Hvilken er Kvindens sande Frigørelse?

Den nuværende Kvindeemancipation har to Retninger og to Naturer. Paa den ene Side er den slet og ret Utilfredshed med al Tvang, paa den anden Side en Søgen efter et højere og rigere Maal. Den første Følelse er fælles for Dyret og Mennesket, den anden er Ejen­dommelig for Mennesket og opstaar kun, naar Tanken om noget højere og bedre opstaar i Sjælen. De synlige Virkninger kan i Begyndelsen være nogenlunde ens, men Bevæggrundene er forskellige, og Resultatet maa tilsidst blive forskelligt.

I Grundsætningerne afviger Kvindens Eman­cipation ikke fra Mandens Der er Mænd, som kun ønsker at blive fri for at følge deres Lyster, andre føler kun Utaalmodighed mod de Baand, der hindrer dem i at handle, som de finder bedst og ædlest. Raabet om „per­sonlig Frihed”, som vi saa ofte hører nutildags, betyder for nogle: aabne Værtshuse, Ret til at gøre med Kone og Børn som det passer dem bedst, eller Ret til at bruge de­res Ejendom efter Forgodtbefindende, i Kort­hed : Utilfredshed med al gavnlig social Tvang. For andre betyder Frihed kun et Samfunds­liv, i hvilket alle, undergivne Loven, har Mu­lighed for Udvikling. Det er Frihedstrangen, i sin gode Betydning, som er Kilden til alle Fremskridt, og det er denne Frigørel­se, som (med passende Hindringer) gradvis finder Sted hele Verden over. Love, der i gamle Dage mentes at hvile paa guddomme­lig Ret, viger nu for Forordninger, som tjener det menneskelige Vel. Siden den franske Revolution har det sociale Liv faaet en sun­dere, mere rationel Form. Kvindebevægelsen er en Del af den fremadskridende Bevægelse og er ledsaget af samme Farer, som truer denne. Sammen med Arbejderbevægelsen er Kvindebevægelsen det sidste halve Aarhundredes største Hæder, og den lover paa en Maade at blive til større Velsignelse, da det her ikke gælder om Højnelse af en enkelt Klasse, men om Genfødelse af Slægten. Thi naar Kvinden bliver, hvad hun bør være, da vil vort Væsens Oprindelse fornyes. Kvinden er i Færd med at faa en Følelse af sin menneskelige Bestemmelse, at hun skal være og udrette mere i Verden end det at tjene andre.

I gamle Dage var en Handelsmand regnet for intet; til for ganske nylig var en Ar­bejder ikke regnet med, han indtog mer eller mindre tilfreds sin lavtstaaende Plads. Nu er det Kvinden, som begynder at træde frem fra den halvt ubevidste, halvt tjenende Tilstand, hvor hun saalænge har levet. Den nye Tids Aand, som har frembragt saa mange vidunderlige Forandringer blandt Menneskenes Sønner, har ogsaa berørt Døtrene med sin Tryllestav og vækket dem af deres Søvn. Kvinden har hidtil handlet i offentlige Anlig­gender gennem Manden, dersom hun i det hele taget har handlet. Nu ønsker hun at handle for sig selv. Hun ønsker at udvide sit eget Væsen; hun føler, at almene

Interesser kan blive hendes Interesser, at hun kan have Synspunkter, og hun kan ikke forstaa, hvorfor Tingene ikke bør ses fra disse hendes Synspunkter, saavel som fra andres. Er det ikke et Gode, naar Kvinderne begynder at tænke paa offentlige Sundhedsforhold, paa Opdragelse, forsømte Børns Pleje o. s. v. ? Udvider det ikke en Kvindes Horizont at tilegne sig disse videre Interesser? Vokser ikke hendes Intilligens? Udvides ikke hendes Medfølelse? Bliver hun ikke mere et menneskeligt Væsen uden derfor at blive mindre kvindelig? Dersom Manden ikke bliver ringere, fordi han har andre Interesser ved Siden af dem, der ved­kommer ham som Mand, hvorfor skulde Kvin­den da blive ringere, fordi hun har Interes­ser udenfor de rent kvindelige ? Hjemmet er ikke alt, hverken for Mand eller Kvinde - og skal heller ikke være det; det er det bed­ste, det helligste, men der er en større Ar­bejdsmark: Slægten, Staten. Civilisationen ere, om end mindre bløde,  saa dog større Ord. Hjemmet skal være det Sted, hvor man finder Hvile, Forfriskning, Styrke til større Arbejder; det er det allerede for Manden, og det bør det ogsaa blive - mer eller mindre - for Kvinden; vi skulle alle føle det som en Ære, at leve - tildels - for almene Øje­med. Ved enhver, der faar Interesse for almene Anliggender, bliver Staten En rigere; den faar nye Synspunkter, den bevæges til mere ligelig Retfærdighed; ved at faa en bredere Basis kommer den til at staa fastere. Gladstone vidste det, da han lidt efter lidt arbejdede hen imod en større og større poli­tisk Frihed for den arbejdende Klasse. Dette kan gøres anvendelig paa Kvindernes politi­ske Frigørelse. At Kvinderne - faa eller mange – har faaet Øje for, at de er Med­lemmer af Menneskeheden med almene  Menneskerettigheder, at de ikke blot er Tillæg til den Menneskehed, de skal vedlige­holde - dette er et af de mest opmuntren­de Tidens Tegn. En engelsk Statsmand kla­ger med Rette over, at Halvdelen af Aandsevnerne i Verden er blevet udelukket fra at gøre Nytte.

