« Tilbage til søgeresultaterne
Lidt om Kvinders Valgret i Australien
I et af vore større Hovedstadsblade læste jeg forleden en Udtalelse, der gik ud paa, at Kvindernes Valgret paa Ny Zealand ikke havde haft nogen absolut heldig Virkning.
Bemeldte Udtalelse synes jeg trænger til en lille Kommentar eller rettere, jeg synes, det maatte være af Interesse for dette Blads Læsere at høre lidt nærmere om, hvorledes de australske Kvinder har faaet deres Valgret, ikke blot paa Ny Zealand, men ogsaa i de øvrige australske Kolonier, - de kunne saa maaske bedre vurdere Udtalelsen.
Australien bestaar som bekendt af en Række engelske Kolonier, der alle have en meget selvstændig Styrelse, yderlig styrket, som de ere blevne ved Fastlands-Koloniernes Sammenslutning til den saakaldte „Commonwealth of Australasia” (1901), der under sig har Afgørelsen af alle Fællesanliggender.
Af Kolonierne har Ny Zealand, Syd-Australien, Vest-Australien og Ny Syd-Wales indvilget i at give deres kvindelige Indvaanere Valgret, - Commonwealth har sat Kronen paa Værket ved som en Selvfølge at give Kvinder Valgret til Fællesparlamentet.
Ny Zealand var den første Koloni, der gav Kvinder Valgret; men tro dog ikke derfor, at Kvinderne her havde vist nogen særlig politisk Interesse, tværtimod, en kvindelig Taler var paa den Tid (1892) en Sjældenhed; de faa, som fandtes, vare Medlemmer af Afholdslogerne. Det var da ogsaa kun blandt disses Medlemmer, at det lykkedes det politiske Parti, der rejste Sagen, at hverve aktive Deltagere: alle andre Kvinder i Kolonien var højst passive Tilhængere. Dette maa ikke undre: i Australien er Forholdet mellem voksne Mænd og Kvinder et ganske andet end f. Eks. herhjemme i Danmark, thi medens vi herhjemme har ca. 656,000 Mænd og 727,000 Kvinder over 20 Aar, d. v. s. godt 70,000 flere voksne Kvinder end Mænd, var der i Ny Zealand 180,000 voksne Mænd og kun 140,000 voksne Kvinder, d. v. s. 40,000 flere Mænd end Kvinder. Dette medførte ganske naturligt, at der ikke fandtes noget socialt Spørgsmaal, der hed „Kvindespørgsmaalet”; der var mere end rigelig Anvendelse for Kvinderne ved det tilvante, huslige Arbejde; dette gav sig Udslag i, at der blandt de bedrestillede Kvinder kun fandtes faa, der ernærede sig ved Arbejde udenfor Hjemmet, og da udelukkende ved Lærerindegerning.
Hvad Mændene angaar, tør det næppe paastaas, at det var udelukkende ideelle Bevæggrunde, der formaaede dem til at træde i Skranken for Kvinders Valgret; kun hos de allerførste Talsmænd i Slutningen af 70’erne var det Stuart Mills Aand, der var den raadende, senere var det rent praktiske, politiske Motiver, der hidførte den endelige Afgørelse; særlig var det Prohibitionisterne, Afholdspartiet og Arbejderpartiet, der vare interesserede i Sagen.
Man kan altsaa trygt sige, at Jordbunden var meget lidt bearbejdet, da Kvinderne i September 1893 fik Valgret paa Ny Zealand. Den 28. November skulde der være Valg. Alles Opmærksomhed var spændt til det yderste: „Vilde Kvinderne benytte deres Ret til at deltage i Valgene?” - „Vilde Kvinderne lave fuldstændig Revolution paa Valgpladsen?” - Kvinderne benyttede deres Valgret omtrent lige saa rigelig som Mændene, Kvinderne foraarsagede ingen Revolution, der var snarere roligere paa Valgpladsen nu, da Kvinderne vare med, end før, da Mændene vare eneherskende; - det kvindelige Gemyt virkede snarere afdæmpende end hidsende; som det gik ved det første Valg, er det gaaet ved de senere. Og ingen klager over, at Hjemmene har lidt ved Kvindernes Valgret,
I 15 Maaneder var de ny-zealandske Kvinder ene om Æren af at have Valgret i Australien.
18. December 1894 lykkedes det Kvinderne i Syd-Australien, ikke blot at indhente dem, men endogsaa at overgaa dem, de fik nemlig da ikke blot Valgret, men bleve ogsaa valgbare. Her i
Syd-Australien havde Kvinderne arbejdet noget mere med selv; alt i 1888 havde de dannet en „kvindelig Valgrets Liga”, denne i Forening med den „kvindelige kristelige Afholdsforening” arbejdede med Iver for kvindelig Valgret; her ligesom paa Ny Zealand var Arbejderpartiet og Afholdspartiet stemt for Sagen.
Men Modpartiet øvede en udholdende Modstand: en Adresse med 11,000 Underskrifter af Mænd og Kvinder syntes ikke at kunne overvinde dem; kun ved et egentlig ret gement Puds lykkedes det Regeringen, der var for Sagen, at narre Obstruktionspartiet, og derved faa det nødvendige Flertal.
I Tilgift til Valgretten fik Kvinderne Valgbarhed og Ret til at stemme pr. Brev; - ikke som en Velvilje fra Modstanderne, men fordi disse, ved at opstille saadanne Betingelser, haabede at gøre Kvindesagsvennerne kede af det hele; - hvo, som graver en Grav for andre, falder selv deri.
I 1899 fik Kvinderne ret uventet Valgret i Vest-Australien; den oprindelige bosiddende Befolkning var begyndt at frygte de mange Uitlænders, der i den senere Tid strømmede ind som Guldgravere og nu krævede Valgret, som Modvægt mod disse mente Befolkningen saa, at den kunde give sine egne Kvinder Valgret; disse var forøvrigt kun meget faatallige,: Her var kun halvt saa mange Kvinder som Mænd.
I 1902 fik Kvinderne Valgret i Ny Syd-Wales.
Overalt er det gaaet som i Ny-Zealand. Kvinderne have optraadt værdigt og roligt, og have paa ingen Maade gjort sig latterlige under Valgene, saaledes som mange Mænd ynde at profetere.
Dette forklarer, at det blev taget som en Selvfølge, at Kvinderne fik Valgret til Fællesparlamentet. Men indrømmes maa det, at Kvinderne i Australien mest have vist det rent negative, at de ingen Skade gøre ved at faa Ret til at deltage i Valgene, noget andet er, at der, saa vidt jeg har forstaaet, ikke endnu kan paapeges betydelige Resultater, som særlig skyldes Kvinderne. Mange Partier havde ventet speciel Støtte fra Kvindernes Side, saaledes havde de konservative haabet paa Kvindernes Konservatisme, Social-Reformatorerne paa Kvindernes større Humanitet, de Klerikale paa Kvindernes større Religiøsitet o. s. v. o. s. v., men ingen udpræget Retning kan glæde sig over særlig Støtte fra Kvinderne som Kvinder. Men det maa ogsaa erindres, at vi har haft at gøre med Kvinder, der have erhvervet Valgret, endnu før de følte Trang dertil. Større og bedre Resultater tør vi maaske vente, efterhaanden som de øves i Brugen af den.
