Barnet Navn ? Hvorfor kunde det Ønske ikke ogsaa opstaa i en Kvinde at kunne fortsætte den Slægt, hun hører til, og som hun ærer og elsker?
Hvor ofte hører man ikke den urigtige Sprogbrug, at en Slægt uddør, naar den i Virkeligheden skyder kraftige Skud, blot paa Spindesiden. Og saa lidet tænker man sig, at en Kvinde kan fortsætte Slægten, at man har ladet mange ypperlige danske Navne uddø, skønt Slægten fortsættes ved Kvinder, hellere end at lade Slægten tage Kvindens Navn.
Er den Tanke saa umulig, at to Mennesker, som vilde indgaa Ægteskab, hvis Kvindens Slægt var ved at uddø paa Mandssiden, da enedes om, at Børnene skulde bære Hustruens Navn, og meldte dette til Øvrigheden ?
Man vil sikkert indvende, at der maa være Een, hvis Navn Børnene altid skulle bære, enten Faderens eller Moderens. I denne Regel er der skudt Bresche ved § 5 i „Lov om Navneforandring”, som siger: „Denne Navneforandring (at Hustruen genoptager det hende som ugift tilkommende Navn) kan omfatte Hustruens Børn osv.” - Her have vi altsaa et Tilfælde, hvor Hustruen giver Børnene sit Navn; men hvorfor skulle Forældre absolut være skilte, før dette kan finde Sted?
Et Tilfælde er der, hvor Kvinden ogsaa kan give sit Barn sit Navn, nemlig naar der er Skam ved det, naar Barnet er født udenfor Ægteskab. I Familieretten, Side 302, staar: „Det uægte Barn maa ikke uden Faderens Tilladelse bære dennes Familienavn eller noget af hans Fornavn dannet Tilnavn, men erholder efter Moderens Valg hendes eget Tilnavn eller et passende efter hendes Fornavn eller Barnets Fødested dannet Navn”. Det er en Bestemmelse, som er i Slægt med Code Napoléons berygtede Paragraf „la recherche de la paternité est interdite”.
Kan man faa et bedre Bevis for, hvor svært det er at give Love for andre og varetage deres Tarv? Loven byder, at Barnet tager Faderens Navn. Lad dette saa gælde baade de Børn, der ere fødte i Ægteskab og udenfor Ægteskab, og lad der i begge Tilfælde være aabnet Forældrene Udvej til undtagelsesvis at lade Barnet faa Moderens Navn.
Nykøbing F., den 26. August 1904.
A. Stampe-Feddersen.
Denne artikel er taget fra Berl. Tid., hvis retskrivning for nemheds skyld er benyttet i stedet for fru St F.s egen.
*) Udhævet af os.