« Tilbage til søgeresultaterne
Upsala-Liv
Upsala-Liv
mellem kvindelige Studenter.
Antallet af kvindelige Studenter i Upsala var ikke mere end et Dusin i hele Tidsrummet 1872-80;
i Slutningen af 1880 steg Tallet til femten. Det skete ikke sjældent i den Tid, at en studerende ung Pige holdt sit Indtog i Universitetsbyen under Beskyttelse af sin Fader, som gik med hende til Rektor Magnifikus, og hvem hun nu ellers havde at melde sig til. Naar saa Faderen forlod hende og hun skulde vandre fremad paa Videnskabens Vej, var den første Vanskelighed, der mødte hende, Mangelen paa Kammerater. De femten unge Piger var sædvanlig installerede som Kostgængere i femten forskellige Hjem, for det meste hos Præsteenker, hvoraf der altid har været en Mængde i Upsala. Den oprigtige Velvilje, hvormed man dér behandledes, kunde ikke erstatte Kammeratlivet, og desuden fremtraadte den ofte - maaske som Følge af hemmelige Instrukser fra den omhyggelige Fader - i Form af moderlige Advarsler mod at blive radikal og emanciperet som de andre fjorten. Naar senere undertiden de femten kom sammen og udvekslede deres første Indtryk, kunde det vise sig, at de alle havde faaet den selv samme Advarsel. Og kom man saa vidt, at man gjorde Erfaringer paa Studenterballer, opdagede et Par af os ikke sjælden, at den samme Kavaller i de samme Udtryk havde revet ned paa de øvrige kvindelige Studenter, men lovprist hende, der i Øjeblikket var hans Dame, som en Kvindelighedens lysende Undtagelse fra Regelen.
At Mistilliden ikke indskrænkede sig til Upsala, derom vidner for Resten adskilligt i Kvindelitteraturen omkring 1880. Tænk blot paa Fru Lefflers lidet tiltalende, ubetydelige og samtidig docerende kvindelige cand. phil. i „En Sommersaga”, eller den flirtende Studentinde i Ernst Ahlgrens „Moderen” eller Fru Nybloms Karrikatur af en saadan i en lille Piece, som jeg har glemt Navnet paa. Man blev helt forbavset, naar en Forfatter værdigedes at give et sympatetisk Billede af en kvindelig Student, som f. Eks. Gerhard Hauptmann gør i „Einsame Menschen”. Naturligvis vil jeg ikke nægte, at vi fra mange Sider, ikke mindst i Professorkredse i Upsala, nød megen Venlighed, men den iøjnefaldende Mistro fra andre Kanter var det umuligt at se bort fra.
Hvad var Grunden til den almindelige Mistillid mod os? Ja, for det første maa vi huske det røde Spøgelse Ukvindeligheden, som altid males paa Væggen, naar noget nyt kommer frem i Kvindesagen. Frygten herfor synes ved denne Tid at have faaet Vand paa sin Mølle ved de - for Resten meget uskyldige - Forsyndelser mod Skik og Brug, som nogle af de første Banebrydere mulig havde gjort sig skyldig i. Jeg fik tit og mangen Gang en Historie at høre om en kvindelig Naturforsker, som plejede at vise sig paa Gaden uden Overtøj med et gult Læderbælte og Handsker á la Karl XII, og som undertiden - o Rædsel - kunde tømme en halv Pilsner paa Laboratoriet og det tilmed i Herrernes Nærværelse; somme var ikke engang rigtig sikre paa, at hun benyttede Glas dertil! Den Slags Historier fortaltes flittig og holdt sig des længere, fordi de kvindelige Studenter endnu udgjorde et saa forsvindende Mindretal, at de fleste, som fortalte dem, aldrig havde haft Lejlighed til at lære nogen af vor mistænkte Art at kende.
