Ved en Fremskridtskvindes Sygeleje.
Stille, tys! en Kvinde sover,
Hende med de klare Øjne,
Hun, som kækkest Handling vover,
Som kan Livets Stordaad højne,
Hun er syg og sagte blunder.
Se, hvor smuk hun stille hviler.
Hvidere end hvidest Lagen,
Se, i Drømme sødt hun smiler,
Skønt med Sygdom hun er slagen,
Men hun trodser selve Smerten.
Tys, hvad er det? Læben dirrer,
Hun vil tale lyt til Ordet:
— "Bort med alt, hvad Sanser pirrer!
Væk med Gøglet Afgudsbordet!
Ned med Pengetyranniet!
Hold dog op med Krigens Jammer,
Barbariets Ulvemærke;
Vis, I kender bedre Flammer,
Bedre Brug for Kræfter stærke
end at slagte Eders Brødre!
Frem til Hjælp for Dagens "Slider",
Den, der skaffer Mad i Fadet,
Den, der bort i Armod glider,
— Skønt i Arbejdssveden badet
Mens de andre Fadet tømmer!
Op med Kvinden! frem paa Valen,
Frem til Daad ved Mandens Side!
Frem i Skolen, Kirken, "Salen",
Frem med Kvindehjærter blide
Hjærtet ind i selve Loven!
Ingen Fejgheds frygtsom Vaklen!
Ingen falsk-beskeden Famlen!
Ingen Dumheds dorske Kvaklen,
Du maa frem til Brudeskamlen!
Og din Brudgom Frihed leve!
Kundskabs klare Lys du sprede
Rundt i Landet til hver Pode,
— Ikke blot til Gutter brede,
Men til alle Piger gode !
Mennesker skal Landet raade!"
Saadan taler hun og knytter
Alt imens de hvide Hænder,
Stille staar vi her og lytter,
Hver en Nerves Kraft vi spænder
I Begejstringsildens Varme.
Og fra Sygesengen rasler
Vi med Skammens røde Kinder:
Ak, vi Mandfolk gaar og tusler,
— Aanden boer hos syge Kvinder,
Karske storme de vist Himlen!
