« Tilbage til søgeresultaterne
Bøger
G. B. N. F.
L. C. Nielsen: Rejsen til Rom. Rejserim. 70 Sider.
Rejserim vil her sige otte rimede fortællinger, hvori faderen i tanken „rejser” med sin dreng til forskellige steder i Italien.
Bogens idé er god nok, men maaske lidt farlig. Et er at vække længslen efter de fjerne egne, et andet at give den vinger, som længes.
Men udførelsen glipper stærkt. Skildringerne bliver tit blot til opremsninger. De berømte steder tropper op, den uundgåelige „Villa Borghese” også. At den dog i det mindste ikke udelades, efter Skjoldborgs bemærkninger derom! Desuden, når man langt oppe i en højstemt skildring pludselig falder ned på jorden med et afbrydende: „Min dreng, nu kalder mor”, så slår man sig slemt. Der er overhovedet for meget sengetid i bogen, privat stuepassiar, som ikke kommer nogen læsekreds ved. Det er ikke så meget ROM som MOR, der „kalder” i bogen.
Men - der er én strofe i bogen, som er så smuk i sin vemodighed, så henrivende i sit sprog, at man glædes ved at være dansk. For dens skyld alene er bogen sin udgivelse værd.
Sukkenes Bro!
Ja, min Dreng, du maa vide,
her i den By, der blev bygget til Fest,
her maatte mange uskyldige lide,
tidt maatte Lykken i Lænkerne bide,
just som den troede sig højest til Hest.
Lyt! Kan du høre, det sukker endnu,
Murene, Broen og Kølvandets Bølger –
der er en Gru,
som overalt sig klagende dølger:
Døden, som Livet forfølger!
Sukkenes Bro!
Ak, min Dreng, du skal mindes,
ikke blot her i Venedig den findes,
ikke blot her! Overalt - overalt!
Selv skal du gaa i dens sukkende Mørke,
Alle maa gaa der, din Far og din Mor –
Du vil forstaa det, naar du bliver stor!
R. M.
G. B. N. F.
Clara Tschudi: En forglemt Heltinde.
284 Sider.
Den forglemte heltinde er den endnu levende exdronning af Neapel, der efter knap to års dronningværdighed måtte følge sin mand Frantz II i landflygtighed. Hendes liv henrandt lykkeligt lige til den dag, da hun forlod sit hjem, det frisindede, kunstinteresserede bayerske hof for at ægte en mand, som hun aldrig havde set og som tilmed var hendes naturel så meget imod. Kong (dengang kronprins) Frantz var nærmest et skikkeligt drog, der fuldstændigt lod sig beherske af sin bigotte stedmoder og det katolske kleresi. Han manglede aldeles kundskab og dannelse, da hans fader aldrig havde ladet ham læse andet end helgenbeskrivelser, var dertil snæversynet og reaktionær, så det synes ganske naturligt, at hans fordrivelse blev hilst med jubel af det ganske Folk. Prinsesse Maria Sophia blev Neapels dronning 1859 og allerede 1860 kom Garibaldi og bragte røre på Sicilien. Man får af bogen det indtryk, at hele oprøret og kongefamiliens indeslutning i fæstningen Gaëla for Dronningen nærmest har virket som en slags forlystelse. Ved det kedelige, stive hof var al adspredelse af kirkelig art. Nu midt i krigens uro fik den livslystne dronning lejlighed til at føre et mere utvungent liv. Hun red rundt og satte mod i soldaterne og tog ivrigt del i hospitalsplejen - ja man hører endog tale om en belgisk officer, der tildrog sig den smukke dronnings opmærksomhed i den grad, at forfatterinden ser sig nødsaget til at undskylde det med de svære ulykker, der lod hende glemme sin dronningværdighed. Men belejringen havde selvfølgelig ogsaa sine skyggesider for hende, navnlig da kongen endmere hengav sig til mørk pietisme, der vanskeliggjorde enhver forhandling med Garibaldi og Victor Emanuel. Som eksempel paa hans uverdslige og upraktiske optagethed kan nævnes, at han ved afrejsen fra sin hovedstad glemte at medtage proviant, medens han derimod forsynede sig med over 60 relikvier samt en mængde helgenbilleder. Da fæstningen omsider maatte overgive sig, var det ude med kongemagten i Neapel. Foreløbig aabnede paven sit rige for det landflygtige par - men da pavestaten i 1870 blev inddraget i kongeriget Italien, måtte de forlade Italien og førte siden et omflakkende liv - dog tilsidst med fast bopæl i Paris.