Men et lille Mindretal er altid udsat for at blive lagt Mærke til, og det er sikkert nok, at vi følte os iagttagne i den Grad, at vi maaske af lutter Undseelse paatog os en kæk Mine, og saa var vi uhjælpelig dømte som ukvindelige. Faa som vi var, og fordelte paa forskellige Fag, havde vi sjælden Lejlighed til at støtte hverandre paa Forelæsninger, Laboratorier o. lign., og hver af os fik noksom prøvet den Fornøjelse at være ene ung Pige mellem et Par Hundrede Herrer. Vi vidste jo nok, at vi ikke var udsatte for, som en tysk Dame, der havde forvildet sig ind paa en historisk Forelæsning i Berlin, at blive høflig ført ud af Professoren. Der var maaske ofte megen Godmodighed og Velvilje i Studenternes „interesserede” Blikke; men det føltes dog pinligt i Begyndelsen, og der behøvedes kun en lille Spydighed fra Herrernes Side, saa følte vi os straks, grønne som vi var, som en Smule Stedbørn af „Alma mater Upsaliensis”. Saaledes var jeg i mit første Semester ikke udviklet nok til bare at le, da Professoren i Æstetik talte om de græske Kvinders indestængte Tilværelse i Kvindeboligen, og en Student bag ved mig halvhøjt ytrede: „Der skulde de saamænd være blevet”.
Det var dog ikke alene Fordomme mod Kvindesagen, der i Forening med vor Faatallighed udsatte os for smaa Ubehageligheder. Foruden vort Ry for Ukvindelighed, maatte vi ogsaa bære Beskyldninger for Radikalisme, ja Ateisme, noget som mest kom af, at vi naturligvis blev bedst modtagne af de mere liberale Universitetslærere og Studenter. En pæn, ung Teolog udtrykte en Gang ganske naivt de konservative Studenters Mening om os: „Hvor glædeligt, at der endogsaa findes aandeligt Liv blandt de kvindelige Studenter”, udbrød han, da han traf et Par saadanne Individer paa en Bazar til Fordel for K. F. U. M.
Den Omstændighed at, som før nævnt, hver eneste iblandt os i sin Værtindes eller Balkavallers Omdømme var en Undtagelse, af hvis kvindelige Optræden det afhang, hvorledes de studerende Kvinders Sag skulde udvikle sig, gav os naturligvis en hel Del at grunde paa. Hvordan skulde man forholde sig? Enten undgaa al Omgang med „de vildledte Kammerater” eller nærme sig til dem for at virke „forædlende”?
I 1889 naaede vi virkelig som Tilhørere ved Forelæsningerne over nordisk Sprog det respektable Antal fire, og næste Aar var vi otte unge Piger, der oftere samledes i et indre Værelse paa et Konditori og diskuterede Kammeratspørgsmaalet uden Ordstyrer, d. v. s. saaledes at den, der kunde raabe højest overdøvede de andre. Den første Sammenkomst af alle kvindelige Studenter fandt Sted snart efter ved et Eksamensgilde, foranstaltet af denne Kreds. Vi havde maaske næppe saa snart naaet at slutte os sammen, dersom vi ikke havde faaet en Haandsrækning fra en Kant, vi mindst havde ventet sligt fra. Vi hørte, at en Upsalastudent havde gjort Skandinaviens studerende Kvinder den Ære i et tysk Blad at fremstille dem som et samfundsfarligt Element, noget i Stil med de kvindelige Nihilister i Zürich, hvorvel vi hidtil mere havde syndet mod Konveniensens end mod Moralens Love. For at gengive Forfatterens egen mere sirlige end nøjagtige Udtryksmaade, „mylrede vi omkring paa Gaderne” (vi femten!) og „fordunklede det evig kvindelige ved Pincenez, kortklippet Haar og krumme Rygge”. Naar han endvidere paastod, at han kendte et Universitet, hvor de kvindelige Studenter kunde sidde og drikke til langt ud paa Natten sammen med mandlige Kammerater, laa det nær at tro, at han mente Upsala. Saavel Studenter som nogle Universitetslærere fandt, at de burde gøre Indsigelser. Bladet maatte optage et Dementi fra Upsala, hvortil Redaktionen føjede en lille Undskyldning, der sluttede saaledes: „Vi bøjer os ridderlig for den svenska flicka”.
Saaledes havde vi udstaaet vor første lille Forfølgelse og faaet vor første hæderlige Omtale, hvilket naturligvis gav Stødet til en Sammenslutning. De fleste af os følte Trang til et snævrere Kammeratliv, der kunde erstatte os saavel det Familieliv som den Deltagelse i det almindelige Studenterliv, som vi for en stor Del maatte undvære. Saa blev da vor Forening grundlagt den 20. Marts 1892 med et Antal af femten Medlemmer. Nogle af os frygtede unægtelig, at vi herved skulde udelukke os fra de øvrige Studentersammenslutninger; men denne Ængstelse kan vi nu, efter en Aarrækkes Erfaring betegne som ugrundet. Siden den kvindelige Studenterforening blev stiftet, har mange af dens Medlemmer, navnlig i Stockholm, hvor de fleste af os opholder os, været aktive Medlemmer af Hejmdal, Verdandi, Det kristelige Studenterforbund og lignende Foreninger.
