« Tilbage til søgeresultaterne
Susan B. Anthony
En type på en smuk, gammel dame, med et ansigt fuldt af moderlig mildhed, med det silkebløde, sølvhvide hår i en knude i nakken, så kun øreflippen er synlig, med et hjærte så varmt som nogen sinde og fuldt af levende sympati, med en hjærne, der er klar og opfindsom, sådan er Susan B. Anthony i sit fem og firsindstyvende år. Med hele sin store fortid bag sig, sin lærervirksomhed, sit arbejde for afholdssagen og for slavernes frigivelse og halvtredsindstyve års uophørlige bestræbelser for kvindernes fulde frigørelse - lever hun endnu energisk med i nutiden og anvender sin store erfaring i vor tids problemer.
På spørgsmålet om, når hun ventede at afskaffet kvinderne stemmeret i de forenede
stater, svarede hun: „I England bør kvinderne kunne opnå fuld stemmeret langt tidligere, end vi kan vente det her i Amerika. I skal bare overbevise et eneste parlament om vor fordrings retfærdighed og nødvendighed og så gennemføre lovforslaget i begge kamre med tilstrækkelig afgørende majoritet - Kongens samtykke er en selvfølge - mens vi er nødsaget til at overbevise begge kamre i 45 parlamenter. De forenede stater hæmmes nemlig af en forfatning, som det næsten er umuligt at forandre, og hver af de enkelte stater har også en forfatning, som ikke kan ændres selv det ringeste uden et flertal af vælgernes udtrykkelige samtykke. Hver enkelt af disse forfatninger blev udarbejdet af en forsamling, som ingen kvinde havde nogen indflydelse på og ingen kvinde var medlem af. Alene Wyoming tillod sine kvinder at stemme om sin forfatning og alle stater undtagen Wyoming og Utah begrænsede valgretten til mænd.”
„Hvorledes har De da nu tænkt at gå frem”.
„Først må vi hos statens guvernør skabe og udvikle en sådan retfærdighedsfølelse, at han anbefaler lovgivningsmagten at ændre forfatningen til fordel for kvinders stemmeret. Dernæst må vi genta’ vort overbevisnings- og opildningsarbejde overfor medlemmerne af staternes kamre for at få et sikkert flertal i dem. Endelig må vi overbevise en så stor del af forbundsregeringen, at vi kan være sikker på et afgørende flertal, når spørgsmålet tilsidst når den.”
„Hvem er de værste modstandere indenfor de styrende?”
„For største delen de mænd af fremmed oprindelse, der nylig har fået borgerret. - - Et års ophold er nemlig tilstrækkeligt for disse mænd til at opnå den ret, som et livs offentlig virksomhed ikke kan forskaffe os. - Og så i almindelighed de mere rå og materialistiske elementer blandt de indfødte amerikanere”.
„Er der ingen anden fremgangsmåde end denne tilsyneladende haabløse?”
„Jo, ved en ændring af forbundsforfatningen, anbefalet af præsidenten, vedtaget af begge kamre og endelig godkendt af tre fjerdedele af staternes råd.”
„Og dertil må De vente, indtil De får en præsident, der er tilstrækkelig retsindig til at indse Deres stillings uretfærdighed, og ligesindede forbunds- og statsregeringer?”
„Ja, og fra det synspunkt synes vort arbejde næsten håbløst, skønt vi jo aldrig må fortvivle. Storbritaniens kvinder har særlig grund til at bistå os, eftersom det var Storbritanien, der først betrådte den onde sti, som vore lovgivere senere fulgte.”
„Hvad sigter De til?”
„Til den bekendte reform af 1832, der først brugte ordet „mænd” med hensyn til de ny valgberettigede, der da blev skabt. Ikke en eneste af de mange foregående love, der omhandlede valgretten, benyttede et ord, der begrænsede udøvelsen af den til mænd. Dette slette forbillede blev fulgt af vore forbundslovgivere i 1865, da de ved brugen af ordet „mænd” i den fjortende ændring af forbundsforfatningen, som gav negerne valgret, for første gang formelt udelukkede kvinder.”
Måtte Storbritaniens kvinder efterkomme opfordringen og vise, at deres kamp for befrielse ikke gælder dem selv alene, men kvindesagen overalt - og forenes i én stor bestræbelse efter snarlig at få fuldbyrdet denne store retfærdighedshandling.
Efter „Review of Reviews”.
