Hvilken er Kvindens sande Frigørelse?

Ingen ved, hvorvidt det moderne Overmaal af Lidenskaber, - i sig selv naturlige og nød­vendige, men i deres unaturlige og overdrevne Udvikling, ødelægge mangt et Liv, - skyl­des denne Aarsag. De uciviliserede Racer synes undertiden at være i Besiddelse af mere Selvbeherskelse, end Nutidens civilise­rede Folk. Selv Dyrene har Tider, hvor deres Lidenskaber sover; men Mennesket kan daarlig være roligt. Man føler sig ubehage­lig berørt, naar man undertiden læser de stødende Afsløringer af Lastens Udstrækning i Samfundet, og man føler sig fristet til at sige med den gamle jødiske Profet: „Fra Isse til Fodsaal findes der ingen Renhed”. Vi har faaet den Vane at sige, at det er naturligt, at det er vor dyriske Arv, men det er muligt, at det i ikke ringe Grad kunde fore­bygges, og at hvis Kvinden var frit stillet og kunde skaffe sig sit Livsophold lige saa uafhængig som Manden, hun for Fremtiden vilde blive tiltrukket af Manden paa den simple, naturlige Maade, uden Tanke om derigennem at skaffe sig Livets Ophold, og hun og hendes Efterkommere i Tidernes Løb der­ved blive mere normale og sunde. Det er med Tanken om saadanne Muligheder, saavel som med Henblik paa selve Kvindens Værdighed, at Kvindeemancipationen synes mig af største Betydning, en Betydning som opvejer det triste, ofte sørgelige Syn, der saa aabenbart led­sager Sagens første Udvikling. Det er ikke tilstrækkeligt at slutte direkte fra vort Syn og vor Hørelse. Vi har tillige Forstanden, og vi maa eftertænke hvorhen en Sag fører.

Faa fremadskridende  Bevægelser undgaa at gøre Skade et eller andet Sted, det af­gørende Spørgsmaal maa altid være: Vinder Slægten derved? Dernæst vil Kvindens Ind­træden i Kampen for Tilværelsen bringe hende til at forstaa, hvad hun ikke før har forstaaet, det store Tryk, hvorunder hele Verden arbejder. Ved at stride for at holde sig selv oppe vil hun se, hvad hun aldrig før har set, hvor Manden maa kæmpe og ofte lide for at holde sig oppe. Maaske vil hun da se, at hendes Sag er et med hans, og maaske vil hun da spørge, som han er begyndt at spørge, om Stridens Møje og Lidelse ikke kan formindskes. Maaske vil hun se, at det ikke er økonomisk og god Hus­holdning at kæmpe og ødelægge, som Slæg­ten gør nu. Maaske vil hendes Medlidenhed og medfødte Moderlighed gøre hende skarptseende og hjælpe hende til at finde en Vej, som kan formilde Verdens Sorger. Ja! kunde vi faa en Kvindes Hjerte, en Kvindes Tro, en Kvindes Taalmodighed med ind i Arbejdet paa den sociale Omdannelse hvilken Kraft, hvil­ken ny Overbevisning vilde det ikke derved vinde! Kvinden kan maaske aldrig mildne den økonomiske Kamp, før hun selv faar Del i den -  den  er hende for fremmed;  men der vil maaske komme den Tid, hvor Arbejderne tilgiver  deres ny Konkurrenter, naar de fin­der dem indviede, gennem egen Erfaring, i den fælles Tragedie og rede til sammen med dem at søge en Forbedring. Kvindebevæ­gelsen og Arbejderbevægelsen er forskellige i deres Oprindelse; Kvindebevægelsen ser ofte ned paa Arbejderbevægelsen, der til Gengæld ser skævt til den, men naar de først forstaar hinanden, vil de se, at deres Sag er ens; at Kvindebevægelsen fører lige til Arbejder­bevægelsen, der aldrig naar sit Maal, før den  benytter ikke  blot Halvdelen, men alle dens Medarbejdere.