Vor Forening har en Stipendiefond, holder Diskussion og Foredrag, foranstalter botaniske Ekskursioner, lejlighedsvis baade til Lapland og Vestalperne. Møderne afsluttes sædvanlig med en lille Selskabelighed, hvortil der ikke sjælden indbydes Gæster, f. Eks. Lærerinder fra Upsala eller Stockholm, Medlemmer af „Fredrika-Bremer-förbundet”, som altid har vist Foreningen den venligste Interesse, eller nogle Professorfruer og andre af dens ældre Velynderinder.
Til større Højtideligheder, saasom Kongejubilæet i 1897, har Foreningen altid indbudt Gæster fra andre Universiteter. Ved sidstnævnte Lejlighed deltog ikke mindre end 50 kvindelige Studenter i Festtoget til Stockholms Slot; nogle af os var ogsaa med i Processionen ved Viktor Rydbergs Begravelse, og der er sædvanlig et Par kvindelige Rækker i Studenternes Tog op til Slotsbakken i Upsala, Valborgaften. At man ved saadanne Lejligheder som ogsaa ved de af Kvinder ivrig besøgte Studentermøder med kristeligt Program bærer Studenterhue, er en Selvfølge. Ellers har de kvindelige Upsalastudenter baaret deres hvide Huer eller ladet være, alt efter hver enkelts Lyst og Smag. Der er Folk, som ikke synes om, at unge Piger bærer en saadan „mandlig” Hovedbedækning, og jeg har en Gang i en Biografi over en fremragende svensk Kvinde set hende rost, fordi hun aldrig „faldt som Offer for den Fristelse at bære Studenterhue”. Indvendingerne har altid mest været rettede mod Skyggen paa Huen; i Helsingfors har man en Tid haft en særlig Studenterhue for Kvinder, men igen opgivet den. Nu bærer de nybagte kvindelige Studenter baade i Stockholm og andre Steder deres hvide „Sejrstegn” hjem paa Hovedet og ikke som før i en Pakke.
„Barnestreger”, siger nogle, og andre kalder det Forfængelighed. Men, har man selv en Gang været Student, og senere haft den Lykke at leve sine Studenterminder om igen med yngre Generationer, saa ved man, at unge Piger ikke hovmoder sig mere end unge Mænd over deres Studenterhuer, og at de ligesaa ærlig har fortjent alt hvad der kan skaffe dem en virkelig barnlig Glæde paa deres Eksamensdag.
Foruden Den kvindelige Studenterforenings mere officielle Arbejde, udføres der af den en hel Del privat Kammeratvirksomhed, der ikke har mindre Betydning, fordi den unddrager sig al Redegørelse. En ikke ringe Kontrol øves der - naturligvis ad Frivillighedens og Venskabets Vej - mellem Kammeraterne indbyrdes. Selv om den uhyggelige Udelukkelsesparagraf aldrig er kommen til Anvendelse, kan man dog tale om Disciplin indenfor Foreningen. Med Hensyn til at vække og styrke den indbyrdes Ansvarsfølelse, har forøvrigt den kristelige Studenterbevægelse, der forholdsvis har berørt Nordens kvindelige Studenter meget stærkt, spillet en fremragende Rolle.
Foreningen har navnlig stræbt at vække Borgeraanden, og dette ikke alene ved at pleje den Solidaritetsfølelse mellem Kammerater, som er den vigtigste Forudsætning herfor, men ogsaa ved at meddele den formelle Øvelse, som kræves hos enhver, der vil tage aktiv Del i det offentlige Liv. Ogsaa derfor har Foreningen søgt at fremme sine Medlemmers Interesse for Studenterlivet i dets Helhed, noget som visselig ikke udgør den mindst vigtige Side af et Ophold ved Universitetet. Vore Dages nyvakte politiske Interesser i Kvindeverdenen frembringer jo en med hver Dag voksende Trang til udviklede Kvinder, og særlig til saadanne, som ved at erhverve sig deres Dannelse sammen med Mænd, ogsaa har faaet Indblik i Mændenes Metoder og Maade at arbejde paa.
Lydia Wahlstrøm.
(Efter Dagny).