Dronningen levede længe skilt fra kongen, som blev hende mere og mere fremmed.
For en almindelig læser er det lidt vanskeligt at finde nogen „heltegerning” heri. Man kan have medlidenhed med hende som offer for den gængse fyrstelige skik at sælge prinsesserne til den højstbydende, uden at deres egen følelse spørges. Men som „heltinde” burde hun have reageret mod ulykken, da hun blev den var. Bogen er skrevet fuldkommen loyalt uden gnist af kunst; men giver netop ved sin loyalitet et overbevisende billede af de halvt komiske halvt sørgelige forhold, der skjuler sig under hoflivets glimmer.
G. M.
G. B. N. F.
Edv. Egeberq: Børnebilleder.
109 Sider.
Forfatteren viser sig i disse Smaaskitser, der er udgivne i al Beskedenhed „paa Opfordring” - adskillige har før set Lyset i Dagbladene - som en forstaaende og fintfølende Børneven og en af
de unge, hvem mere moderne Opdragelsesprinciper er gaaet ikke lidt i Blodet. Den kan sikkert give Forældre og Læsere mangen et venligt og anvendeligt Vink.
g.
G. E. C. Gad.
Haandbog i Vævning.
Udgivet af „Den Norske Husflidsforening” med Støtte af „Selskabet for Norges vel”. Udgivelsen besørget af Lærerinde ved Den kvindelige Industriskole Frk. Caroline Halvorsen. Bogen ledsages af over 400 illustrationer. J. W. Cappelens Forlag, Kristiania. I København hos G. E. C. Gad.
111 Sider. 2 Kr. 80 Øre.
Bogen begynder med at give en kort og grei Vejledning i almindelig Vævning ledsaget af 49 Illustrationer af Vævestole og Væveredskaber. - Derefter følger i et nyt Afsnit, inddelt i 3 Afdelinger, ca. 200 Væveopskrifter til Tøjer: 1) til Beklædning (Undertøj, Kjoletøjer, Drestøjer, Forklædetøjer etc.), 2) til Hjemmets Udstyr (Haandklæder, Bolstre, Gardiner, Dækketøjer, Gulvløbere, Møbelstof etc.) og 3) Opskrifter til gammel national Mønstervævning. Til denne Del af Bogen hører 185 Afbildninger af det vævede Tøj - for det meste i naturlig Størrelse - samt en Fremstilling af Hovling, Opknytning og Trampning.
Alt i alt er Bogen forsynet med over 400 Afbildninger.
F.
Hagerups Forlag.
Kager og Brød, hjemmebagt, af Fru M. Larsen, Asnæs Husholdningsskole. (52 Sider, 50 Øre).
Denne billige Bog om Hjemmebagning har Ærinde til enhver Husholdning.
Forfatterinden, som forestaar den bekendte Husholdningsskole i Asnæs, indleder Bogen med nogle Bageregler, hvorefter der gives en kortfattet Vejledning i Indkøb, Opbevaring og Fremstilling af, hvad der bør haves til Raadighed ved Bagning, samt en Mængde kortfattede og praktiske Anvisninger til billig Hjemmebagning af de mange forskellige Slags Kager og Brød, der ligesaa godt kan laves i Hjemmet, som købes.
F.