Jeg har omtalt Ægteskabet og Kvindens økonomiske Uafhængighed som Middel til et ædlere Ægteskab; jeg taler ikke om Ophæ­velse af Ægteskabet; det vilde være en for­kert Frigørelse for Kvinden. - Der er dem, der mener, at en Kvinde ikke skal binde sig - jeg forstaar selvfølgelig ved Ægteskab: en ikke løs Forbindelse - men jeg mener, at Evnen til at paatage sig en Forpligtelse er et af de Kendetegn, der udmærker et menne­skeligt Væsen. Et Væsen, som kun ledes af Tilskyndelsen, kan ikke forpligte sig, men et Væsen med Vilje, - der vil sige Evnen til at handle efter en vis Ide til et vist Maal -  kan. Det er Menneskets største Ære, at noget, udover hans øjeblikkelige Stemning kan lede ham. Jeg vil ikke komme nærmere ind paa Ægteskabet, men jeg tager det for givet, at det er en Kontrakt for Livet, en Overenskomst i hvilken Mand og Kvinde lover hinanden Troskab. Mit Synspunkt er, at en saadan Overenskomst ikke alene er af højeste Interesse for Slægten, men at Men­nesket derved forædles. Du er ikke i Stand til at love, at du altid vil føle ens, men du kan love altid at handle paa en be­stemt Maade. Det er dette Løfte som, naar det tages alvorligt, forædler en Mand og en Kvinde, og bringer Evighedsfølelsen. Dyr af­lægger intet Løfte, naar de forenes, og Men­nesket kommer Dyrene nær, naar de forenes uden dette Løfte. Velberaad Hu, Forsæt, Vilje er de vigtigste menneskelige Kende­mærker.

Normalt Ægteskab betyder en Familie, og hvad er Børn uden Forældre, uden dem, der tager de Forpligtelser, dette Ord indeholder? Dog er der ingen, der taber saa meget ved at indvilge i et lavere Syn paa Ægteskabet, som Kvinden. - For Mandens Vedkommende, har en Kyniker sagt, er Kærligheden en Epi­sode, for Kvinden er det en Historie. Men skønt der ikke kan være Tale om Ophævelse af Ægteskabet, saa behøves det ikke dermed at siges, at der ikke kan være Frihed i Ægte­skabet. Der er ingen moralsk Grund til, at Kvinden skal underordne sig Manden; et sandt Ægteskab er en Forening af ligestillede, det er et Forhold, i hvilket den ene agter den anden, og hvor Parterne gensidig tjener hinanden, i hvilket der aldrig bruges Magt eller høres Befalinger.

Min hele Tanke med denne Afhandling er at gøre Fordring for Kvinden paa et større, rigere, mindre udelukkende kvindeligt men mere almenmenneskeligt Liv. Hendes sande Frigørelse er i Sandhed den samme som Mandens, lig ham trænger hun til aandelig, politisk og økonomisk Frihed. Hvorfor skal en Kvinde ikke forsøge at blive fornuftig i sin Tro og sine Meninger lige saa fuldt som Manden? hvorfor skal hun ikke vokse og søge at faa sine egne Meninger? lige­som han. Ja fremfor alt, maa Kvinden frigøre sig gennem den moralske Handlings opløftende Magt. Denne er hendes Beskyt­ter i de ny Forhold; lige som det altid er Mandens. Ligesom han maa lide Skibbrud uden et fast Maal, uden Samvittighed, saa maa hun. Frigørelse, som kun bestaar i at bortkaste Tvangen, maa blive skæbnesvanger for begge. „Retten til Oprør”, siger Georg Eliot, „er Retten til at søge en højere Lov og ikke til at vandre i Lovløshed”. Lad en Kvinde huske dette Ord og hun vil, selv om hun gaar langt fra den slagne Vej, ikke gaa meget galt. Lad hendes Tanke være, ikke: hvad ønsker jeg at gøre eller være, men: hvad bør jeg gøre eller være, idet hun tager sin Slægts Vel som Maal, og selv om hun farer vild i sin Dom, vil hun aldrig begaa Synd. At følge sit Hjerte er af usikker Værdi, at følge Pligten eller hvad der er lig med Pligten og ikke blot Tilbøje­lighed og Lyst, - det er Vejen til Sikkerhed og Frihed. Selvagtelse, Selvkendskab, Selv­beherskelse fører alene til den højeste Frihed, og det er Vejen saavel for Manden som for Kvinden. Kvinden kan kun naa Frihed, hvad enten det er i dens højere eller lavere Form, ved at kæmpe for den; hvad vi ikke kæmper og strider for, hvad vi ikke en Gang er villige til at ofre noget for, er en tvivl­som Gave at modtage. Jeg tror, Kvinden vil faa, hvad hun fortjener. „Bed og du skal faa, søg og du skal finde, bank og der skal aabnes for dig”, men uden at banke, søge og bede faar du intet, - det er Ver­dens Lov. Jeg vil kun sige til Kvinderne: Vær modige; vær modige ikke alene for eders egen Skyld, men for Menneskehedens Skyld! Vi Mænd kan ikke gaa meget videre foruden eder, I er vor anden Halvdel. Vov for eders egen Sag, og I vil vove for vor. Med eder som ligestillede, som Ledsagere vil vi kunne udrette det dobbelte af, hvad vi hidtil har udrettet.