Den nuværende ængstelige og nølende Be­vægelse for Kvindernes politiske Frigørelse er en Menneskehedens Bevægelse, den er lig en ny Strøm, gydt ind i den brede Livsstrøm: den store Flod vil bevæge sig hen mod Havet, rigere, mere majestætisk, fordi denne Biflod har gydt sine Vande i den.

Fra samme Synspunkt ser jeg paa de Be­stræbelser, som Kvinderne er begyndt at gøre for at blive økonomisk uafhængige. Det sy­nes for nogle en Vanhelligelse, at Kvinderne skal gaa ud i Verden for at tjene deres Brød. Der menes, at Manden eller Faderen eller Broderen skal tage vare paa dem, at de skal beskyttes for den raa, stødende Verden; desuden kan der fremsættes alvorlige øko­nomiske Argumenter mod Kvindernes Kon­kurrence med Mændene. De nedsætter hin­andens Løn, og det er maaske sandt! Der er Fabriksbyer, hvor Kvinder og Børn har Arbejdet og deres Mænd og Fædre bringer dem Maden. Af den Grund sætter Arbejder­bevægelsen sig mod at benytte Kvinder og Børn.

Dette har jeg sympatiseret med, og dog er jeg mere og mere overbevist om, at det hele har en dybere Betydning. Den store Følgeslutning er denne: Dersom Kvinden skal være et selvstændigt Væsen, maa hun have egne Indkomster: personlig Frihed og Ejendom (eller Indkomster) følges ad. Dersom Kvin­den har sin Eksistens hun som Familiemed­lem, saa maa hun være et Familiemedlem og underholdes som saadan; hun er da et afhæn­gigt Væsen, fri er hun ikke mer! Og der­som hun

f. Eks. hverken har Fader eller Broder til at underholde sig, maa hun gifte sig. Dersom, for at tale ganske almindeligt, Manden gør Arbejdet og har Pengene, saa maa hun for at faa Pengene (eller Penges Værd), gøre sig ham forbunden. Men maa ikke enhver, som ikke ønsker at Kvin­den skal tvinges ind i Ægteskabet, betragte dette som en ufordelagtig Stilling for hende. Derfor sørgede ogsaa i gamle Dage enhver Fader og Broder, som havde Hjerte og Re­spekt for Kvindens Værdighed for at give sin Datter eller Søster i det mindste et Hjem og saavidt muligt en egen Indtægtskilde, og det er det samme, han gør endnu den Dag i Dag. Men hvad skal de Kvinder gøre, som hverken har Fædre eller Brødre til at sørge for dem ? Tjene deres eget udkomme, gaa ud i Verden og optage Verdenskampen. Dette er deres eneste Udvej, saafremt de ikke vil tvinges ind i Ægteskabet.

Trængslen paa Kamppladsen har saaledes en dybere Betydning end det først synes; det er ikke alene Nødvendigheden, der staar bag ved, det er ogsaa Trangen til en Udvej til at leve et moralsk Liv, og her maa en Kvinde ikke tvinges til at handle mod sin Samvittighed og sit Hjerte. De, som er i Besiddelse af Ejendom, indtager allerede en fri Stilling, de, som intet har, maa fortjene Penge for at skaffe sig den. Paa en eller anden Maade maa Kvinderne blive fri, de maa søge at have et Udkomme udenfor Æg­teskabet; de maa ikke fornedre sig til Ægte­skabet, de maa hæve sig dertil. De maa ikke miste deres Frihed, de maa vinde den ved at gøre dette store Skridt. Efter min Mening er det af dybeste menneskelig Inter­esse, at Kvinden skal staa fri i sit Valg af den, der skal være hendes Ledsager og Del­tager i den mest alvorlige Forpligtelse, men­neskelige Væsner kan paatage sig overfor hverandre, og som strækker sine Følger læn­gere end man kan øjne. Derfor, selv om det maa tilstaas at Kvindens økonomiske Frigørelse til en Begyndelse medfører en større Kamp for Tilværelsen, en Nedsættelse af Lønnen, en Forøgelse af mandlig Arbejds­løshed, mener jeg, om det alligevel ikke er bedre, - nej, jeg er overbevist om, at det er bedre - end den Tilstand, som tidligere forbød mange Kvinder Valget. Det, at gøre en Kvindes Tilværelse afhængig af hendes Køn, har paa en unaturlig Maade overudviklet det, og denne unaturlige Udvikling har forplantet sig til hendes Efterkommere.

(Sluttes).